BKF Nyt december



BKF Nyt december 2016

God jul og tak for i år
Næstformand Ellen Drost træder ud af bestyrelsen
Sammensætning af de landsdækkende netværk
Velkommen til de nye ministre
Første møde i Kvalitetsforum for folkeskolen med ny minister
Ny undersøgelse fra EVA om forældresamarbejdet i dagtilbud
Kompensation i forbindelse med  ny Folkeoplysningslov
Dagtilbud og kulturinstitutioner kan søge midler til partnerskaber

God jul og tak for i år

Hvid jul får vi ikke i år, men vi håber alligevel, at I vil mærke julefreden sænke sig, og I kan nyde nogle rolige dage sammen med familien. Det er helt sikkert velfortjent og tiltrængt.

2016 har budt på mange gode ting for foreningen, men har hen mod slutningen har 2016 bestemt også vist os, at batterierne skal være fuldt opladet til 2017. En ny ambitiøs regering har indtaget Slotsholmen, og vi skal være klar fra start til at følge op og give input til deres tiltag.

Vi håber, at I vil være med til, at vi sammen får bragt vores budskaber frem i de fora og dialoger som vi indgår i. Landsbestyrelsen vil derfor arbejde på, at få skabt en stærk sammenhæng mellem de regionale faglige netværk, de landsdækkende faglige netværk og regions og landsbestyrelsen. På den måde sikrer vi, at alle nuancer og forskelligheder fra hele landet kan trækkes med ind i vores arbejde, som  i sidste ende jo gerne skulle være til gavn for alle børn og unge.

Tilbage er blot at ønske rigtig god jul og godt nytår.
top


 

Næstformand Ellen Drost træder ud af bestyrelsen

Vi har konstateret det mange gange, at vores hverdag er omskiftelig, og at forandringer foregår i et højt tempo. For BKF’s bestyrelse er dette ingen undtagelse.

Derfor måtte vi allerede på første ordinære bestyrelsesmøde sige farvel til næstformand Ellen Drost. Ellen har fået nye opgaver i Odense Kommune, som ikke ligger inden for foreningens fagområder, og hun kan derfor ikke fortsætte i bestyrelsen.

Marianne Stentebjerg er blevet suppleret ind i bestyrelsen og er blevet ny formand for Børne- og Familienetværket. Ane Stallknecht er ny næstformand og kasserer. Resten af bestyrelsens konstituering er ikke ændret.

Se sammensætningen af bestyrelsen
top


 

Sammensætning af de landsdækkende netværk

De landsdækkende netværk for 2017 er blevet udpeget. Forsøget fra 2016 med at have store netværk, bliver ikke videreført i 2017. Netværkene er derfor på 6-7 medlemmer og udpegningen af medlemmer bygger på et hensyn til kontinuitet og fornyelse, så det bliver et mix af nye og gamle medlemmer.

Som noget nyt afholder vi år fælles opstartsmøde for alle netværk. Det skal være med til at skabe en bedre sammenhæng mellem arbejdet i bestyrelsen og netværkene og få netværkene til at mødes på tværs af deres fagområder.
Vi skal ikke kun i bestyrelsen arbejde med et tværfagligt perspektiv, men også netværkene skal have øje for tværfagligheden og de fællesdagsordener, der kan være på tværs af flere netværk. Derfor har vi valgt at lave denne fælles dag, hvor der både vil være tid til fælles opstart, møde i eget netværk og møder mellem flere netværk.

Vi tror på, at det vil skabe et stærkt afsæt for arbejdet i 2017.

Se samensætningen af netværkene her: Skole, Dagtilbud, Børn og familie, Kultur og fritid og Unge
top


 

Velkommen til de nye ministre

Børne- og Kulturchefforeningen vil gerne byde de nye ministre velkommen og traditionen  tro har vi sendt dem et velkomstbrev, hvor vi inviterer til at forsætte det gode samarbejde og beskrevet de temaer, som optager BKF lige nu.

