BKF takker for muligheden for at afgive høringssvar.

To af forslagene ”Forsøg med flere engelsksprogede fag i folkeskolen” og ”Forsøg med udvidelse af åbningstiderne i daginstitutioner ved merkøb” har direkte sammenhæng med foreningens virke, hvorfor det er de to forslag vi i dette høringssvar vil kommentere på.

1. Muligheden for at undervise på engelsk i alle folkeskolens fag undtagen dansk.

BKF anbefaler på det varmeste forslaget, i det mere og mere globaliserede samfund er sproglige kompetencer et centralt grundlag. Samtidig sikres det med forslaget, at elever ikke kan tvinges ind i engelsksprogede undervisningsforløb, men har mulighed for at vælge et undervisningsforløb, hvor der undervises på dansk. Dette anser BKF for vigtigt af hensyn til muligheden for at løfte de svagest præsterende elever.

2. Muligheder for tilkøb af op til ½ times pasningstilbud før og efter åbningstid.

BKF anbefaler forslaget idet forslaget er 100 % finansieret via tillægsforældrebetaling, såfremt der ikke bliver krav om friplads eller søskenderabat, da dette vil være udgiftskrævende. Opfyldes dette ser BKF forslaget som en driftmæssig sikrere løsning sammenlignet med en løsning, hvor forældrene får mulighed for selv at varetage pasningen. Sidstnævnte løsning rummer en fare for sammenblanding af forældre og kommunalt tilbud og dermed også en sammenblanding af ansvarsfordeling.

Afslutningsvis ønsker BKF at udtale, at foreningen gerne ser, at der for ikke-frikommuner åbnes mulighed for at lave tilsvarende forsøg, så snart der konstateres positive resultater ved forsøgene i frikommunerne. Mange kommuner ønsker at arbejde med fx internationale klasser og der er endvidere i mange kommuner behov for at finde løsninger i forhold til forældre med fleksible arbejdstider.

Med venlig hilsen

Flemming Olsen Formand for Børne- og Kulturchefforeningen