Hold fokus på målet – alle folkeskolens elever skal blive dygtigere

Konfliktretorikken kører i højeste gear. Slaget står om lærernes arbejdstid, alt i mens eleverne mister undervisning og en konflikt, som i bund og grund handler om ledelsens ret til at disponere over arbejdstiden, er ved at køre af det snævre fokuserede spor og folder sig ud til at være en diskussion for og imod en kommende folkeskolereform.

Argumenter mod ændring af lærernes arbejdstidsaftale har udviklet sig til synspunkter mod helhedsskole, aktivitetstimer og differentieret undervisning. Nu bliver det italesat som discountundervisning.

Det er ærgerligt og en meget fattig debat, mener vi som kommunale skolechefer.

Indholdet af Folkeskolereformen er relevant at diskutere uanset en aftale om overenskomst. For faktum er, at er der behov for en læringsreform. Vi skal have flere elever igennem uddannelsessystemet.

Vi kan som samfund ikke passivt se til, at 9 ud af 10 kontanthjælpsmodtagere under 30 år ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og at kun 40 % af de unge, som ikke har anden uddannelse end folkeskolens afgangsprøve, er i arbejde.

Det kræver, at vi reviderer den måde vi har indrettet undervisningen på i dag. At vi tør tænke nyt og udnytte ressourcerne optimalt.

Vi skal tænke i varierede undervisningsforløb, så vi ikke taber vores børn og unge i folkeskolen, men der imod tager højde for de forskellige børn og unge, som skal og bør undervises i den fælles folkeskole, så vi giver så mange som muligt mulighed for at blive inkluderet i det store fællesskab, der findes her.

Folkeskolen er netop en Folke Skole og så afgjort den mest fælles kulturskabende institution vi har i Danmark. Det er her vi skaber fremtidens medborger, som bliver aktive deltagere i vores samfund.

Børne- og Kulturchefforeningen ser derfor frem til at denne konflikt får en afslutning, så vi ude i kommunerne og på de enkelte skoler kan komme videre, og sammen med dygtige og kompetente lærere, pædagoger og skoleledere, kan forny folkeskolen og få skabt en sammenhængende skoledag med tid til fordybelse til gavn for alle elever.

Det er vores ønske, at skolen vinder ”kampen”, og at alle skolens interessenter oplever sejren i denne forbindelse.