Afgående formand for Børne- og Kulturchefforeningen René G. Nielsen af holdt ved generalforsamlingen d. 17. november på hotel Nyborg Strand sin mundtlige beretning.

 Børne- og Kulturchefforeningens generalforsamling 2016

Formandens mundtlige beretning 2016

Jeg kan konstatere, at når jeg står her og skal afgive den mundtlige beretning, kan jeg næsten kun gentage fra min årsberetning 2015 og tidligere formænd før det; der har været bud efter BKF.

Vi kommer som forening frem med vores budskaber til de rette folk, og vi bliver budt ind til mange gode og spændende samarbejder og dialoger. Det kan til tider være endog rigtig svært at takke nej, men det er en realitet, at det har vi måtte gøre nogle få gange i løbet af det sidste år. Vi må prioritere vores tid og ressourcer mellem de mange aktiviteter. Det er heldigvis en positiv udfordring.

Når vi repræsenterer BKF, så ser vi det som vores fornemmeste opgave at kunne repræsentere viden om og erfaring fra den virkelige kommunale verden med fokus på de ledelsesmæssige forudsætninger for at lykkes med de faglige dagsordner.

Den position med at skabe sammenhæng mellem politik og praksis på kommunalt plan er afgørende for, at vi reelt set skaber forandringer for børn og borgere.

Det udsigtspunkt og den viden og indsigt, som ligger der, er der kun én aktør, der kan repræsentere for vores faglige områder, og det er BKF.

Derfor er BKF en vigtig samarbejdspart for andre centrale aktører.

Vi er en troværdig part i debatten, fordi vi har en stærk og sammenhængende forening i netværk og regioner. Derfor er styrken i BKF’s stemme afhængig af medlemmernes engagement.

Vi anerkender andre aktørers særlige interessefelter, hvor vi kan være uenige i konkrete punkter eller helt principielt være uenige. Men uenighed er for os ikke en hindring for et konstruktivt samarbejde. Vi vil til stadighed arbejde for de bedst mulige løsninger for børn og unge, og for at brugen af kultur og fritid ikke kun ses som en samfundsnytteværdi, men som en dannelsesmæssig tilgang til hvert enkelt menneske, som en del af et fællesskab.
Det betyder, at vi gennem det sidste år har arbejdet stærkt for at få aktører samlet om fælles dagsordner, i fora og om udmeldinger. Vores ambition har ikke kun været at fremføre BKF synspunkter. Vores ambition har været at bidrage til en udvikling baseret på, at aktørerne har fundet sammen om fælles dagsordner.
Eksempelvis kan nævnes vores arbejde i Kvalitetsforum for folkeskolen, fælles udmelding om læringsplatform med DLF og Skolelederforeningen, støtte til KL og BUPL’s ansøgning til kompetenceudvikling ved AP Møllerfonden, forslag om strategisk forum i tilknytning til den årlige sociale redegørelse.

Men selv om vi som forening bliver inddraget meget og vi oplever, at der bliver lyttet til os, så må vi også konstatere, at vi er én blandt mange spillere og en brik i en omfangsrig politisk dagsorden.

Vores forhåbning er dog, at alle aktører, trods vore forskellige interesse, samles om det, vi gerne vil opnå, og i mindre grad har fokus på egne interesser. Vi skal skifte kamppladsen ud med et større samarbejdsrum. Så vi har fokus på opgaven.

Den ambition tænker jeg, at minister Ellen Trane Nørby også havde med etablering af Kvalitetsforum for Folkeskolen og Kvalitetsforum for Dagtilbud. De to fora skulle foretage forberedende arbejde til politisk behandling. Vi må sige, at den ambition kun i begrænset omfang er opfyldt. Rigtig mange initiativer fra ministeren har ikke været drøftet i Kvalitetsforum. Seneste eksempel på det er aftalen om en national klageinstans mod mobning.

Styring og ledelse

Et emne som også er med til at sikre foreningen sin berettigelse, i forhold til de politiske aktører, er vores fokus på styring og ledelse. Vi er i praksis de som i høj grad skal sætte rammerne for, hvordan en lovgivning rent praktisk bliver udmøntet og implementeret i kommunerne. Derfor er debatten om styring og ledelse foreningens basis for al vores arbejdet. Hvilke rammebetingelser er der for vores arbejde, og hvordan skal vores arbejde organiseres, styres og ledes, så vi opnår de bedste resultater, opnår den kvalitet og den positive udvikling for børn i dagtilbud, i skoler og ikke mindst på kultur- og fritidsområdet, som vi ønsker.

