Børne- og Kulturchefforeningen afgav d. 5. december 2014 nedenstående høringssvar vedrørende: Forslag til revideret vejledning og bekendtgørelse vedr. servicelovens § 41 om merudgiftsydelse til børn som følge af L 27.

BKF takker for muligheden for at afgive høringssvar.

BKF mener, at det er ønskeligt med en mere gennemgribende revision af loven og vejledningen, end det der foreligger.

Når der ønskes en administrativ forenkling, kunne man fra lovgivers side have lavet faste takster i forhold til, hvilke specifikke merudgifter der kan dækkes. En fast takst ville styrke borgernes retssikkerhed i forhold til, at ydelsen ville blive udmålt efter samme takster, uanset hvilken kommune borgeren bor i. Derudover ville en fast takst give forventningsafstemning i forhold til, hvad man som borger kan få dækket og det ville også blive nemmere at fastsætte ydelsen, ligesom man ikke i hver kommune selv skal beregne, sandsynliggøre og fremfinde brugbare tal.

Der lægges op til, at borgeren ikke i samme grad som nu, vil kunne bede om at få omberegnet ydelsen (f.eks. ved mindre ændringer i udgiften til medicin og lignende). Det skal i stedet ske ved næste opfølgning – med tilbagevirkende kraft. Dog er der fortsat mulighed for at omberegne ved større udsving, ligesom der fortsat kan dækkes enkeltstående, større udgifter såsom kursusudgift løbende, uden omberegning af den månedlige ydelse.

Her kan BKF ikke se nogen administrativ lettelse, for sagsbehandlerne vil så både skulle lave ny beregning fremadrettet og bagudrettet – dvs. 2 selvstændige beregninger – ved opfølgningen.

BKF havde gerne set, at der var blevet indført en bagatelgrænse for omberegning på f.eks. 1.200 kr., og alt over grænsen ville udløse en omberegning, det ville hindre, at borgerne selv “brændte inde” med større udgifter i løbet af et år, samtidigt med at der ikke var tvivl og diskussioner i forhold til, hvornår man bør/skal/kan omberegne merudgifterne. Specifikt i forhold til de enkelte ændringer:

    • Afrunding op/ned til nærmeste 100 kr. i stedet for til nærmeste antal standardbeløb, forenkler ikke beregningen administrativt, fordi vi jo bruger blanketter eller regneark i kommunerne, der runder op/ned for os. Derimod vil det være nemmere at forstå for borgerne, og være mere retfærdigt end i dag, men en administrativ lettelse eller forenkling for sagsbehandlerne, er det ikke.

 

    • Punkt 172 – Ordningens subsidiære karakter Det er godt med præciseringen af sektoransvaret ift. SEL § 41, og at § 41 er subsidiær til andre specialparagraffer. Her kunne flere konkrete eksempler på subsidiariteten i praksis dog være med til at hjælpe med afgrænse SEL § 41 yderligere og hindre evige fortolkningsspørgsmål i forhold til f.eks. behandlingssektoren, hjælpemidler/forbrugsgoder og undervisningssektoren. Som et eksempel regulerer hjælpemiddelbekendtgørelsen udtømmende, at borgeren selv skal betale 1. udskiftning af dæk på sin kørestol, og så kan SEL § 41 ikke dække, ligesom der burde henvises til afgrænsningscirkulæret i forhold til behandlingssektoren, hvor der ofte er problemer med at få sygehuse til at dække behandlingsremedier og lignende, herunder f.eks. børn der på sygehuset har fået indopereret en sonde.

 

    • Jfr. punkt 173 i vejledningen – Privat sygeforsikring: At § 41 ikke længere omfatter udgifter, der dækkes af Sygeforsikringen Danmark, eller andre private (sundheds-)forsikringer, gør at reglerne ensrettes med merudgifterne til voksne – SEL § 100. Dog vil det give øget administration, fordi sagsbehandleren ikke kan vide, om den pågældende borgers barn er dækket af en privat forsikring eller hvilke af de enkelte merudgifter borgeren kan eller har modtaget tilskud til. Der vil derfor skulle spørges generelt ind til evt. forsikringer (vil evt. kunne ske via oplysningspligt på ansøgningsskema), men i fald borgerens barn er omfattet, vil der yderligere skulle undersøges for hver enkelt merudgift, om der vil kunne dækkes tilskud efter den private forsikring.