Med den nye regerings sammensætning kan vi også se, at vi skal fokuserer på lidt flere ministerier end vi er vant til. Foruden Undervisningsministeriet, Kulturministeriet og Børne- og socialministeriet, skal vi også have øje for aktiviteterne i det nye Ministerie for offentlig innovation, da der her vil være en dagsorden omkring styring og ledelse af de kommunale opgaver, som vil have vores interesse. Men også Ellen Trane Nørby som ny sundhedsminister skal vi følge, idet vi kan konstatere, at der her ligger en del projekter ift. psykisk sårbare børn og unge.
top


 

Første møde i Kvalitetsforum for folkeskolen med ny minister

Ny udnævnte undervisningsminister Merete Riisager holdt fast i det allerede aftale møde i Kvalitetsforum for folkeskolen d. 14. december.
På mødet meldte hun ud,  at hun i den kommende tid vil organisere Kvalitetsforums arbejde  i fem arbejdsgrupper, som hver især har fokus på følgende temaer:

  1. Den gode undervisning
  2. Det gode børneliv (herunder trivsel, tryghed)
  3. Det gode arbejdsliv
  4. Forældreinddragelse (forældreindflydelse, samarbejde med forældre)
  5. Afbureaukratisering

Hensigten er at undersøge, hvordan der indenfor de eksisterende rammer kan gives flere frihedsgrader til skolerne (skolebestyrelserne) til at tage de ønskede og nødvendige skridt ift. skolens udvikling.

Ministeren ser fx konkret behov for at få set på udfordringerne omkring skoledagens længde, de svageste børn (social arv osv.), enkelhed/overstyring/overskuelighed.

Ministeren har fokus på borgernes behov og ikke på systemets behov. Vi skal sammen se på, hvad skolen ikke skal, så der kan blive skabt rum og tid til at fokusere på det vigtige i skolens opgave, som det fremstår i temaerne for de fem arbejdsgrupper.

Ministeren mener således, at der er behov for at trække ”periferi-opgaver” ud af skolen, så der kan blive fokus på kerneopgaven og et frirum for de professionelle.

Dermed har ministeren også meldt ud, at der ikke skal sættes flere projekter i gang, men derimod skal der arbejdes på ”fjerne støj”. Ministeren udtrykte, at der er ikke behov for en revolution af skolen, men behov for kompleksitetsreduktion, så der kan blive fokus på de vigtigste forhold.

BKF vil, ligesom de øvrige parter i Kvalitetsforum, få plads i en til to af arbejdsgrupperne.
top


 

Ny undersøgelse fra EVA om forældresamarbejdet i dagtilbud

Danmarks Evalueringsinstitut har netop offentliggjort en ny undersøgelse om samarbejdet mellem forældre og dagtilbud.

Der er ingen tvivl om, at forældresamarbejde og inddragelse er vejen frem i forhold til at sikre, at endnu flere børn opnår bedre trivsel, læring og udvikling, hvilket EVA’s undersøgelse også konkluderer.

EVA ’s undersøgelse kommer med nogle meget klare konklusioner, som BKF finder meget relevante og betydningsfulde for det fremtidige udviklingsarbejde i kommunerne omkring forældresamarbejde og inddragelse i dagtilbuddet.

Undersøgelsens konklusioner og forslag sætter også streg under behovet for fagligt kompetent personale, hvis vi skal forfølge målet om at styrke kvaliteten i det pædagogiske arbejde i dagtilbuddet og dermed børnenes trivsel og læring.

Læs mere om undersøgelsen på EVAs hjemmeside (Link). Neden for er kort opridset de vigtigste pointer  fra undersøgelsen i forhold til vores arbejde.

Undersøgelsen konkluderer bl.a.:

  • Forældre efterspørger mere dialog og vejledning om deres barns trivsel, udvikling og læring, end de oplever, de har og får. Fx ønsker 91 % af forældrene en løbende dialog med det pædagogiske personale om deres barns sproglige udvikling, men der er 29 % af de forældre, der ikke oplever, de har den dialog. Lederne oplever dog ikke, at størstedelen af forældrene efterspørger dialog og vejledning, i samme omfang som forældrene giver udtryk for, at de ønsker denne dialog.
  • Der er fire vigtige byggesten i et godt forældresamarbejde:
    1) tillid til hinanden, der bl.a. kommer af, at forældrene bliver inviteret ind i daginstitutionens hverdag og opbygger et godt kendskab til personalet,
    2) et ressourcefuldt møde mellem forældre og personale, hvor de styrker hinandens indsigt i, hvad der er vigtigt for barnet gennem at udveksle deres unikke viden om barnets liv,
    3) forældrenes medindflydelse på deres barns hverdag i daginstitutionen baseret på en forståelse for det pædagogiske arbejde og
    4) en gensidig forventningsafstemning, der sikrer et fælles grundlag for samarbejdet om barnet, uden misforståelser.
  • Der er seks måder, som forældre og daginstitutioner samarbejder på i hverdagen ud over det repræsentative bestyrelsesarbejde. Forældrenes frivillige arbejde er én af måderne, hvor det primært er praktiske opgaver som rengøring og vedligehold, lederne beder forældrene løse (64 % af lederne), mens kun 11 % af lederne opfordrer forældrene til at deltage i at løse pædagogiske opgaver, som at tage med på tur.

top


 

Kompensation ifm. ny Folkeoplysningslov

Folketinget har vedtaget en ændring af Folkeoplysningsloven, der træder i kraft den 1. januar 2017.

