På Børne- og Kulturchefforeningens generalforsamling torsdag d. 27. november afgav foreningens formand Eik Møller følgende mundtlige beretning.

 

  1. Indledning

Når man ser tilbage på det forgangne år, træder der to forhold særligt tydeligt frem:

  1. at året har stået i reformforberedelsernes og reformimplementeringens tegn, og
  2. at året har stået i debatten om den offentlige styringsdagsordens tegn

Vi har forberedt os intensivt på folkeskolereformen og implementeringen af den.

Vi har for­beredt os på erhvervsuddannelses- og vejledningsreformen.

Vi har arbejdet videre med inklusionsudfordringerne.

Vi har taget hul på arbejdet med de nye nationale 2020-mål på det sociale område.

Vi har forbe­redt os på den kommende generation af kulturaftalerne.

Vi har forberedt os på at ska­be endnu bedre sammenhæng for alle børn og unge, og Vi har arbejdet med at flytte betydningen af dagtilbud af høj kvalitet op på dagsordenen.

Vi har forberedt os på at påtage os en tydeligere rolle i den offentlige de­bat om sty­ring. Vi skal have fokus på, hvad styring kan og hvordan vi kan bidrage med input i debatten, så vi fortsat har fokus på helhed og sammenhæng frem for sek­to­risering og del. De netop afsluttede finanslovsforhandlinger var et godt eksempel på, hvordan det er en udfordring at deltage i den offentlige meget politiske debat om styring. Jeg nævner blot stilfærdigt begrebet ”puljer”.

BKF går altid efter det brede samarbejde med fokus på kvalitet, fordi det giver de bed­ste løsninger.

 

  1. Forberedelse og implementering af folkeskolereformen

Men først til arbejdet med forberedelse og implementeringen af folkeskolereformen.

Vi har grund til at være meget stolte over det arbejde, vi har leveret i for­­hold til folkeskolereformens indhold og udmøntning.

Vi har leveret mange seriøse eksempler fra praksis på alt fra vellykket inklusion til velfungerende samarbejder i den åbne skole.

Vi har leveret solide og gennemarbejdede forslag til udmøntningen af kompetence­ud­vik­lingsmidlerne for ledere og medarbejdere.

Vi har leveret forslag til nyt koncept for samarbejdet om det statslige tilsyn med sko­ler­ne.

Vi har medvirket til, at de kommende trivselsmålinger faktisk har fået fokus på børnenes triv­sel på en relevant måde.

Vi har ageret lynafleder og mægler, og vi har gennem hele forløbet holdt fokus på sagen, der hvor rigtig mange interesser har været i spil.

 

Vi har været med til at skabe resultater. Det er langt fra dem alle sammen, som får den store opmærksomhed udenfor de dialoger, vi indgår i. Sådan er det, og sådan skal det være. BKF behøver ikke få æren. Det er mulighederne og resultatet, vi fokuserer på og går efter.

Nu er vi heldigvis kommet i gang med folkeskolen i regi af reformen. Det er godt. Der har været talt, skrevet, diskuteret og filosoferet nok. Der er masser af bekymringer og masser af mikrofoner, der villigt står parat til at kolportere bekymringerne.

Vi kan ikke ændre mediebilledet. Men vi kan være bevidste om vores egen ageren i mediebilledet. Lad mig give to eksempler.

  1. Her valgte bestyrelsen at have en mediestrategi, der hand­lede om, at indflydelsen kom via arbejdet bag kulisserne. Vi afstod derfor fra at buldre rundt med pressemeddelelser og kronikker. Det kan måske fra tid til an­den være svært som med­lem af vores forening at se, hvor BKF var henne. Jeg kan berolige alle med, at vi var der, hele tiden. Men vi skal selvfølgelig kommu­ni­kere om vores arbejde. Af og til er det nødvendigt af fortrolighedsårsager at vente med at kommunikere til ”sagen” er håndteret. Det skaber tryghed hos vo­res samarbejdspartnere, og den tilgang skaber resultater.
  2. Her har jeg som foreningens formand indtaget en langt mere aktiv og diskuterende rolle i medierne. Det har vi i bestyrelsen valgt, fordi der er væg­­tige principielle for­hold og helt grundlæggende værdier på spil. BKF blander sig i denne debat, fordi debatten i perioder reducerede folkeskolens rolle og be­tydning med forenklede og forsimplede bud­ska­ber, og fordi der ofte er en ten­dens til at pege efter skyldige.

