Børne- og Kulturchefforeningen har indset nedenstående høringssvar vedrørende Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog.

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at afgive høringssvar og har følgende kommentarer:

BKF støtter overordnet set, at kommunerne får større fleksibilitet i forhold til tilrettelæggelsen af undervisningen i dansk som andetsprog. Vi støtter derfor også overordnet set de foreslåede ændringer til bekendtgørelsen.

4 stk. 2
BKF støtter ændringen i §4 stk. 2, således at modtagelsesklasser ikke længere skal omfatte undervisningen i alle eller den overvejende del af timerne. En ændring til alle eller en del af timerne giver en større fleksibilitet i tilrettelæggelsen.

BKF er dog bekymrede for, at der ikke er nogen form for nedre grænse i forhold til den undervisningsandel eller den støtteressource, som børn med behov for basisundervisning (eller børn der udsluses fra basisundervisning) skal have. BKF vil derfor anbefale, at der enten i bekendtgørelsen eller i vejledningen hertil anføres et forskningsbaseret forslag til niveau. Ud fra nuværende erfaringer vil BKF anbefale, at der fx i minimum et halvt år skal være støtte/basisundervisning i mindst 40% af undervisningstiden.

4,stk. 4
BKF mener, at §4,stk. 4 skal ændres, så der tages højde for en mere fleksibel klassestruktur, når tilknytningsgraden bliver mere fleksibel, jf. §4, stk. 2. Det betyder, at der i §4, stk. 4 bør stå, at der højest kan undervises 15 elever i en modtagelsesklasse af gangen, hvis det er pædagogisk forsvarligt.

BKF vil i den forbindelse anbefale, at der i vejledningen gives anvisninger på, hvilke forhold og kriterier der med fordel kan inddrages, når denne vurdering skal laves.

BKF kan ikke støtte forslaget om, at modtageklasser kan have op til 18 elever ved skoleårets begyndelse. Det er BKF’s vurdering og konkrete erfaring, at så store modtageklasser ikke meningsfuldt kan give eleverne den nødvendige sproglige støtte og dermed give dem fundamentet til at komme hurtigt ud i almenområdet. §4 stk. 5

BKF kan ikke støtte ændringen i §4 stk. 5, hvor der gives mulighed for et spænd på fem klassetrin indenfor en modtageklasse. BKF vurderer, at det nuværende spænd på tre klassetrin giver den nødvendige fleksibilitet for kommunerne, og at et spænd på fem klassetrin vil give for store fagligt-pædagogiske udfordringer i forhold til differentiering. Det skal ligeledes ses i forhold til at ambitionen er en hurtig overgang til almenområdet, og at der lægges op til en udvidelse i antallet af elever i klasserne.
Med venlig hilsen

 

René G. Nielsen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen
Gorm Bagger Andersen, Formand for BKF’s skolenetværk