Warning: session_start(): open(/var/lib/php/session/sess_1gjaol093mrmkslqms26g3fck4, O_RDWR) failed: Permission denied (13) in /var/www/vhosts/bkchefer.dk/httpdocs/wp-content/plugins/custom-sidebars/inc/external/wpmu-lib/functions-wpmulib.php on line 69 Høringssvar: fællesprøve i fysik/kemi, biologi og geografi | Bkchefer

Høringssvar: fællesprøve i fysik/kemi, biologi og geografi

Børne- og Kulturchefforeningens høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Indførelse af fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi samt ændring af bedømmelsesordning ved folkeskolens skriftlige prøver m.v.)

Hermed fremsendes BKF’s høringssvar.

1. Indførelse af fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi

BKF finder, at den foreslåede ændring understøtter intentionerne i folkeskolereformen og derved bevægelsen hen mod arbejdet med de forenklede Fælles Mål.

Den nye fælles prøve i de tre naturfag vil fremme muligheden for at gennemføre prøver, der i højere grad samtænker de tre naturfags teori og praksis, og derved forventeligt fremmer elevernes motivation for og interesse i fagene med henblik på, at flere ønsker at gennemføre en naturvidenskabelig uddannelse.

Gennem undervisningen i de tre selvstændige fag får eleverne mulighed for at fordybe sig i det enkelte fags særlige teorier og arbejdsmetoder samtidig med, at de ved den fælles prøve får øje for de fælles snitflader mellem fagene. Elevernes evne til at arbejde tværfagligt og anskue naturvidenskaben ud fra et helhedsperspektiv styrkes gennem den fælles prøve.

Den anvendelsesorienterede dimension i fællesprøven, som inddrager biologisk, geografisk og kemisk viden, er med til at skabe en sammenhængende erkendelse og forståelse hos eleverne af fænomener i naturen og for samspillet mellem mennesket og dets omgivelser. Dette danner udgangspunkt for, at eleverne får en tværfaglig baggrund for stillingtagen til aktuelle samfundsmæssige problemer med naturvidenskabeligt indhold.

2. Ændring af bedømmelsesordning ved folkeskolens skriftlige prøver

BKF anerkender, at den foreslåede ordning vil betyde en administrativ forenkling af prøvebedømmelserne. BKF er dog bekymret for, at den læring, der ligger for elevernes lærere i at deltage i bedømmelsen af egne elevers prøver, vil gå tabt, når læreren ikke længere deltager i bedømmelsen. Lærernes mulighed for at deltage i eksaminationen af egne elever er med til at understøtte deres indsigt i målgruppens faglige udfordringer og succeser, således at de didaktiske værktøjer kan udvikles i forhold til ny undervisningspraksis til glæde for fremtidige elever.

BKF vil derfor foreslå, at man, for at undgå dette, sikrer en indholdsmæssig tilbagemelding til skolen og den enkelte lærer om elevernes præstationer. Dette kunne fx være i form af en systematiseret oversigt over bedømmelserne i relation til bedømmelseskriterierne. På den måde vil hver skole og den enkelte lærer kunne få en forståelse for, på hvilke områder deres afgangsprøveelever er stærke, og hvor de har udfordringer. Dette vil skolen kunne bruge til at udvikle sin fremtidige praksis i undervisningen.

BKF har ingen kommentarer til de øvrige justeringer af folkeskoleloven, der foreslås i høringen.

Warning: Unknown: open(/var/lib/php/session/sess_1gjaol093mrmkslqms26g3fck4, O_RDWR) failed: Permission denied (13) in Unknown on line 0 Warning: Unknown: Failed to write session data (files). Please verify that the current setting of session.save_path is correct (/var/lib/php/session) in Unknown on line 0