Kære BKF medlemmer

Først håber jeg, at I har haft en dejlig påske.

Besøg i Region Nord
I BKF har april måned blandt andet budt på besøg i Region Nord, hvor næstformand Lars Sloth og jeg nød både et flot fremmøde og rigtig gode drøftelser. Det har en stor værdi at komme rundt i landet og høre om både de udfordringer og de løsninger, der fylder. Vi kom bredt omkring BKF’s områder – kultur, dagtilbud, skole, børn og familie samt unge – og drøftede også hvordan årsmødet bliver bedst muligt.

En af de mere vidtløftige diskussioner handlede om viden om, hvad der virker. Hvor har vi viden om, hvad der virker? Og hvor mangler vi viden? Er vi gode nok til at videndele i BKF? Og er det altid godt at gøre det, der virker – eller kan der eksempelvis både være etiske perspektiver og kortsigtede versus langsigtede perspektiver på effekt?

Også mere prosaiske emner blev drøftet. Eksempelvis tidsplanen for folkeskolereformjusteringerne, herunder udfordringen ved at ændre på skoledagens længde med relativt kort aftræk i de områder af Danmark, hvor børnene er afhængige af bustransport, og busselskaberne har vanskeligt ved at nå at ændre ruterne. Det giver rigtig god mening at få sådanne inputs med til dialogen med ministerierne.

En udfordring, der er fælles for os på tværs af landsdele, er udfordringen på det specialiserede område. Billedet i flertallet af vores kommuner er et stigende antal underretninger, stigende udgifter til både hjemmebaserede foranstaltninger og anbringelser og tydelige kommunale ambitioner om stærkere tværprofessionelt samarbejde om deltagelsesmuligheder i fællesskaber for alle børn. Det giver rigtig god mening for os i BKF at dele vores erfaringer.

BKF Fællesmøde i maj måned om deltagelsesmuligheder i fællesskaber
Netop derfor bliver temaet for fællesmødet i BKF i maj måned en forlængelse af vores årsmødetema fra sidste år om det tværgående samarbejde. Vi sætter fokus på børns deltagelsesmuligheder i fællesskaber og kigger på, hvordan det ser ud med børns deltagelsesmuligheder i dag, hvordan vi rammesætter fællesskabet så flest muligt kan deltage, og hvordan vi sikrer det tværgående samarbejde om opgaven.

Deltagerkredsen i fællesmødet er bestyrelsesmedlemmerne i alle lands- og regionsbestyrelser samt de landsdækkende netværkene. Jeg sørger selvfølgelig for at skrive lidt om oplæg og drøftelser i næste måneds nyhedsbrev, så oplæggene bliver delt med jer alle.

Status på Ungdomskriminalitetsreformen
Den 18. december 2018 vedtog Folketinget en ny lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet med virkning fra 1. januar 2019. Der er i hver politikreds etableret Ungdomskriminalitetsnævn (UKN), der skal behandle sager om børn og unge mellem 10 og 17 år, der er dømt eller mistænkt for at have begået personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Til at følge nævnets arbejde er der nedsat et koordinationsudvalg, hvor der sidder en kommunerepræsentant, formand for Børne- og Familienetværket i BKF Helle Støve, en dommer, en repræsentant fra politiet og sekretariatschefen for UKN.

Koordinationsudvalget har holdt deres første møde 27. marts, hvor der primært blev gjort status for lovens tre første måneder. Der har været indbragt i alt 87 sager, og truffet afgørelser i 46 sager. 90-95 % af sagerne vedrører personfarlig kriminalitet, mens kun 5-10 % vedrører anden alvorlig kriminalitet. Der er mange kommuner, der kun har haft en enkelt sag og selv en del af de større byer har ikke så mange sager som forventet.

UKN kan alene træffe afgørelse inden for Servicelovens bestemmelser. Det har vist sig, at der er sager, hvor UKN har truffet afgørelser, som er gået ud over deres kompetenceområde, f.eks. om andet skoletilbud og krav om yderligere udredning af barnet. Det samles der yderligere op på, når koordinationsudvalget mødes igen i juni.

BKF afgav ved lovens behandling et meget negativt høringssvar – i lighed med mange andre høringsberettigede parter. Nu er loven vedtaget. Det betyder, at vi arbejder for at sikre en god afvikling af nævnsmøderne. BKF arbejder for sikring af barnets tarv og perspektiv i de sager, der kommer for UKN, herunder at indstillingerne om straksreaktioner eller forbedringsforløb skal have en positiv indvirkning for barnet. Endelig er et opmærksomhedspunkt, at der ikke i nævnsmøderne er taget særlig hensyn til børn med forskellige funktionsnedsættelser (fysisk eller psykisk), og hvordan deres møde med et nævn på 10-14 personer opleves for barnet.

Helle Støve har forud for mødet i marts været i dialog med mange kommuner. Skulle I opleve sager, hvor der f.eks. er henvist til foranstaltninger uden for serviceloven, eller hvor der er afviklet møder omkring børn med funktionsnedsættelser, så er I meget velkomne til at kontakte Helle via mail [email protected].

Normeringsundersøgelse i dagtilbud
Slutteligt skal jeg fortælle, at formand for dagtilbudsnetværket Merete Villsen og jeg har deltaget i møde med Børne- og Socialministeren om normeringer i dagtilbud. Ministeren har en ambition om at undersøge normeringerne i dagtilbud, og havde inviteret centrale interessenter til fælles møde for at få inputs til, hvordan en sådan undersøgelse kan skrues sammen.

Vi var i BKF optagede af at gøre opmærksom på, at hovedparten af kommuner ikke normeringsstyrer dagtilbuddene, men rammestyrer dem. Det er dagtilbuddene selv, der afgør, hvordan den samlede lønsum fordeles mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at en simpel optælling af antallet af hoveder i løbet af dagen ikke fanger, at fordelingen mellem pædagoger og medhjælpere kan variere dagtilbuddene imellem.

Når vi ved mere om undersøgelsen, sørger jeg selvfølgelig for at skrive ud til jer.

Ellers er der blot tilbage at ønske jer en dejlig maj måned,

Anne