Vi understøtter og bidrager gerne til den bevægelse, som pt. pågår med mere fokus på ledelse og mindre fokus på styring. Det er en bevægelse, der understøttes af øget fokus på effekten og resultaterne af vores arbejde.
Det betyder, at der på alle niveauer er et stort fokus på, hvordan vi kan opnå viden om effekterne – lykkes vi? så hvordan kan vi få data, der viser, at vi lykkes?

Det er af afgørende vigtighed i forhold til egen udvikling, men også af afgørende vigtighed, når vi som kommuner skal i dialog med andre aktører og politikere, hvis vi skal fastholde det kommunale råderum.

Og dog er det en bevægelse, hvis balancegang hurtigt kan tippe, da meget afhænger af, hvordan vi håndterer data.

I BKF tror vi på, at data om resultaterne skal være genstand for en dialog lokalt. Mellem politikere og praktikere og mellem ledere og medarbejdere. Vi kan lave retningslinjer, som kan give kvalitetssikring, men det lokale og individuelle drive kommer, når vi gennem dialog kan se mening og sammenhæng, og det er fundamentet for udvikling af den helt nære kvalitet.
Vi må skabe mening, motivation og viden, som grundlag for ændret adfærd.

Vi må snakke om, hvordan målstyring bidrager til faglige fremskridt.

Derfor hilser vi debatten om målstyring velkommen, men vi stiller os også undrende. Det virker som om forskellige parter henholdsvis ser alle faglige fremskridt gennem målstyring eller modsat, at målstyring vil blokkere for alle faglige fremskridt. Det er ikke konstruktivt, og er efter vores opfattelse et eksempel på, at andre dagsordner med fokus på egeninteressen er styrende.

Her må vi ikke ende, når vi for eksempel arbejder videre med de pædagogiske læreplaner for dagtilbud.

Det er afgørende vigtigt, at vi holder sammen på aktørerne, så alle vil arbejde positivt for en forandring af praksis.

 

Nye samarbejder som brud på kommunale grænser

Vi har i samarbejde med de andre chefforeninger og KL’s direktion udarbejdet et udviklingsforløb for alle landets kommunale direktioner.

Der er konstante krav om hurtigere forandringer, krav om effekt af forandringer, krav om effektiv udnyttelse af ressourcerne og krav om vækst i hver enkelt kommune. De krav gør, at vores opgaveløsning ikke længere kan ske ved udelukkede at se ind i egen kommune og egen opgavefelt.

Der er kommet mange nye samarbejdsflader til mellem kommuner, mellem kommuner og regioner, mellem kommuner og private virksomheder, foreninger og borgere.
De mange nye samarbejder og nye måder at anskue den kommunale drift og udvikling på, gør noget ved ledelsesrummet og lederrollen.
Det har vi i BKF interesseret os meget for. Og i den kontekst opstod samarbejdet om udviklingsforløbet for de kommunale direktioner. Vi kan konstatere, at forløbet er blevet godt modtaget, og at der er stor tilslutning til forløbet.

Ved den type af tiltag kan vi se, at der er brug for BKF og andre chefforeninger. Vi har for år tilbage med stor succes arrangeret en Kulturkonference, som også blevet mødt med stor opbakning.

Det vidner om, at vi som forening også kan spille en mere aktiv rolle, når det gælder om at tilbyde vores medlemmer mulighed for at deltage i meget specifikke temadrøftelser, som  tager udgangspunkt i vores udfordringer lige nu og her.

Vi skal ikke være en kursusvirksomhed, men vi skal udnytte det potentiale, vi har for at gøre noget for at styrke den faglighed og den faglige nysgerrighed, der er i foreningen. Vi skal også turde invitere andre ind i vores kreds, så vi sammen kan undersøge og udfordre de faglige tematikker, som vi står overfor i vores dagligdag.

Det er et område, som regionerne i dag arbejder med, og som vi fra landsbestyrelsen gerne vil bakke yderlig op om.

 

Flygtningene, der ikke kom

Året har også stået i flygtningenes tegn.
I BKF har flygtningespørgsmålet ikke fyldt meget i vores faglige drøftelser. Vi er som forening af den opfattelse, at flygtninge ikke i udgangspunktet skal opfattes som borger med særlige behov fra start. De skal selvfølgelig lære sproget, men flygtningebørn skal opleve en så normal hverdag som muligt. Lige som alle andre børn, som vi har berøring med igennem de kommunale tilbud.

I den ophedede tid med udsigten til rigtig mange flygtninge oplevede vi, at der blandt foreningens medlemmer var behov for viden om, hvordan organiserer vi denne opgave, og hvad skal vi sætte fokus på. Nogle kommuner havde en ekspertise, som andre kommuner manglede.

Derfor valgte vi at sætte fokus på flygtninge ved vores fællesmøde mellem landsbestyrelsen, de nationale netværk og de regionale bestyrelser i maj.