Som chefer og som chefforening har vi et medansvar for, at den offentlige debat fo­re­går på et oplyst og sagligt grundlag. Der er derfor mere end nogensinde behov for, at vi lokalt og nationalt stiller op og står på mål, også når det er svært.

Med folkeskolereformen er der også indvarslet et nyt og meget markant ledelses­pa­ra­dig­me. Det er vi enige i, og vi bakker op om, at ledelsesopgaven nu aner­ken­des som en af de af­gø­rende forudsætninger for børnenes resultater og udbytte af ti­den i folke­skolen.

Men vi må også mane til besindighed. Politiske udmeldinger, som handler om nul­fejls-kulturer gavner intet. Det er demotiverende. Vi skal selvfølgelig stille krav, også høje krav til skolelederne, og andre ledere. Når vi gør det, skal vi bakke 100 % op. Og­så når der dukker me­die­sager op.

En sådan var debatten om antallet af skoleledere. Som an­svar­lige chefer må vi forkla­re, hvordan vi sikrer kvaliteten af ledelsesopgaven, så de­bat­ten ikke alene handler om antal, om end vi vel også må erkende, at der er en græn­se for, hvor få ledere, der skal være for at kunne løse opgaven tilstrækkeligt kva­li­fi­ceret. Jeg er glad for, at BKF har et meget velfun­gerende samarbejde med skolele­der­foreningen. Det bliver der behov for at udbygge de kom­mende år.

Arbejdet med implementeringen af den nye folkeskolereform har også givet menings­ud­vekslinger med folkeskolens andre vigtige parter.

Samarbejdet med skolebestyrelserne har været en del i vælten det forgangne år. Her har vo­res samarbejdspartnere i foreningen Skole & Forældre været meget aktive. Vi er enige om langt det meste. Men vandene skilles ved kravet om, at skolebe­sty­rel­ser­ne skal være en del af den daglige ledelse. Det skal skolebestyrelserne ikke.

En anden vigtig samarbejdspartner for BKF i forhold til reformens implemen­te­ring er naturligvis DLF. Jeg er glad for, at det gennem konflikten og efterveerne af den har været muligt at opretholde dialogen.

BKF meldte tydeligt ud overfor DLF, at vi naturligvis er arbejdsgivere. Men der er me­re, der forener os i forhold til folkeskolen, end der skiller os. Der har også i vores dia­log med DLF været skarpe menings­ud­veks­linger, men tilgangen fra BKFs side har hele vejen igennem været, at det er mens kri­gen raser, at man skal vinde freden. Jeg op­for­drer til, at DLF investerer endnu mere energi i at finde tilbage på samarbejdssporet nationalt. Folkeskolen skal tales op, det har vi alle et ansvar for, også DLF.

Ligeledes har vi en konstruktiv dialog med BUPL. Jeg mener, der er god grund til at anerkende BUPLs måde at håndtere de potentielle konfliktfelter, nu hvor pædagogerne skal spille en større rolle i folkeskolen. Men vi er langt fra færdige med at drøfte og udvikle den måde pædagogerne relevant og meningsfuldt kan og skal indgå på.

 

  1. Inklusion

Som jeg sagde tidligere, så har der været en del historier i medierne om inklusion. Det vil der nok også være i årene, der kommer. Desværre har historierne ofte enkelt­sagens negative konnotationer.

Men lige præcis når det gælder de sager, hvor inklusionsarbejdet ikke er gået helt, som vi ønsker det, skal vi som chefer tage ansvaret. Der er enkeltsager, og det vil der vedblive at være. Sådan er det. Her bør vi være mere modige. Vi må anerkende, at der sker fejl, og der er grader af succes. Vi må forklare os. Ikke gemme os.

Når der er begået fejl, så står vi ved dem og fortæller, hvad der gøres for, at det bli­ver bedre. Når vi vil en kommunal folkeskole, og vi vil det kommunale råderum, så må vi også tage ansvaret og stå med oprejst pande, når det blæser.

Inklusion vil have et vedvarende fokus i foreningens arbejde. Alt for ofte reduceres in­klusion til et spørgsmål om ”dem og os”. Om de få børn med særlige behov. Om pro­cen­ter. Om enkeltsager.

Her har BKF både en mulighed og en særlig forpligtelse. BKF skal stå op for inklusion. BKF skal kontinuerligt redegøre for argumenterne for inklusion. Og så skal vi stå på mål for inklusion, når enkeltsagerne kører. Vores fokus er børnefællesskaber og det demokratiske element.

Som formand er det min oplevelse og vurdering, at vi generelt gør et godt og solidt stykke arbejde kommunalt. Problemet for os kommunikativt er, at alle de gode ek­sem­pler fra hverdagen ikke ses, da de netop er udtryk for god inklusionspraksis.

