Kære BKF medlemmer

I denne måneds nyhedsbrev kan du læse om:

  • Fællesmøde om børns deltagelsesmuligheder i fællesskaber
  • BKF på folkemøde, herunder en invitation
  • Dialogforum med Ankestyrelsen
  • Undersøgelse af normering
  • Regionale kulturaftaler
  • Nyt om 10. klasse og FGU fra Ungenetværket

 

Fællesmøde om børns deltagelsesmuligheder
Maj måned bød på fællesmøde for BKF’s regionsbestyrelser, faglige netværk og bestyrelsen. Vi havde valgt temaet børns deltagelsesmuligheder i fællesskaber for at dele både udfordringer og løsninger på tværs af kommuner.

Mette Lindgaard fra PwC indledte med et oplæg om tingenes tilstand. Hun kunne fortælle, at der siden 2011 har været en stigning på 82 procent i antallet af udsatte børn i Danmark målt på antallet af børn, der anbringes eller modtager forebyggende foranstaltninger. Samtidig diagnosticeres stadig flere. Størst er stigningen i autisme, ADHD, angst, depression og spiseforstyrrelse. Mette Lindgaard fortalte om, hvem børnene er, hvad vi gør i kommunerne, og hvor der kunne være forbedringspotentialer, når vi gerne vil, at børn får mulighed for at tage del i almene fællesskaber, få uddannelse og jobs. Jeg havde gerne delt Mettes oplæg med jer. Det tager imidlertid udgangspunkt i endnu ikke offentliggjort materiale, så vi må vente lidt. Mette har lovet at sige til, når det kan deles, og går derudover gerne i dialog med os i regionerne om både tal og refleksioner.

Claus Hjortdals oplæg må jeg heldigvis gerne dele med jer. Det kan I finde her. Claus Hjortdal er formand for Skolelederforeningen, og var formand for inklusionseftersynet. Vi havde bedt ham fortælle os om, hvordan han i dag – nogle år efter inklusionseftersynets afrapportering – ser situationen. En af hans mange gode pointer var, at forældrenes, skolens og forvaltningens perspektiver på opgaven kan være forskellige. Ifølge Hjortdal har forældrene et perspektiv, der handler om at stille krav. Skolen har et perspektiv, der handler om, hvor meget personalet kan magte. Og forvaltningens perspektiv handler om forventninger til opgaveløsningen. Når de perspektiver mødes, kan der opstå konflikter.

På fællesmødet drøftede vi, hvorvidt BKF kan spille en større rolle, når vi på tværs af kommuner skal lykkes med opgaven. Vi aftalte at arbejde videre under følgende overskrifter:

  • Dialog med Undervisningsministeriet og Børne- og Socialministeriet om hvordan folkeskoleloven og lov om social service spiller sammen
  • Nedsættelse af arbejdsgruppe om udvikling af relevante tilbud til målgruppen, der er tæt på almene miljøer og/eller har et tydeligt tilbageslusningsperspektiv
  • Efterspørgsel af relevant viden i regi af phD-rådet, VIVE, EVA mv.
  • Dialog med Skole og Forældre, handicaporganisationer mv.
  • Ekstern kommunikation, der handler om at undervisningsdifferentiering og arbejdet med deltagelsesmuligheder i fællesskaber er til gavn for alle børn

BKF på folkemøde, herunder en invitation

Næstformand Ane Stallknecht og jeg kommer til at repræsentere foreningen på Folkemødet. Vi deltager i en række debatter, og har også lovet af deltage i interne arrangementer med blandt andet Egmont Fonden, DGI, DEA og Ungdomsskoleforeningen.

Måske er andre af jer også til stede, så I får her en liste over vores debatter:

Tid                         Sted Titel Arrangør BKF deltager
Torsdag 13.00-14.00 Huset, VILLA DET GODE LIV, Havnegade 45 Fortællinger, der bevæger børn UC Syd Anne Vang
Fredag 10.30-12.30 KL’s telt F7 Folkeskolen. Vores. Hele Livet. Skolelederne Anne Vang
Fredag 13.30-14.15 Kæmpestranden J42 Tidlig indsats og alternativer til anbringelse Selveje Danmark og FFA Ane Stallknecht
Fredag 15.00-16.00 Galleri Klejn Hvor meget social mobilitet kan man få for 10 mio. kroner? DEA Anne Vang
Fredag 16.30-17.15 Teltet Tech på toppen, F35 Fondes investeringer på folkeskoleområdet ATV, Astra, VILLUM, Novo Nordisk og Teknologipagten Anne Vang
Fredag 16.30-17.30 DKR’s telt B17 SSP-samarbejdet mod år 2025 DKR Ane Stallknecht
Fredag 17.45-18.30 Havnegade 21, G20 Styring, ledelse og dømmekraft DLF Anne Vang
Lørdag 9.00-10.30 DKR’s telt B17 Forebyggelse fra et investeringsperspektiv. Bruncharrangement. DKR Ane Stallknecht og Anne Vang
Lørdag 10.30-11.15 Havnegade 21 – gårdscenen, G20 Den gode skolestart DLF Anne Vang
Lørdag 13.30-14.15 Havnegade 21 – gårdscenen, G20 Offentligt ansattes ytringsfrihed DLF Anne Vang

Til bruncharrangementet lørdag formiddag hos DKR har de inviteret Socialchefforeningen, Børne- og kulturchefforeningen, Socialpædagogernes landsforbund, SSP-Samrådet samt Skole og Forældre. De forskellige partnere skal hver især invitere 5-7 personer, som kan komme med kreative, innovative og effektive input til, hvad vi kan gøre hver især og sammen på forebyggelsesområdet.