Loven omfatter bl.a. den i medierne meget omtalte ændring, der handler om kommunernes øget tilsyn med foreninger. Kommuner skal offentliggøre lister over foreningernes regnskab, hvis de modtager et tilskud eller har fået anvist et lokale. Dertil skal kommunernes også føre fortegnelser over, hvilke foreninger, der får henholdsvis tilskud og lokaler eller afslag herpå.

I udgangspunktet havde regeringen foreslået en økonomisk kompensation med en flad profil. KL har efter dialog med en række kommuner peget på nødvendigheden af en højere kompensation i år 1, da der her må forventes ekstraordinære opstartsomkostninger i forbindelse med implementeringen af lovforslaget.

Kulturministeriet har netop meddelt KL, at ministeriet accepterer en øget økonomisk kompensation på 6,6 mio. kr. i år 1, dvs. i 2017, i forbindelse med implementeringen af lovændringen, og dernæst på 4,2 mio. kr. de efterfølgende år.

KL har derfor tilsluttet sig den økonomiske kompensation under forudsætning af, at tilsynsopgaven ikke forøges væsentligt i omfang.

Sammenskrivning af lovens forarbejder
KL har desuden overfor Kulturministeriet givet udtryk for, at kommunerne efterlyser en klar vejledning i forbindelse med lovændringen. Ministeriet har i et svar til KL oplyst, at ministeriet ikke planlægger at udarbejde en vejledning bl.a. med den begrundelse, at:

”Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der afgør, hvordan tilsynet med foreningernes overholdelse af loven og regler fastsat i medføre heraf nærmere skal tilrettelægges. Endvidere fremgår det, at omfanget af tilsyn vil bero på omfanget af den enkelte kommunalbestyrelses tilsyn i dag og de lokale forhold”.

På baggrund af KL’s ønske vil ministeriet dog udarbejde en sammenskrivning af lovens forarbejder med relevante bidrag for lovbemærkninger, svar på udvalgsspørgsmål mv. Ministeriet forventer at have det klar i starten af det nye år.

KL har i et brev til den nye kulturminister udtrykt, at kommunerne som minimum har behov for en klar vejledning til, hvordan den ændrede folkeoplysningslov og særligt de medfølgende tilsynsregler skal forvaltes og forstås i praksis.

BKF har tidligere gjort opmærksom på faren ved at indføre ny lovgivning, der ikke følges op med klare og administrativt håndterbare vejledninger, og som understøtter den dagsorden, der handler om afbureaukratisering. Vi skulle nødigt stå i samme situation som ved indførelsen af Børneattester!
top


 

Dagtilbud og kulturinstitutioner kan søge midler til partnerskaber

Der er afsat en pulje på 1,6 mio. kr. til partnerskaber mellem dagtilbud og kulturinstitutioner. Ansøgningsfrist 16. januar 2017.

Dagtilbud og kulturinstitutioner kan søge midler til partnerskaber. Projekterne skal have fokus på kvalitet, nytænkning, kreativitet og læring og skal fremme ligeværdige partnerskaber og varige samarbejder mellem dagtilbud og lokale kulturinstitutioner. Partnerskaberne skal desuden have fokus på forskellige måder, hvorpå børn i dagtilbud kan indgå i meningsfulde møder med kulturinstitutionerne og styrke børnenes kreative udfoldelse i samspil med forskellige kunstarter og kulturarv.

Ved første uddeling fik seks projekter støtte til at udvikle nye partnerskaber, og nu åbnes for ansøgninger til anden uddelingsrunde, hvor der er afsat 1,65 mio. kr. Puljen er en del af Kulturministeriets strategier for børn og unges møde med kunst og kultur, som blev lanceret i maj 2014. Inspireret af folkeskolereformen og Åben Skole skal dagtilbud og kulturinstitutioner også i højere grad indgå samarbejder for at forbedre mulighederne for, at dagtilbud over hele landet inddrager lokale kulturaktører, så små børn møder mere kunst og kultur i hverdagen. Der er planlagt en videndelingskonference med afsæt i puljeprojekterne ultimo år 2017.

Læs mere på ministeriets hjemmeside
top

Nyt fra BKF