Derfor er det træls med enkeltsagerne, da de er alt for lette at spinde negative hi­sto­rier om kommunerne, som de onde, og de fortabte børn og deres forældre, som ofrene på inklusionens alter.

Netop derfor, og for at støtte vores ledere og medarbejdere, må vi kræve af os selv, at vi er synlige og tydeligere i denne centrale samfundsdebat.

  1. Erhvervsuddannelses- og vejledningsreformen

Vi fik i år også en ny Erhvervsuddannelses- og vejledningsreform.

Lad det være sagt med det samme. BKF er i store træk enige i indholdet og formålet med erhvervsuddannelsesreformen. Men vi er ikke særligt begejstrede for vejledningsreformen.

Vi er enige i, at vi skal have ændret søgemønsteret blandt en stor del af de unge. Den såkaldte ”lem­minge-effekt” til det almene gymnasium skal stoppes, og flere skal tage en erhvervsud­dannelse.

Vi er ligeledes enige i, at der skal stilles tydeligere krav til de unge, om hvad der skal til for at klare sig på en ungdomsuddannelse. Om karakterkrav er den rette medicin er der mange meninger om. For BKF handler det om helheden. Tingene skal hænge sam­men og de unge skal kunne forstå, hvad der forventes af dem, og hvordan de kan leve op til forventningerne.

Og vi er enige i intentio­ner­ne med justeringen af 10. klasse, så 10. klasse i endnu hø­je­re grad målrettes dem, der reelt har behovet.

Men i forhold til vejledningsreformens metoder til at nå målet må vi desværre sige, at vi savner saglig dokumentation for effekten af metoderne. Dertil kommer at BKF fin­der det problematisk, at der pilles knap en kvart milliard ud af vej­­ledningssystemet for at finansiere elementer i erhvervsuddannelsesreformen. Det ligner, at man fodrer hunden med dens egen hale.

Tilbage til metoderne til at knække de unges søgemønster mod særligt STX: E-vejled­ning for de velfungerende elever og forældre, samt mere gruppevejledning.

BKF undrer sig. Hvor blev empirien og det forskningsmæssige ophæng af? Vi oplever i tiltagende grad, at staten møder kommunerne med metodekrav, der bygger på ak­tuelt bedste viden ud fra forsk­nin­gen. Det må være rimeligt at stille det samme krav den anden vej.

Alle de gode takter i erhvervsuddannelsesreformen til trods ærgrer det BKF, at er­hvervs­uddannelsesområdet bliver håndteret for sig selv. BKF har ved mange lejlig­he­der appelleret om mindre sektorisering og me­re helhed. Det gør vi fortsat.

Der udestår både styringsmæssigt og indholdsmæssigt en række udfordringer på ung­domsuddannelsesområdet, som BKF fremadrettet vil holde fokus på. Et eksempel er de meget forskellige ejer- og finansieringsmodeller. Der er mere end nogensinde brug for, at BKF engagerer sig i ungdoms­ud­dan­nelsesfeltet.

 

  1. De nye nationale 2020-mål

Folketinget har vedtaget 7 ambitiøse 2020-mål. BKF er helt enige i målene. Der er be­hov for, også her, at have klare mål at styre efter.

Bekymringen kan dog rette sig mod vores faktiske mulig­he­der for at nå de meget am­bitiø­se mål. Der bliver brug for, at vi demonstrerer dygtigt og kompetent tværfagligt sam­ar­bejde i alle dele af vores områder, for at målene kan nås. Vi er godt i gang mange steder, og vi deltager gerne i det fortsatte samarbejde.

Det er fortsat vigtigt at understrege, at de sociale 2020 mål kræver en systematisk tværgående opgaveløsning i kommunerne, da børne- og familieafde­lin­ger­ne ikke ale­ne kan eller skal løse den­ne op­gave.

BKF udgav i forbindelse med årsmødet i 2010 en unge-publikation. Heri slog vi et slag for risikoen for øget polarisering på unge-området. Der er fortsat grund til, at vi i BKF er optaget af, at reformerne og implementeringen af reformerne ikke øger pola­ri­se­rin­gen.

  1. Arbejdet med næste generation af kulturaftalerne

Formålet var at samle dygtige og vidende kulturfolk fra kommunerne, KL og Kultur­sty­rel­sen til en dialog om næste skridt i udviklingen af kulturaftalerne.