Skulle nogen af jer være på Folkemøde i forvejen og have lyst til at deltage i bruncharrangementet, må I meget gerne skrive til Anne Sofie på [email protected]. Det vil Ane og jeg blive glade for.

Dialogforum med Ankestyrelsen
Som følge af kommuneøkonomiaftalen for 2019 blev der etableret et dialogforum mellem kommunerne, KL og Ankestyrelsen med henblik på at samarbejde om de udfordringer, som kommunerne oplever i samarbejdet med Ankestyrelsen.

Overordnet er formålet med dialogforummet at drøfte kommunale problemstillinger, udfordringer og muligheder for at styrke kvaliteten i kommunernes myndighedsarbejde på bl.a. socialområdet. Forummet har ingen afgørelseskompetencer, men dialogen mellem parterne kan danne grundlag for bedre dialog om større udfordringer og tendenser og give anbefalinger til fremadrettede initiativer.

BKF’s formand for børne- og familienetværket Helle Støve sidder i dialogforummet og vil meget gerne medbringe oplevede tendenser eller oplevede uhensigtsmæssigheder i sager eller i samarbejdet med Ankestyrelsen. Der er aftalt i alt fire møder. Det første møde har været afholdt, og det næste møde er den 12. juni. Kontakt endelig Helle, hvis der er noget hun skal bringe med til næste eller fremtidige møder. Helle kan kontaktes på [email protected]

Normeringsundersøgelse
I sidste nyhedsbrev fortalte jeg, at dagtilbudsnetværksformand Merete Villsen og jeg sammen med en række andre aktører på børneområdet havde været til møde med Børne- og Socialministeren om designet af dem undersøgelse af normering på dagtilbudsområdet, hun ville gennemføre.

Jeg lovede at skrive lidt i et kommende nyhedsbrev om, hvordan designet så endte med at blive. Der er imidlertid sket det, at ministeren har opgivet at gennemføre en sådan undersøgelse, fordi den ville blive for vanskelig at gennemføre henset til det pædagogiske personales forskellige ansættelsesformer, deres mange andre opgaver end det at være på stuerne (forældresamarbejde, eventuelle børnesager, læreplansarbejdet, samarbejdet med skolen osv.), brugen af sociale normeringer osv.

Dialogen med aktørerne har været et kendetegn for den nuværende minister. Uanset hvilken partifarve en kommende minister får, er det vores håb, at han/hun vil fortsætte den flotte tradition.

Regionale kulturaftaler
På kulturområdet har Kulturministeren sparket al tale om reformer på museumsområdet til hjørne. Dermed vil det være op til en ny kulturminister at prøve at etablere et politisk momentum omkring justeringer til området.

Til gengæld har ministeren igangsat arbejdet med nye regionale kulturaftaler. Som foreløbige bud på nationale indsatser er nævnt talentudvikling, kulturelt iværksætteri og kulturturisme.

Folkeskolens 10. klasse
Undervisningsministeriet har nedsat et ekspertudvalg med henblik på en mere erhvervsrettet 10. klasse. Børne og Kulturchefforeningen er opmærksom på, at der er meget forskellige regionale og lokale vilkår og rammer for 10. klasse. Derfor forventes stor variation i organisering, elevsammensætning og handlemuligheder. Eksempelvis i forhold til geografi, transport, tilgængelige ungdomsuddannelser, socioøkonomiske forhold osv. På tværs af de forskellige vilkår, er der et behov for, at man i de kommunale 10. klasser fastholder og styrker indholdet i retning af i højere grad at være begyndelsen på en ungdomsuddannelse fremfor at være afslutningen på et folkeskoleforløb.

I forbindelse med en styrket indsats for at få flere unge fra 10. klasse til erhvervsuddannelserne, er der mulighed for at kommunerne kan eksperimentere med udlicitering af 10. klasse til erhvervsuddannelserne. Uanset om organiseringen er forankret ved den kommunale folkeskole eller udliciteret til en anden aktør, så er ambitionen, at 10. klasse understøtter overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse, herunder også erhvervsuddannelserne gennem blandt andet EUD 10. Ungenetværket har lavet en kortfattet anbefaling omkring 10. klasse. Den kan du læse her.

Den Forberedende Grunduddannelse (FGU)
Kommunerne har fra 1. august 2019 det fulde ansvar for at gøre alle unge under 25 år parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Helt konkret skal der etableres en kommunal ungeindsats, der koordinerer de unges samlede forløb på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen.

I forbindelse med etableringen af FGU pr. 1. august 2019, har Børne og Kulturchefforeningens Ungenetværk udarbejdet en række anbefalinger til samarbejdet omkring FGU institutioner samt til understøttelse af lokalpolitisk repræsentation i FGU bestyrelserne.

Der er flere steder fortsat behov for en kommunal afklaring omkring eksempelvis målgruppevurdering af unge til FGU, uddannelsesplan/indsatsplan, understøttende indsatser og så videre. Børne og Kulturchefforeningens Ungenetværk har udarbejdet uddybende anbefalinger omkring det overordnede FGU samarbejde. Dem kan du læse her.

Til slut er der blot tilbage at ønske god læselyst og rigtig god tirsdag,

Anne Vang