Kære BKF medlemmer

Julen nærmer sig, og det gør et nyt år for BKF også. Det er en god anledning til at starte nye traditioner. Så hermed den første. Nemlig et månedligt nyhedsbrev til medlemmerne fra BKF’s bestyrelse og jeg.

Konstitueringer
Efter årsmødet har vi konstitueret os i bestyrelsen. Ane Stallknecht og Lars Sloth besætter de to næstformandsposter, og udgør sammen med jeg selv et formandskab. Steen Lindgaard er formand for kultur- og fritidsnetværket, Helle Støve er formand for Børne- og familienetværket, Merete Villsen er formand for Dagtilbudsnetværket, Gorm Bagger Andersen formand for Skolenetværket og Michael Gravesen formand for Ungenetværket.

Vi har også fået besat pladserne i netværkene.

Kultur og Fritidsnetværket vil ud over formanden bestå af Lotte Worup (Brønderslev), Mads Stendorf (Esbjerg), Kim Dawartz (Næstved), Jens Overgaard (Ballerup) og Anders Christensen (Høje-Taastrup kommune).
Børne- og Familienetværket vil ud over formanden bestå af Anette Stevn (Hjørring), Inge Gorm Andersen (Brønderslev), Anton Rasmussen (Ikast-Brande), Henning Riistofte (Haderslev), Tine Juhl (Glostrup) og Helle Stennicke (Hillerød kommune).
Dagtilbudsnetværket vil ud over formanden bestå af Peter Larsen (Hjørring), Dorthe Brøns (Randers), Lisbeth Østergaard (Billund), Katrine Ersted Sørensen (Guldborgsund), Christina Breinholt Schou (Roskilde), Susanne Poulsen (Ishøj) og Lotte Aabye (Ballerup).
Skolenetværket vil ud over formanden bestå af Carsten Otte (Brønderslev), Per Larsen (Syddjurs), Charlotte Houlberg (Middelfart), Søren Thorborg (Køge), Mikala Jørgensen (København), Rikke Reiter (Helsingør) og Dennis Danielsen (Vallensbæk).
Ungenetværket vil ud over formanden bestå af Peter Rasmussen (Mariagerfjord), Lone Lollesgaard (Vesthimmerland), Ole Elbæk (Viborg), Jes Jørgensen (Ærø), Per Kensø (Slagelse) og Susan Bjerregaard (Hvidovre).

Det er et stærkt hold. Vi har talt om forbindelsen mellem netværkenes arbejde og regionernes arbejde i bestyrelsen. Alle fem netværksformænd modtager meget gerne forslag og inputs undervejs.

Besøg i regionerne
Ane, Lars og jeg har som nyt formandskab inviteret os selv på besøg i regionerne. Vi forsøger at få møderne til at passe med de møder, der allerede er planlagt i regionerne her i foråret.På Sjælland og Fyn vil det være Ane og jeg, der kommer forbi, mens det i Jylland vil være Lars og jeg. Vi glæder os til gode BKF-drøftelser.

Besøg hos ministrene og interessenterne
Også ministrene på vores område skal have et besøg. Her er det den relevante netværksformand og jeg, der tropper op. Merete og jeg var hos Børne- og Socialministeren i december, mens Steen og jeg vil besøge Kulturministeren i januar og Gorm og jeg besøger Undervisningsministeren i marts.

Det er rigtig godt, at BKF bliver budt velkommen og lyttet til både i ministerierne og hos øvrige interessenter. Det er i de snakke, vores primære indflydelse ligger

BKF i pressen
Af og til kan det også være nødvendigt med eksterne meldinger. Den nye lov om Ungdomskriminalitet er et sådant eksempel. Med den nye lov om ungdomskriminalitet vil børn helt ned til 10 år blive sat for et nyt ungdomskriminalitetsnævn. Afgørelser kan ikke ankes. Vi er i BKF alvorligt bekymrede for børnenes retssikkerhed og for konsekvenserne af at erstatte et socialfagligt fokus med et fokus på sanktioner.

