Debat indlæg bragt i Kristeligt Dagblad

Vi skal have fokus på de sårbare børn
Af Per B. Christensen, Børne- og Kulturdirektør i Næstved , medlem af børnerådet.

Kommunerne må ofte lægge øre til en kritik af deres indsats på børneområdet. Medier og eksperter kritiserer kommunernes indsats omkring konkrete børnesager, kommunernes tilsyn kritiseres og det hævdes ofte, at kommuner undgår anbringelser sidst på året på grund af økonomi.

Naturligvis begås der fejl, og jeg skal bestemt ikke forsvare dem alle. Vi kan altid blive bedre. Jeg appellerer blot til en smule fairness i debatten. Det er nemlig min bestemte vurdering, at der hver dag leveres meget godt og engageret arbejde på børneområdet i de danske kommuner.

Politikere, direktører fagchefer og fagpersoner er således ikke ”nogle fæle nogle”, der ikke vil barnets bedste, tværtimod så prøver de faktisk alle at gøre deres arbejde ordentligt og fagligt korrekt. Jeg glæder mig hver eneste dag over det gode og nyttige arbejde med børn, som mine medarbejdere udfører, ofte under meget vanskelige vilkår.

Men det er ingen hemmelighed at kommunerne er trængte på området. Få ressourcer, øget borgerpres, flere børn med behov for hjælp og ikke mindst en lovgivning, der stiller store og urealistiske krav til selv kompetente medarbejdere. Som kommunalt ansat og leder kan man somme tider godt opleve, at der er langt mellem den virkelighed jeg oplever og det billede, der tegnes af vores indsats i ministerier, i pressen og hos forskerne.

Jeg har således aldrig oplevet, at man har nægtet anbringelser på grund af økonomi sidst på året, men det er klart, at vi hele tiden er opmærksomme på at styre økonomi og indsats meget stramt indenfor lovgivningen. Det er simpelthen vores job.

Vi arbejder hele tiden med, hvordan vi skaber et godt børneliv i kommunerne. Det gælder også de børn, der vokser op i sårbare og udsatte familier. Vi ved, at det at anbringe et barn udenfor hjemmet ikke er noget tryllemiddel. Det at vokse op som sårbart barn i en sårbar familie har naturligvis sine konsekvenser. Vi gør et stort arbejde for at kompensere for barnets vanskelige opvækst, men der er desværre ikke tale om en situation, som kommunerne helt kan eliminere. Vi ønsker som voksne, at alle børn får et lykkeligt liv – også de børn, der har valgt de forkerte forældre! Men sandheden er desværre, at mange sårbare børn oplever et liv præget af svigt, længsel, manglende tryghed og brud uanset om de forbliver hos deres belastede forældre eller de anbringes udenfor hjemmet.

De anbragte unge klarer sig dårligt i uddannelsessystemet. De forlader uddannelsessystemet tidligere end andre, og har mindre chancer for at gennemføre en kompetencegivende uddannelse. Det er kun henholdsvis 15% af de anbragte drenge og 21 % af de anbragte piger, der i en alder af 21 år har fået en kompetencegivende uddannelse. Det er selvsagt alarmerende tal, som vi i kommunerne skal handle på.

Men også på andre områder har de anbragte unge et dårligere og mindre indholdsrigt liv. De anbragte unge har en dårligere sundhedsprofil, og de har en dobbelt så stor risiko for tidlig død end resten af befolkningen. Når man så lægger til, at uddannelse er den vigtigste faktor for at få et job, deltage i det demokratiske liv, have rige kulturvaner, så tegnes der et dystert perspektiv af de anbragte unges muligheder.

Er der slet ingen positive perspektiver på dette vanskelige område? Jo, bestemt.

For det første skal vi lære, at der ikke findes én standardløsning, der kan løse de sårbare børns situation. Anbringelse uden for hjemmet er ikke et tryllemiddel, der fuldstændigt ”frelser” barnet. De sårbare børn har livsvilkår, vi skal hjælpe dem med at mestre. Livsvilkår, som ikke løses alene ved en anbringelse.

Vi ved fra undersøgelser, at de udsatte børn har behov for tydelige voksne, voksne som de kan knytte an til, og som tager ansvaret for deres liv, og fungerer som rollemodeller. En pædagog, lærer, et andet familiemedlem, en voksen fra den lokale fodboldklub eller en nabo kan være den afgørende vej ud af den negative sociale karriere, som mange anbragte børn ellers risikerer.

Der skal arbejdes med ordentlighed og sammenhæng i sagsbehandlingen. Barnet skal i centrum for indsatsen, hvilket også er målet med ”Barnets reform”.

Vi skal satse på forebyggelse og på en tidlig indsats overfor de udsatte børn. Og kommunerne skal som led i deres arbejde med en børne- og ungepolitik vedtage et anbringelsesgrundlag, der giver politiske sigtelinjer til de medarbejdere, der arbejder med udsatte børn og unge.

Som samfund må vi også investere i nye tilbud til de udsatte børn og unge og gøre noget ekstraordinært for at nedbringe gruppen af meget sene anbringelser, der har været stigende i de senere år. Vi skal tænke nyt og utraditionelt. Vi skal satse på forebyggende tiltag i kommunerne og nye tilbud i feltet mellem forebyggelse og anbringelse.