Kære BKF medlemmer

Mens det kolde vejr er sat ind, er også årets budgetforhandlinger i kommunerne gået i gang. Jeg håber, at I alligevel har tid til et nyhedsbrev. I denne måned kan I læse om:

  • Nyt årshjul fra Børne- og Undervisningsministeren
  • God institutionsledelse i kulturinstitutioner
  • Ny Start
  • Dialog med KL om minimumsnormeringer
  • Interview med Folkeskolen
  • AULA
  • Samarbejde om vikarsituationen i folkeskolen
  • Dansk Biblioteks Center A/S overgår til kommuner/KL – statens finansiering overføres til DUT-midlerne
  • Forberedelse af årsmødet

Nyt årshjul fra Børne- og Undervisningsministeren
Børne- og Undervisningsministeriet har henvendt sig til os med information om, at ministeriet fremover vil forsøge at skabe større gennemsigtighed omkring de løbende offentliggørelser af data i ministeriets datavarehus. Formålet er at skabe bedre overblik, så vi kan orientere os i, hvornår data offentliggøres.
Fremadrettet vil der på ministeriets hjemmeside blive offentliggjort årshjul, der på månedsbasis beskriver, hvornår hvilke tal forventes offentliggjort. Ca. 10 dage inden offentliggørelsen vil den præcise dato for offentliggørelsen af tal desuden fremgå af hjemmesiden. Ministeriet forventer, at årshjul og kalender vil være tilgængelige på uvm.dk i slutningen af september 2019.

God institutionsledelse i kulturinstitutioner
I foråret udkom et nyt vejledningsmateriale for bestyrelser i kulturinstitutioner, som en hel kultursektor står bag. Det har form som to udgivelser, et kodeks for god institutionsledelse i kultursektoren og en samling forklaringer og anbefalinger. De er udarbejdet af Foreningen af Danske Kulturbestyrelser i samarbejde med KL, BKF og landsorganisationer for teatre, museer, orkestre og ensembler, spillesteder og festivaler, koncert- og kulturhuse og kunsthaller. De kan findes på www.culturalgovernance.dk. En værktøjskasse med skabeloner og guides, frit tilgængelige på nettet, er også i sin vorden. De første værktøjer ligger nu på culturalgovernance.dk
Jeg har lovet Foreningen af Danske Kulturbestyrelser at formidle til jer, at de gerne vil medvirke til formidlingen af anbefalingerne af god institutionsledelse til kommuners institutioner. De kan deltage i møder i kommunen med oplæg, sparre med bestyrelsesformændene og gennemføre bestyrelsesseminarer, hvis det ønskes. Foreningen kan kontaktes på [email protected].

Ny Start
Inden jul skal den såkaldte ’Per B. Kommission’ fremlægge sine anbefalinger og forslag til løsninger, der kan indgå i de efterfølgende arbejdstidsforhandlinger mellem de centrale parter til foråret. Parallelt med kommissionens arbejde, blev der i forbindelse med OK18 sat et samarbejde mellem KL og Danmarks Lærerforening i gang. Ny Start samarbejdet blev i resultatpapiret beskrevet med ordene:

”KL og LC ønsker som en del af samarbejdet at styrke arbejdsmiljøet, lærernes professionelle kapital, sætte fokus på god undervisning og kompetent ledelse gennem fælles undersøgelser med henblik på efterfølgende at drøfte muligheden for at iværksætte initiativer. Parterne ønsker med samarbejdet at understøtte en positiv udvikling af folkeskolen og øvrige undervisningsområder og sikre undervisning af høj kvalitet.”

KL og DLF er nu blevet enige om, hvilke temaer man ønsker at samarbejde om i regi af Ny Start. Det drejer sig om overskrifterne ’Viden i Spil’, der handler om koblingen mellem forskning og praksis, ’Realisering af Fælles Mål lokalt’, der primært handler om hvordan frihedsgraderne i Fælles Mål virkeliggøres, ’Dialog om skoleudvikling’, der handler om god dialog mellem politikere, forvaltning, ledelser og fagprofessionelle samt ’Den gode skole’, der handler om hvad der skaber den gode skole og hvordan opbakningen til folkeskolen øges.

Det er relativt brede skoleudviklingstemaer. Derfor har Skolelederforeningen og BKF påpeget, at alle skolens aktører bør være en del af arbejdet for at kvalificere det mest muligt. Det har heldigvis båret frugt. Både Skolelederforeningen og BKF er blevet inviteret ind i arbejdet. På overordnet niveau vil skolenetværksformand Gorm Bagger Andersen og jeg deltage i arbejdet, ligesom BKF vil deltage i de underarbejdsgrupper, der nedsættes.

Dialog med KL om minimumsnormeringer
Vi har et godt og stærkt samarbejde med KL. Det gælder også dialogen om minimumsnormeringer i dagtilbud. BKF’s rolle er i den forbindelse at kvalificere de modeller, der diskuteres på landsplan. Her har vi påpeget, at kommunernes udgiftsniveau pr. 0-6-årig på børneområdet kan afhænge af en række variable udover selvfølgelig at være udtryk for et politisk valgt serviceniveau. Det gælder børnegruppens alderssammensætning (vuggestuebørn koster mere end børnehavebørn), hvornår børnene typisk starter i dagtilbud i kommunen, andelen af børn i dagpleje, kapacitetssituationen i kommunen (er man for eksempel nødt til at have mange udflytterinstitutioner eller mange små enheder, der er dyrere i drift), personalesammensætningen, lønniveauet i kommunen, antallet af ledere, konteringspraksis (er ressourcepædagoger og pædagogiske vejledere eksempelvis konteret i PPR eller på dagtilbudsområdet), socioøkonomiske forhold, antallet af børn med behov for sprogstimulering samt anvendelsen af sociale normeringer.