Vi må nu konstatere, at antallet af flygtninge er blevet langt færre end forventet, men udfordringerne ikke nødvendigvis forsvunden af den grund.

Det var et andet eksempel på, at vi som forening også skal være parate til at tage fat i udfordringer, som opstår her og nu blandt vores medlemmer. Og her skal vi som forening kunne gå foran og opsøge de samarbejdspartnere, som sammen med os kan give os viden og føre til en udvikling.

Det er en opgave, som vi skal fortsætte med og blive bedre til. Og det kræver, at foreningens sammenhængskraft og interne dialog forsats styrkes.

Vi skal som bestyrelse have en tæt dialog med de regionale bestyrelser og netværk. For det er her igennem, vi  har mulighed for at opfange, de udfordringer, som der kan være behov for, at vi som forening tager fat i nu og her, eller fremadrettet skal indarbejde, som en del af vores fokusområder.

Igen handler det om, at vi som forening skal være noget for vores medlemmer hele året og ikke kun når vi står her til årsmødet i november.

Udfordrede unge – det starter et sted

I år fik vi den  ventede reform af gymnasierne med adgangskrav. Det var endnu en gang en soloreform, så vi venter sådan set stadig på en samlet plan for ungdomsuddannelserne.
I kommunerne har vi ikke ansvaret for ungdomsuddannelser, men vi får meget let en til tider stor opgaven i forhold til de unge, som ikke lykkes i ungdomsuddannelsessystemet.

Derfor har vi fra BKF en stor interesse for ungeområdet, hvor vi gentagende gange gennem de sidste års politik i forhold til ungdomsuddannelser har appelleret til at kigge mere helhedsorienteret og på tværs af de enkelte uddannelser.

Vi blev derfor glade, da minister Ellen Trane Nørby i starten af året nedsatte Ekspertgruppen for Bedre veje til Ungdomsuddannelse med fokus på de forberedende forløb, som udgør en myriade af tilbud, som i begrænset omfang hjælper de unge videre.
Som en del af Ekspertgruppens arbejde blev der arrangeret en høring om 95 %- målsætningen på Christiansborg i september. Her fremførte BKF, at vi forsat støtter tanken om 95 % målsætningen, da vi mener, at den på tværs af alle aktører på unge området forpligter og skaber et fælles mål, og den er et meget velkendt og operationaliserbart pejlemærke for kommunernes arbejde med børn og unges udvikling og læring, også i forhold til at arbejde med at bryde den negative sociale arv.

Vi må samtidig sige, at det er lidt uklart, hvem der faktisk har ansvaret for opfyldelse af 95% målsætningen i sidste ende. Er det den enkelte ungdomsuddannelse, er det staten, er det UU eller er det kommunerne?

Fra kommunerne må vi påvise, at de unge faktisk starter på en ungdomsuddannelse, men der er mange skift og et stort frafald: Og har vi ansvaret for, at de unge falder fra en ungdomsuddannelse?

Vi har ansvaret for at gøre de unge uddannelsesparate ved folkeskolens afslutning, men vi må også stille krav til at ungdomsuddannelserne bliver parate til modtage de unge.

Det betyder, at vi mange steder har et potentiale for et bedre samarbejde med ungdomsuddannelserne i overgangen fra folkeskolen.

Vi kan se, at vi har en for stor andel, der fejrer deres 18 års fødselsdag med opstart i kontanthjælpssystemet. Det er ikke godt nok, og derfor må vi kunne stille krav til andre end bare kommunerne for at ændre på det.

Det kræver blandt andet, at vi skal have brudt den negative sociale arv. Det er en udfordring, som vi har arbejdet med i snart mange år.  I kommunerne arbejdes der dagligt med mange tiltag i skoler, klubber og andre steder. Der er ligeledes kommet et stort fokus på, at vi skal starte meget tidligere i dagtilbud med et fokus på børn i udsatte positioner.

Fra BKF har vi overfor ministerie, KL, i Kvalitetsforum for dagtilbud og på Ministerens Sorømøde i august påpeget nødvendigheden af, at vi arbejder langt mere målrettet i forhold til forældrenes ambition for og engagement i deres børn læring.

For vi kan ikke alene klare opgaven. Vi skal have alle omkring barnet til at arbejde for en positiv udvikling. Derfor skal vi arbejde tæt sammen med forældrene, hvor vi tør gå tæt på for at understøtte af hjemmelæringsmiljøet.

 

Forhåbninger til kulturforståelse
At bryde den negative sociale arv handler om mere end kun uddannelsesniveau. Det er naturligvis vigtigt, at alle børn og unge lærer basale færdigheder, som det at læse, skrive og regne.