Der var flot fremmøde og en livlig debat. Debatten afslørede mange fælles opfattelser på tværs af kulturaftaleregionerne. Den afslørede også enkelte store forskelle. En af dis­se er, i hvilken grad kulturaftalerne skal rumme plads til eliteidrætten.

Desværre må vi konstatere, at arbejdet med kulturaftalerne kan beskrives som ”stor ståhej for ingenting”. Det meste er nemlig landet, som en blød maveplasker uden egent­lige kvalitative ændringer. Virkelig ærgerligt.

Kulturministeren kom i år med en samlet strategi for Børn og unges mø­de med kunst og kultur. Det hilser BKF velkomment. Strategien er treleddet. Den sætter fokus på små børn, skolebørn og unge. Der er af­sat 40 mio. kr. over fire år til indsatsen, og de fin­des via udlodningsmidlerne (tips). Kulturstyrelsen er i gang med at formulere pulje­be­skrivelser/-kriterier for støtte, og det er hensigten, at de første midler bliver udmeldt her i efteråret 2014.

BKF ser meget positivt på det fornyede fokus på børns og unges møde med kunst og kultur. Men BKF vil gentage sit budskab fra sidste års generalforsamling om, at der ge­nerelt er behov for langt mere viden om kulturens betydning i samfundet. BKF kun­ne derfor ønske sig at det nyetablerede Kulturens Analyseenhed på CBS blev koblet på denne nye strategi, så vi får opsamlet viden systematisk. Det ser der også ud til at være begyndende politisk opbakning til. BKF stiller gerne op til dialog om emnet.

  1. Fornyet fokus på dagtilbudsområdet

2014 var også året, hvor dagtilbudsområdet endelig fik fornyet landspolitisk fokus, ef­ter en turbulent tid med flytning frem og tilbage mellem ministerier. Og heldigvis også et fornyet fokus, der handler om andet end normeringer.

BKF har siden dagtilbudsområdet flyttede tilbage til Socialministeriet ventet på, at mi­ni­steriet skulle finde sine ben og retning på dagtilbudsområdet. Vi må erkende, at det har været svært at gennemskue, hvad der ville komme på menuen.

Udviklingsprogrammet var sat i søen da flytningen skete, og selvom det har været me­­­get langt tid undervejs, er det glædeligt, at det nu er i gang, og at der er 15 kom­muner, der medvirker i projektets fireårige forløb. Med det lange tilløb må vi krydse fingre for, at der genereres viden, vi andre kan få gavn af.

Ministeren har siden han overtog ministeriet signaleret, at området har hans store op­mærksomhed. Og på den baggrund blev ministerens Dialogforum oprettet. BKF stiller altid op til en dialog, og vi har store forventninger til, at dialogforum leverer resultater.

BKF har en stærk ambition om at få sat dagtilbud af høj kvalitet på dagsordenen. Vi be­­gynder at have solid international forskning, der dokumenterer den varige positive effekt af arbejdet i dagtilbud.

Men BKF savner dansk forskning på samme felt. Der er brug for, at vi mere præcist kan definere, hvad der i en dansk kontekst kendetegner et såkaldt højkvalitets­dag­til­bud, således at dialogen om områdets fremtidige udvikling nationalt og lokalt står på et oplyst og anerkendt grundlag.

Lige præcis derfor er det med stor undren, at BKF konstaterer, at der med den netop indgåede finans­lovs­aftale pludselig er sat en pulje af til flere hænder. Endda således at det er hænder i ydertimerne, der har været i tankerne. BKF er ikke for fine til at ind­gå i dialog om sådanne puljer. Men det efterlader kvalitetsdebatten noget for­pjus­ket tilbage. Vi appellerer til, at det ikke var det kvalitetsdebatten endte med. Det er trods alt for ”fattigt”.

I forhold til den ”pakke” ministeren barsler med, vil BKF være særligt optagede af at arbejde videre med den model folkeskolereformen introducerede: 3 klare, nationale mål, som efterfølgende skal om- og oversættes lokalt. Der kunne være musik i at ud­vikle på de 6 læreplanstemaer ind i den forståelse.

 

 

 

 

 

 

 

  1. Den offentlige styringsdebat

BKF er en chefforening. BKF er derfor en forening af kommunale embedsmænd. Em­bedsmandens rolle er ikke naturligt defineret som en funktion, der aktivt blander sig i den offentlige debat. Vi arbejder lige bagved i traditionel forstand.

 

Der er mere og mere, der tyder på, at vi som kommunale chefer og som chefforening skal revidere den forståelse. Dagens mediebillede udfordrer den traditionelle em­beds­mandsrolle.