Derfor har formanden for Socialchefforeningen, Helle Linnet, og jeg skrevet to fælles indlæg i henholdsvis Berlingske og Politiken. Dem kan I læse her:

https://www.berlingske.dk/kommentarer/vi-er-bekymret-for-boerns-retssikkerhed-i-ny-reform

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6926978/Ny-ungdomskriminalitetslov-er-dybt-bekymrende

Nyt fra netværkene
Jeg kommer ikke til at gennemgå alle netværkene hver måned i nyhedsbrevet. Men når formændene vurderer, at der er relevant information for medlemmerne, vil jeg skrive lidt til jer om det.

Børne- og Familienetværket fortæller, at landets kommuner her i december har fået en julehilsen fra Børne- og socialminister Mai Mercado. Hun gør i brevet opmærksom på, at der i satspuljeaftalen for 2019 er afsat varige midler til at følge den aktuelle udvikling i kommunernes sagsbehandling på området for udsatte børn og unge tættere. Det er besluttet, at der skal igangsættes en ny undersøgelse i landets kommuner over en treårig periode, som løbende skal give et aktuelt billede af sagsbehandlingen i kommunerne.  Børne- og

Børne- og Familienetværket vil have en opmærksomhed på, at der i forbindelse med undersøgelsen også kommer fokus på indsatsen for sårbare børn og unge fremfor alene overholdelse af processuelle krav. Netværket vil i sin dialog med interessenterne være optaget af kvaliteten i sagsbehandlingen og ikke mindst progressionen i indsatsen, som skal fremme barnets udvikling og trivsel. BKF mener også, at der skal være fokus på kvaliteten i handleplanen, og at kommunerne som led i de årlige undersøgelser kan lære af hinanden. BKF anbefaler, at Ankestyrelsen, der skal udarbejde undersøgelsen, bidrager til kvalificeret videndeling mellem kommunerne.

Dagtilbudsnetværket vil i den kommende tid have et fokus på arbejdet med kvalitet i dagtilbud. Der er allerede taget hul på et stort arbejde i alle kommunerne omkring realiseringen af den styrkede pædagogiske læreplan. Realiseringen af ambitionerne kommer til at strække sig over lang tid, og vil også være understøttet af kompetenceudviklingsmidler.

I BKF deltager vi blandt andet i Kvalitetsforum og Partnerskab for kompetenceudvikling og viden til praksis. Her har vi blandt andet fokus på, at de forskellige niveauer i beslutningskæden har brug for forskellige typer af viden, når vi taler kvalitet i dagtilbud.

Politikerne har brug for en type af viden, det administrative niveau har brug for en anden type af viden og dagtilbuddenes lokale ledelse og medarbejdere har brug for en tredje type af viden for at kunne skabe en evalueringskultur til gavn for børns trivsel, læring og udvikling.

I BKF har vi også fokus på, at pædagoguddannelsen bør understøtte de nyuddannede pædagogers evne til at deltage i en evalueringskultur både med en viden om børns udvikling og en evne til refleksion over egen praksis.

Ungenetværket vil i 2019 have fortsat fokus på FGU’en. Kommunerne påbegynder målgruppevisitation til den nye FGU pr. 1. januar 2019. I BKF vil vi have en opmærksomhed på det nationale ansvar for at følge op på, hvordan det går de unge, der bliver elever i de nye

FGU-skoler: Opnår de faktisk uddannelse og job? Ungenetværket vil også kigge nærmere ind i det politiske udspil om styrket praksisfaglighed, som omfatter samspillet mellem den kommunale ungeindsats og øget søgning til erhvervsuddannelserne. Derudover vil der i ungenetværket også de næstkommende år fortsat være opmærksomhed på udfordringerne i mange kommuner med stigende udgifter på anbringelsesområdet.

Til slut er der blot tilbage at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I alle får jeres del af julefred og ro.

De bedste hilsener,

Anne Vang