Ledelse har været på dagsordenen i BKF i årets første halvår. Vi har fulgt regeringens forskellige tiltag omkring fornyelse af den offentlige ledelse. Vi har endnu engang fået ny lovgivning på vores område, som sætter fokus på ledelsens betydning for at opnå kvaliteten i vores indsatser. Denne gang var det på dagtilbudsområdet.

Som chefforening er det derfor helt selvfølgeligt, at vi er optaget af denne dagsorden. En dagsorden vi også tog med til årets Folkemøde, men som også vil tegne temaet for vores årsmøde 2017 i november.

På Folkemødet var vi budt ind til debat om dagtilbud, fremtidens velfærd, samskabelse, udsatte børn og unge og ikke mindst debatter med fokus på behovet for kompetent ledelse i vores kommunale verden.

Selv om emnerne spændte vidt, samler de sig alle om, hvordan vi gennem kompetent ledelse kan være med at forbedre kvaliteten af de servicetilbud og myndighedsopgaver, som vi levere til børn og unge og deres familier.

Vi ser derfor frem til et efterår, hvor der vil være et stærkt fokus på offentlig ledelse. Skal vores børn og unge løftes kræver det kompetent og målrettet arbejde i alle led. Vi er er her for borgernes skyld, og med det fokus skal vi tilpasse vores organisation til samfundets behov.

Det kræver en indsats på mange planer. For os i BKF, er vi altid optaget af ledelsens betydning for, hvordan vi her igennem kan være med til at løfte kvaliteten af vores indsatser.

Vi skal være den støttende faktor for vores daginstitutioner, skoler, specialtilbud etc. Vi skal bidrage til, at vi sammen kan implementere lovgivning og arbejde med børn og unge. Det skal ske ud fra viden om, hvad der skaber de bedste betingelser for trivsel og udvikling. For et solidt vidensgrundlag giver de bedste betingelser for, at vores børn og unge udvikler sig til livsduelige individer, der kan mestre selv at skabe det gode liv.

I den sammenhæng skal vi også blive bedre til at inddrage andre i opgaveløsningen. Vi skal som kommunal organisation have blik for, at vi både skal forvalte en myndighedsopgave, men også skal levere en række serviceopgaver for borgerne. Og her skal vi overveje, hvordan vi kan inddrage borgerne i opgaveløsningen. Ikke for at spare penge, men det kan jo ske, at vi opnår bedre løsninger, hvor modtagerne oplever en større grad af ansvarsfølelse ved at have taget del i udviklingen af et tilbud.

Vi skal turde bryde de traditionelle faggrænser, turde reorganisere måden vi løser de komplekse opgaver. Ikke bare på papiret i organisationsdiagrammet, men helt reelt mentalt og fysisk. Det ved vi er en svær opgave, for ellers ville vi ikke stadig tale om at nedbryde siloerne og sætte os fri af dem.

Det er mange tanker og en stor tiltro til, hvad vi kan opnå på et efterår, her på tærsklen til et par uger i ferieland. Men vi tror på, at viljen til forandring og til at opnå det bedste for alle børn og unge.

Og så er det ikke mindst et emne vi vil behandle på vores årsmøde d. 16. -17. november.