Af Per B. Christensen, Direktør i Næstved og Camilla Wang, dekan på professionshøjskolen Metropol

Et løft af den faglige kvalitet i folkeskolen forudsætter en meget stærkere sammenhæng mellem læreruddannelsen, folkeskolen og den pædagogiske forskning.

Den sammenhæng kan kun etableres, hvis kommuner og professionshøjskoler og universiteter går sammen i forpligtende samarbejder, hvor udviklingen af både læreruddannelsen og folkeskolen ses som en fælles opgave, og hvor man sammen får skubbet den pædagogiske forskning i en mere anvendelsesorienteret retning.

Med reformen af læreruddannelsen, oplægget til finanslov og intentionerne i Ny Nordisk Skole er sporene delvist lagt.
Med jævne mellemrum skældes læreruddannelsen ud for at være for virkelighedsfjern. Der er for meget filosofisk orienteret litteratur frem for konkrete, pædagogiske metoder, som de studerende kan omsætte i klasseværelset.
De studerende får skolen for lidt under huden, mens de uddanner sig. Med lige så jævne mellemrum skældes folkeskolen ud for ikke at give alle elever de faglige kompetencer, der skal til for at gennemføre en ungdomsuddannelse, og for ikke at udfordre de dygtigste maksimalt i forhold til deres potentiale.

For mange elever falder gennem bunden, og for få vokser ud gennem loftet i folkeskolen. Endelig er der en stadigt stigende kritik af, at den pædagogiske forskning på universiteterne ikke er tilstrækkelig relevant og brugbar i forhold til de faktiske udfordringer i folkeskolen, og at de dele af forskningen, der faktisk er relevant, har en alt for svag omsætning i læreruddannelsen og i skolen.
Tilsammen ligner det noget af en giftig cocktail målt op i mod de ambitioner, som skiftende regeringer har haft for at løfte kvaliteten i folkeskolen.

Der har da heller ikke været sparet på hverken evalueringer af læreruddannelsen eller eftersyn af folkeskolen med indførelse af forskellige kvalitetsredskaber, lige som der har været adskillige forsøg på at styre den pædagogiske forskning i retning af de faktiske udfordringer i folkeskolen.

Men ingenting har det hjulpet målt på skolens evne til at sikre alle elever et godt fagligt grundlag til videre uddannelse.

Vi har fortsat en folkeskole, hvor vi bruger ca. 30 procent af de samlede udgifter til specialundervisning og, hvor vi er et godt stykke fra målsætningen om, at 95 procent af eleverne fortsætter i en ungdomsuddannelse.

Der skal altså findes nye veje, hvis vi skal lykkes med en folkeskole, som er blandt verdens bedste.

Det har været karakteristisk for alle tiltag indtil nu, at man har set folkeskolen, læreruddannelsen og den pædagogiske forskning som adskilte områder med hver sine sæt af problemer, som man har adresseret enkeltvist.

Derimod er der ingen, der for alvor har beskæftiget sig med det, man kan kalde videnskredsløbet, det vil sige hvordan man sikrer en ordentlig strukturel og indholdsmæssig sammenhæng mellem de tre områder som en afgørende forudsætning for en bedre folkeskole.
Men det ser nu ud til at være under ændring, hvis man lægger særligt tre væsentlige nybrud sammen. Den nye læreruddannelse, der får virkning fra sommeren 2013, regeringens netop fremsatte forslag til finanslov og målene i Ny Nordisk Skole.

I forliget om en ny læreruddannelse betones en bedre indholdsmæssig sammenhæng mellem læreruddannelsen og skolens fag og opgaver, og der lægges vægt på et stærkere samarbejde mellem professionshøjskoler, kommuner og universiteter.

I regeringens netop fremsatte finanslovsforslag lægges der op til, at professionshøjskolerne får midler og forpligtelser til anvendt forskning, der skal styrke vidensgrundlaget i blandt andet læreruddannelsen, og med Ny Nordisk Skole sættes der fokus på, at lærere i højere grad som en del af deres arbejde skal bidrage til metodeudvikling og arbejde systematisk undersøgende i forhold til at løfte konkrete lærererfaringer til robust generaliseret viden om, hvad der virker i undervisningen.

Som en del af dette lægges der vægt på, at skolerne skal samarbejde med uddannelses- og vidensinstitutioner.

Der ser dermed ud til at være en fremvoksende bevidsthed blandt politikere om, at vi ikke skaber en bedre folkeskole ved at se skolen som en isoleret størrelse og alene fokusere på fx test og kvalitetsrapporter.

Vi skal i stedet have fat i nogle langt mere grundlæggende mekanismer på systemniveau, der kan rive de alt for tykke mure ned mellem det, der sker i folkeskolen, i læreruddannelsen og i den pædagogiske forskning.

Et stærkere samarbejde mellem kommuner, professionshøjskoler og universiteter vil ligge i direkte forlængelse af megen implementeringsforskning, der viser, at ny forskningsviden, dels ikke automatisk er relevant viden for praktikere, dels ikke omsætter sig selv gennem almindelige skriftlige kanaler som publikationer, internetportaler mv.

Hvis ny viden og nye metoder skal blive til ny og bedre praksis i skoler og uddannelse, skal de lærere, der kender hverdagen i klasserummet, de undervisere, der uddanner fremtidens lærere, og de pædagogiske forskere arbejde tæt sammen om at formulere forskningsspørgsmålene, gennemføre forskningsprocesserne og omsætte resultaterne.

Kun ad den vej kan der effektivt skabes nye løsninger på folkeskolens store udfordringer som fx inklusion og undervisningsdifferentiering, anvendelse af it i undervisningen, flere elever med interesse for naturfag, bedre overgange til ungdomsuddannelser mv.

Med den ny læreruddannelse, forslaget til finanslov og Ny Nordisk Skole er der lagt spor ud til en ny vej, der har præcist det potentiale.