Alle disse forhold gør det selvfølgelig noget vanskeligt at lave en gennemskuelig model. Vi fortsætter den gode dialog med såvel KL som ministeriet herom.

Interview i Folkeskolen
BKF får af og til henvendelser fra forskellige medier. Når vi vurderer at have noget at bidrage med, stiller vi selvfølgelig op. Fagbladet Folkeskolen henvendte sig i august, og har begået et interview. Det skal I selvfølgelig have. Læs interviewet her.

Aula
Aula går i luften efter efterårsferien. BKF har løbende været i dialog med projektledelsen i KOMBIT omkring Aula, således også i forbindelse med flere kommuners bekymring omkring projektstarten. KOMBIT’s klare vurdering er, at Aula er klar i uge 43.
Jeg har lovet at formidle deres erfaringsopsamling fra pilotkommunerne. De 12 pilotkommuner har meldt tilbage, at de er klar til at lade alle deres skoler gå på Aula i uge 43, og Gladsaxe Kommune har netop valgt at køre på med successiv udrulning til resten af deres skoler (dem der ikke er en del af pilotforløbet) frem mod efterårsferien.
Pilotarbejdet har, ikke overraskende, påpeget en række forbedringspunkter både ift. selve it-systemet og ikke mindst ift. de vejledninger og det forberedende arbejde der relaterer sig til den organisatoriske forandring. En del forbedringselementer til selve systemet er allerede indarbejdet, og andre er registret i den såkaldte back-log, som danner grundlag for fremtidige releases af Aula. Tilsvarende væsentligt er det, at diverse ’klik-opgaver’ og vejledninger nu bliver tilpasset således, at når resten af landet går på i uge 43, så får de glæde af piloternes erfaringer.
KOMBIT anerkender, at kommunernes projektledere igennem en lang periode har knoklet hårdt for at klargøre til implementeringen af Aula – herunder at klæde skolernes medarbejdere på – og at arbejdet stadig pågår. Det er KOMBIT’s oplevelse, at der rundt omkring i landet stadig er skoler og medarbejdere, som har en forventning om, at Aula er en systemmæssig 1-til-1 erstatning for SkoleIntra. Det er i udgangspunktet ikke korrekt. Aula-projektet haft fokus på arbejdet med at gentænke brugen og integrationerne af de forskellige administrative systemer og funktioner på skoleområdet. Det betyder fx, at nogle funktioner fremover skal gøres/udføres der, hvor det er mest naturligt – fx skal vikarplanlægning fremover foregå i skemalægningssystemernes vikarmoduler. Aula er både i funktionalitet og design på mange punkter anderledes end Skoleintra, og det vil medføre, at brugerne skal lære nye arbejdsgange.
Der vil formentlig komme bump på vejen i forbindelse med opstarten af Aula i uge 43. KOMBIT har derfor planlagt ekstra beredskab hos henholdsvis Netcompany og hos KOMBIT samt sikret, at de øvrige leverandører af vigtige systemer til Aula har et ekstra beredskab klar.

Samarbejde om vikarsituationen i folkeskolen
KL, Skolelederforeningen, BKF og Skole & Forældre er i øjeblikket i fælles dialog om, hvordan vi – parterne med ansvar for ledelsen af skolerne – i fællesskab kan følge op på Undervisningsministeriets rapport om vikarsituationen i folkeskolen.  Konkret påtænkes der et to-årigt samarbejde, hvor vi i fællesskab udarbejder vejlednings- og inspirationsmaterialer til forvaltninger, skoleledelser og skolebestyrelser, så de mest effektive organiseringsformer og arbejdsgange kan blive udbredt, og så der sættes fokus på feltet i alle led i ledelses- og styringskæden. Vi er enige om, at der er brug for en nuanceret forståelse og tilgang til opgaven, men kan ud fra data også se, at der er relativt lavthængende frugter at hente vedr. især vikardækning ved planlagt fravær (korttids og langtids), men også at der er muligheder for at sikre en højere kvalitet i undervisningen omkring uplanlagt korttids- og langtidsfravær. Hensigten er bl.a. at parterne i fællesskab skriver til Undervisningsministeren om ovenstående, med henblik på at sikre, at ministeriet ikke igangsætter initiativer i modstrid hermed, og ikke mindst for tydeligt at vise, at vi bakker op om den politiske intention om at skabe de bedst mulige løsninger vedr. vikardækket undervisning.

Dansk Biblioteks Center A/S overgår til kommuner/KL – statens finansiering overføres til DUT-midlerne
KL overtager pr. 1. januar 2020 Kulturministeriets aktier i DBC A/S (Bibliotekscentralen), og bliver dermed eneejer af DBC A/S. I forlængelse heraf følger, at den statslige finansiering i tilknytning hertil bliver overført til kommunerne.
Ved at midlerne overføres til kommunerne via bloktilskuddet og DUT-ordningen, ligger der den mulighed, at midlerne i de enkelte kommuner ikke benyttes til biblioteksindsatsen, men i stedet benyttes til opgaver inden for andre kommunale områder, hvorfor der er risiko for at udvande den nationale og lokale biblioteksindsats.

Forberedelse af årsmødet
Slutteligt skal jeg fortælle, at BKF i dag – fredag den 20. september – holdt fælles bestyrelsesmøde med regionsbestyrelserne. Her havde vi besøg af Vibeke Normann Andersen og Kristian Dahl, der testede deres workshop om styringsgrundlag og ny offentlig syntese på os, så den sidder lige i skabet til årsmødet og kommer så tæt som muligt på vores virkelighed. Det fik mig ikke til at glæde mig mindre til årsmødet. I har fået program og tilmeldingslink ud.

Rigtig god fredag til jer alle,
Anne