 

BKF har derfor drøftet med de øvrige chefforeninger, hvordan vi kan etablere en tyde­li­ge­re profil i den offentlige debat, uden at vi sætter vores grundlæggende værdier og troværdighed over styr.

 

Dilemmaet er, at det kan give skrammer at blande sig i den offentlige debat. Man kan blive kritiseret for at politisere. Man kan blive kritiseret for at fylde for meget og skyg­ge for politikerne. Man kan blive kritiseret for ikke at vide, hvordan virkeligheden ser ud osv.

 

Min og bestyrelsens vurdering er, at den tid er passé, hvor embedsmanden kan und­la­de at forholde sig til sin rolle i den offentlige debat. Kravet om, at der tages ansvar og skabes trans­pa­rens, påhviler også os. Det er ikke det samme som at sige, at vi hver gang og hele tiden skal buldre ud i medierne. Nej. Men vi skal omvendt forstå det i en strategisk sammenhæng. Det kan være en god idé, at det er embedsmanden, der lo­kalt udtaler sig frem for en politiker. Det kan også være det modsatte. Det må vi hver især afklare med vores politiske ledelse.

 

Som chefforeningen skal vi deltage i den offentlige debat, også selvom det kan give skrammer, og også selvom vi vil blive kritiseret.

 

Det skal vi, fordi den offentlige styringsdebat ofte bliver alt for polariseret og unuan­ce­ret. Og så er styringsdebatten i øvrigt for vigtig til at overlade den til Kommunal­di­rek­tø­rer­ne alene.

 

 

  1. BKFs indre liv

Årsmødet 2013 stod i læringsreformens tegn. Der blev arbejdet intensivt i workshops og ud af arbejdet kom 14 pejlemærker for en læringsreform.

 

Bestyrelsen har siden arbejdet kontinuerligt med pejlemærkerne. I sig selv ændrer pej­lemærkerne ikke noget. Men de bidrager til at skabe sammenhæng og retning i be­sty­relsens arbejde og samar­bej­de.

 

På generalforsamlingen i 2012 vedtog vi en ny formandsmodel, så der nu er 2 næst­­­­formænd og en formand. Formålet var at styrke, støtte og aflaste formanden i de man­ge eksterne aktiviteter. Ligeledes var det ambitionen at styrke arbejdet med års­mø­deplanlægningen, da ingen af de to næstformænd har ansvar for et netværk. Der­med er der bedre muligheder for at kunne fokusere på andre vigtige opgaver. Baseret på årets erfaringer er det en klar styrkelse af bestyrelsen og foreningen.

 

For to år siden valgte vi at udvide bestyrelsen med et medlem og en ny opgave. Vi vil­le engagere os meget mere systematisk på området for unge og i forhold til ungdoms­ud­dannelsesområdet. Vi nedsatte et ungenetværk, som et projektnetværk. udviklin­gen har vist, at det var en fuldkommen rigtig prioritering. Bestyrelsen foreslår derfor at netværket gøres permanent.

 

Vi valgte ligeledes at øge sekretariatsbistanden til formanden og landsbestyrelsen sid­ste år. Erkendelsen var todelt. Hvis opgaven skulle kunne løses på tilstrækkeligt højt fagligt og professionelt niveau var en deltidsstilling uholdbar. Ligeledes var erkendel­sen, at formandshvervet er så tidskrævende, at der skal mere support til i det daglige.

 

Det har vist sig at holde stik. Opgaven løses i dag på et højere fagligt og professionelt niveau, og det er en aflastning af formanden i hverdagen. Bestyrelsen anbefaler der­for, at denne beslutning gøres permanent med vedtagelsen af kommende års budget.

 

 

  1. Afrunding

Det har været et privilegium at være formand for jer i det forgangne år. Jeg agter sam­­­men med bestyrelsen også i det kommende år at placere BKF, som en helt central aktør i udviklingen af vores samlede opgavefelt.

 

Og så er der særlig meget grund til at se frem mod det kommende år. Næste år fylder BKF 50 år, og vi vil i bestyrelsen sammen med regionsformændene ligge os i selen for at lave et årsmødeprogram, som betyder, at endnu flere af vores medlemmer har lyst til og komme og fejre BKF.

 

Jeg vil runde min mundtlige beretning af med at takke medlemmerne af lands­be­sty­rel­sen for et kæmpe arbejde. Det er helt vildt, hvad I formår. Ligeledes skal re­gi­ons­bestyrelserne, og de landsdækkende netværk have en stor tak. Også her løftes sto­re og vigtige opgaver.

 

Jeg overgiver hermed den mundtlige beretning til generalforsamlingens behandling.