Men i en tid, hvor det spiller en kæmpe rolle at kunne tilegne sig viden og forholde sig kritisk og nuanceret til den verden, vi lever i, kan det da kun bekymre, hvis man udelukkende lærer at tænke, men ikke lærer at kunne tænke sig om. For man bliver ikke nødvendigvis et lykkeligt menneske af uddannelse. Hvorimod dannelse vil styrke det enkelte individs muligheder for at skabe et meningsfuldt liv.

Det er for BKF en vigtig pointe i vores syn på Kulturen. Kultur kan noget særligt, når det gælder dannelse af fremtidens voksne til livsduelige samfundsborgere. I disse år bliver kulturen ofte brugt som middel til alverdens kommunale opgave. Hvad enten det drejer sig om bosætning, byudvikling, sundhed osv. Men vi må ikke glemme, at dannelse handler om fællesskab, at vi ikke er alene i verden, vi er sociale væsener, der skal indgå i fællesskaber, hvor man tager hensyn til hinanden.

Kulturen har en værdi i sig selv og ikke kun som et instrument og som en driver af andre effekter.

Senest har vi kunnet se af biblioteksbrugerundersøgelsen, at bibliotekernes kerneydelse for borgerne stadig er at udlåne bøger og andre materialer til borgerne.

Dermed ikke sagt, at bibliotekerne ikke kan mere end det, men vi skal bruge en sådan undersøgelse til at huske os selv og andre på, at vi ikke må negligere deres oprindelige funktion og værdi.

Vi kan jo netop bruge biblioteket som så meget andet, som et frirum for nye borgere, et ekstra læringsrum eller til borgerservicecenter osv.

Samtidig må vi også som forening stille sige, at vi ikke oplever den store politiske debat om kultur og fritidslivet.

Fritidslivet kommer på banen når vi taler foreningernes evner til at integrere flygtninge og kulturen kommer på banen, når der skal laves endnu en kanon.

Ikke at der er noget dårligt ved de to ting. Men som forening må BKF insistere på, at kultur og fritidsområdet er mere end et middel til løsning af kommunale opgaver. Kultur og fritidslivet er også et mål i sig selv for de processer, der skaber et demokratisk samfund for alle fremtidens voksne – uanset det sociale udgangspunkt.

 

Afslutning   

Den mundtlige beretning skal i talesætte de dagsordner, som har optaget Landsbestyrelsen i det forgangne år, og som ikke fremgår af den skriftlige beretning. Samtidig skal den mundtlige beretning samle op på tiden fra ultimo oktober, hvor vi afleverede den skriftlige årsberetning til trykkeriet.

Vi må dog konstatere, at de sidste måneder har været usædvanlige og med knap så meget drev, da vigtige aktører på vores områder i KL og ministeriet for Børn, Uddannelse og Ligestilling har skiftet job.

Samtidig har jeg, som formand for BKF været i den situation, at jeg pt. varetager to chefjobs i Hedensted Kommune, hvor jeg er ved at skifte fagområde til Senior og Voksenhandicap.

Det betyder, at jeg ikke ligger inden for medlemskredsen for BKF, og jeg må derfor trække mig som formand på generalforsamlingen i dag.

Jeg sætter stor pris på mit medlemskab af BKF, min tid som formand for Region Syddanmark, min tid i Landsbestyrelsen og min tid som formand for BKF.

Jeg holdes personligt i gang ved at opleve et fagligt inspirerende og givende arbejde i BKF. Vi møder mange forskellige folk, organisationer og bliver inviteret ind i spændende samarbejder. Så selv om der skal lægges en del timer, og det kan komme til at lyde som en meget hård og tung opgave. Så får man også rigtig meget med tilbage til en selv, til ens arbejdsplads og kolleger.

At jeg må stoppe midt i en formandsperiode er ikke et ukendt fænomen i BKF’s historie.

Jeg kom til som formand for BKF midt i en formandsperiode, da Eik Møller fik nyt job som kommunaldirektør i Ballerup. Flemming Olsen kom til som formand midt i en formandsperiode, da Klaus Majgaard fik nyt job.

Det lader til at formandsposten ikke er et livslangt hverv.

Derfor har vi i bestyrelsen også forslået en vedtægtsændring ift. formandsvalg. Jeg skal ikke her gennemgå bevæggrunden i detaljer, det kommer vi til senere i dagsordenen.
Som jeg startede årsberetningen med at sige, så er foreningen meget aktiv og afhængig af alle jer medlemmer som vælger at engagerer sig i de landsdækkende netværk, regionale bestyrelser og i landsbestyrelsen. Jeg vil gerne sige jer en stor tak for jeres indsats.

Tilbage er kun at sige, at jeg gerne vil takke for den tillid, som I har vist mig som formand. Det er har været en givende, sjov, udfordrende og spændende tid i BKF.
Jeg overlader hermed beretningen til generalforsamlingen.