BKF’s formand Klaus Majgaard vil den 1. maj 2011 tiltræde stillingen som kommunaldirektør i Furesø Kommune. Dermed træder Klaus ud af den personkreds, der kan være medlem af BKF.

Bestyrelsen vil på et ekstraordinært møde den 15. april udpege foreningens næstformand Flemming Olsen til at varetage formandshvervet, indtil foreningens generalforsamling den 17. november 2011. Formandsskiftet træder i kraft pr. 1. maj.

Ligeledes vil bestyrelsens 1. suppleant blive indkaldt for at indtræde i den ledige plads i bestyrelsen.

I forbindelse med formandsskiftet udtaler Klaus Majgaard:

“Jeg har været utroligt glad og stolt over at være formand for børne- og kulturcheferne. Foreningen indtager en helt unik position – med mulighed for at anlægge et helhedssyn på menneskers udvikling, læring og kulturskabende aktiviteter. Min plan var også, at jeg skulle arbejde for foreningen længere, end det blev tilfældet. Til gengæld ved jeg også, at Flemming vil kunne varetage formandsopgaven på den bedste vis, og at han har den samlede bestyrelses opbakning. Flemming er en stærk tænker i helheder, en spændende formidler samt en god forhandler og brobygger. Det vil foreningen kunne nyde godt af. Tak til alle, som jeg har samarbejdet med i forbindelse med mit arbejde for Børne- og Kulturchefforeningen. God vind fremover.”

Mange hilsner

Klaus