 

    • Punkt 185 – Befordring til skole: Dette afsnit hedder i den nuværende vejledning “Befordring til uddannelse” (punkt 187), hvor også “andet uddannelsessted” end skole, er nævnt. Denne formulering er nu helt udeladt i udkastet, hvor alene “skole” er nævnt. Dette afsnit bør præciseres/udvides til også at omfatte “andet uddannelsessted”, idet det har vist sig i praksis, at andre uddannelsessteder end “skole”, som fx. gymnasier og tekniske skoler åbenbart ikke er underlagt en lovgivning, som gør, at der kan dækkes udgifter til befordring for elever med nedsat funktionsevne. Befordringen dækkes derfor efter reglerne om merudgifter SEL § 41, og dette forhold bør fremgå af vejledningen.

 

    • Nuværende punkt 190 vedr. behandling i udlandet er udeladt helt i udkastet til vejledningen, fordi vejledningen skal bringes i overensstemmelse med udenlandsbekendtgørelsen, hvoraf fremgår, at der ikke kan ydes hjælp til rejse og opholdsudgifter efter SEL § 41. Dette forhold bør dog fortsat fremgå af vejledningen for at oplyse sagsbehandlerne om, at udgifterne ikke kan dækkes efter SEL § 41. Det kunne enten være under punkt 186 “befordring til behandling” eller under punkt 210 der afgrænser over for behandling og behandlingsredskaber, idet der i kommunerne har været en praksis med at dække de pågældende rejseudgifter hidtil, fordi behandlingssektoren ofte understregede vigtigheden af begge forældres tilstedeværelse under behandling i udlandet, men samtidigt dækkede regionen kun rejse- og opholdsudgifter for den ene forælder.

 

    • Punkt 187 – Befordring i fritiden: Der henvises her til Ankestyrelsens principafgørelse C-37-07, hvor der blev givet afslag på et Falck-abonnement som nødvendig merudgift. Samtidigt nævnes Falck-abonnement som en mulig driftsudgift ved befordring i egen bil under punkt 182, 6. afsnit. Dette giver anledning til forvirring, idet det er svært at udlede af C-37-07, i hvilke situationer et Falck-abonnement ville kunne anses for at være nødvendig af hensyn til barnets funktionsnedsættelse. I afgørelsen lægges vægt på, at man uanset et Falck-abonnement eller ej vil kunne tilkalde assistance fra et autohjælpsfirma (må tilsvarende gælde for børn), samt at den pågældende person i afgørelsen som handicappet ikke var stillet anderledes end andre med samme alder/i samme livssituation, endda selvom personen ikke kunne klare sig selv ved en punktering eller selv kunne forlade bilen ved uheld eller lignende. Ved handicappede børn jfr. SEL § 41, vil der jo tillige altid være mindst én anden person i bilen end barnet (føreren af bilen). Derfor – så vidt man fortsat mener, at der vil være tilfælde, hvor et Falck-abonnement kan dækkes som nødvendig merudgift, bør man komme med et eksempel herpå under punkt 182.

 

    • Punkt 196 – 201 – Aflastning: Det vækker undren, at der fortsat er uændret ordlyd omkring, at SEL § 41 kan anvendes til aflastningsformål, såfremt de øvrige nævnte aflastningsmuligheder (§§§ 32, 83, 84 og 52.3.5) ikke er tilstrækkelige, uden at man samtidigt kommer med reelle eksempler på, i hvilke tilfælde det kunne være en mulighed at anvende SEL § 41. Revisionsfirmaerne tolker Serviceloven så “hårdt” på dette område, at aflastning efter SEL § 41 jf. dem, reelt ikke er en mulighed, og derfor kræver det en nærmere præcisering af de reelle muligheder.

 

Punkt 210 – Behandling og behandlingsredskaber Her er henvist til Servicelovens § 11.4. Denne § er ved lovændring pr. 1/10 2014 ændret til § 11.7.