Børne- og Kulturchefforeningen har indsendt følgende svar på høring til forslag til lov om ændring af lov om social service (En tidlig forebyggende indsats m.v.)

 

Børne – og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at afgive høringssvar.

Lovforslaget anerkender det forebyggende arbejde, som allerede er i gang i en række kommuner. Det hilser BKF velkomment.

Det ses som positivt, at lovforslaget fjerner eventuel tvivl om, hvorvidt kommunerne kan iværksætte forebyggende familieorienterede indsatser uden, at det skal være omfattet af servicelovens § 52. Samtidig præciserer det, at der ikke kan iværksættes intensive behandlingstiltag uden en børnefaglig undersøgelse.

BKF noterer, at der er tale om endnu et lovinitiativ, der meget detaljeret beskriver, hvordan sociale indsatser kan iværksættes.

I vid udstrækning beskriver eller tillader lovforslaget en praksis, der allerede er i mange kommuner. Det er ikke den vej BKF anbefaler at gå.

Detaljerede love giver måske nok muligheder, men de lægger også begrænsninger. BKF peger på vigtigheden af, at der altid tages udgangspunkt i en konkret faglig vurdering af det enkelte barns/families behov – og at man derefter konkret i hver enkelt sag vurderer resultaterne af indsatsen.

BKF ønsker en afbureaukratisering med færre love og regler.

BKF ønsker, at der fremadrettet sættes forskningsmæssige fokus på, at kommunerne skal arbejde ud fra den bedste faglige viden og erfaringerne på børn og ungeområdet.

Den måde at anskue forskning og viden på giver mulighed for innovation og fleksibilitet – også set i lyset af at nye metoder skal have rum til at være i et flow med henblik på at undgå “one size fits all “løsninger.

Børn og unges behov kan nemlig ikke kun dækkes af kendte evidensbaserede metoder, der er udviklet udenfor dansk kultur og inkluderende tilgang. Der er derfor behov for innovation i forhold til den eksisterende tilbudsvifte. Innovative kommunale indsatser bør kunne følges forskningsmæssigt, så der udvikles mere og bedre viden i en dansk kontekst.

BKF deltager gerne i et arbejde med at sikre, at der fremadrettet bliver større mulighed for udvikling og innovation på det børne- og ungeområdet. Det kan fx være fælles udvikling af en værktøjskasse med veldokumenterende metoder, som kommunerne kan anvende. Og som kan bruges til dokumentation af opnåede resultater.

Det bemærkes at der er fejl i materialet idet det fremgår at Lov nr. 496 af 21. maj 2013, der udmønter lovinitiativerne i ”En samlet indsats til beskyttelse af børn mod overgreb,” trådte i kraft den 1. oktober 2014. Det er 1. oktober 2013.

 

Med venlig hilsen

Christian L. Hansen Bestyrelsesmedlem og formand for netværk Børn & Familie

 

Eventuelle henvendelser til:
Formand for bestyrelsen Eik Møller (tlf: 2345 7730 /[email protected]) Formand for netværk Børne og Familie Christian L. Hansen (tlf: 51 51 24 78 / [email protected])