Torsdag d. 14. november afholdt Børne- og Kulturchefforeningen generalforsamlingen if. foreningens årsmøde på Nyborg Strand

Her kan du læse den mundtlige beretning, som Anne Vang Rasmussen, formand for BKF, fremførte på generalforsamlingen.

Kære BKF

Sidste år delte jeg et citat med jer. Det vil jeg gøre igen.

Det er fra Stefan Zweigs erindringer, ’Verden af i går’.

Zweig skriver:

”Blandt unge mennesker er begejstring jo noget, der smitter. I en skoleklasse overføres den ligesom mæslinger eller skarlagensfeber, og idet de smittede hele tiden forsøger at overgå hinanden, driver de hinanden frem. Det er i øvrigt mere eller mindre tilfældigt, hvilken form denne lidenskab antager; er der en frimærkesamler i en klasse, vil han snart have gjort ti andre lige så tossede, hvis der er tre, der sværmer for danserinder, varer det ikke længe, før alle andre også står foran operaens sceneindgang hver aften.”

Det citat indleder bestyrelsens skriftlige beretning.

Det gør det, fordi det siger noget om positive børnefællesskaber. Fællesskaber, hvor børn og unge gør hinanden dygtigere, lærer, trives og udvikler sig.
Og så siger citatet noget om begejstring, der smitter. Efter at have været formand for BKF i et år, må jeg konstatere, at det også gør sig gældende hos os.
Når jeg kører hjem efter et møde med nogle af jer, er jeg altid både fagligt begejstret og klogere, end da jeg kom. Det er det, BKF kan.

Som chefer har vi brug for et fagligt netværk. Ministerierne og andre aktører har også brug for BKF som fagligt netværk. Fordi vi leverer vigtige inputs til deres arbejde. Jeg plejer at sige, at vi både er et fagligt fællesskab og en faglig stemme. Den skriftlige beretning handler om, hvordan vi har løst den opgave i året, der gik.

Den mundtlige beretning her i dag peger fremad til året, der kommer. En af de store opgaver for os som forening i det kommende år bliver at levere inputs til folketingets arbejde på dagtilbudsområdet.
Regeringen har jo lavet et meget omtalt forståelsespapir. I forståelsespapiret taler de om en investeringsplan på børneområdet frem mod 2025, der sammentænker normeringer, uddannelse, kvalitet og ledelse. Ministeren har understreget over for os, at det ikke kun handler om normeringer. Men om en samlet børneplan.

I BKF er vi inviteret med til det forberedende arbejde sammen med KL, EVA, de faglige organisationer og forældreorganisationen. Det er godt. For BKF’s stemme er vigtig. Vi har peget på, at der er nødt til at være en sammenhæng mellem de nye tanker på børneområdet og den nye dagtilbudslov. For dagtilbudsloven er stadig ny, selvom den holdt et-års-fødselsdag 1. juli i år. Arbejdet med den er stadig en stor og en vigtig opgave.

Vi ved, at arbejdet med pædagogiske læreplaner er godt i gang i daginstitutionerne. Vi ved også, at det fylder meget for både ledere og medarbejdere. Det er vigtigt, at regeringens nye børneplan peger i samme retning, og at den ikke sætter alt for meget helt nyt i gang.

BKF har også givet sit indspark til drøftelserne om minimumsnormeringer. Nemlig at vi er forskellige i kommunerne. Og det har en betydning for, hvad et dagtilbud koster at drive. Vores demografiske sammensætning er forskellig. Vores bygningsmæssige forhold er forskellige. Vores personalesammensætning er forskellig. Vi har forskellige typer af sociale normeringsmodeller. Vores lønniveauer er forskellige.

Det er ikke let at lave en model, der giver mening for alle. Det er heller ikke let at lave en model, som ikke skævvrider de valg, der truffet i vores kommuner. Her vil vi for det første pege på ledelse. Vi ved, at god ledelse har en afgørende betydning for kvaliteten. Det duer simpelthen ikke, hvis normeringsmodellen betyder, at nogle kommuner er nødt til at skære ned på antallet af ledere alene for at møde de nye krav i en normeringsmodel.

For det andet vil vi pege på uddannelsesniveauet hos det pædagogiske personale. Forskningen på området er entydig. Pædagogernes kompetenceniveau har en endnu større betydning for kvaliteten for børnene, end normeringen har. Derfor duer det ikke, hvis modellen ender med at betyde, at der skrues ned for antallet af uddannede pædagoger, fordi en pædagog koster mere end en medhjælper.

I BKF er vi glade for, at vi i det kommende år skal drøfte professionsuddannelsernes kvalitet. Fordi kompetenceniveauet hos vores medarbejdere er så afgørende for den kvalitet, vi er i stand til at levere. Ministeren gav os tidligere i dag vigtige ord med på vejen om vores forpligtigelse som uddannelsessteder. Men det er også helt centralt, at Uddannelses- og Forskningsministeriet får koordineret deres arbejde med lovgivningsarbejdet i de øvrige ministerier.

Har pædagogerne for eksempel viden nok om børns udvikling efter pædagoguddannelsen til at indgå i dagtilbudslovens ambitioner om evalueringskultur og arbejdet med børns progression? Har lærerne efter læreruddannelsen fået tilstrækkelig viden om det praktiskmusiske til at kunne udleve en ambition om styrket praksisfaglighed? Og har socialrådgiverne fået tilstrækkelig juridisk kompetence til at møde Ankestyrelsens krav? Jeg er glad for, at vi i år har haft besøg af forsknings- og uddannelsesministeren her på årsmødet.

Vi har i BKF en rigtig god dialog med embedsværket i Børne- og Undervisningsministeriet og Social- og Indenrigsministeriet. Vi vil i bestyrelsen arbejde på stærkere relationer også til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Vores relationer til embedsværket i Kulturministeriet har været gode i mange år. Men området bærer desværre præg af, at mange dagsordener har stået i stampe. Det gælder museumslovgivning. Det gælder de regionale kulturaftaler. Det gælder behovet for en kulturskolelovgivning. Der er behov for, at der findes løsninger. Det vil vi selvfølgelig meget gerne bidrage til i BKF. Vi glæder os over, at vi har fået en minister med en kommunal baggrund, der har valgt at sætte fokus på børn og kultur som et af sine vigtige indsatsområder. Hvordan kan vi få flere børn til at stifte bekendtskab med musik- og kulturskolerne, spørger hun. Det spørgsmål vil vi gerne hjælpe med at svare på.

Vi glæder os også til dialog med ministeriet om styringen på de kulturinstitutioner, hvor der både er en national og en kommunal interesse. Der er behov for lydhørhed for hvad kommunen vil – også fordi det typisk er kommunen, der er hovedbidragsyder. På folkeskoleområdet er der også store opgaver forude. Selvom vi i BKF på folkeskoleområdet mener, at der er behov for kontinuitet og sammenhæng.

Folkeskolereformen handlede både om struktur og om det pædagogisk didaktiske indhold i skolen. Det var en reform, der ville rigtig meget. Og måske er strukturelementerne kommet til at skygge lige vel meget for de pædagogisk-didaktiske elementer. Nu er strukturen ved at være landet. Det betyder, at den pædagogiske og didaktiske drøftelse begynder at få lov at fylde ude på skolerne. Og det er godt. For vi har brug for faglige refleksioner på skolerne omkring vores læringsmiljøer.

Hvordan får vi læringsmiljøer, der inspirerer og motiverer eleverne? Hvordan får vi læringsmiljøer, hvor alle børn trives, lærer og udvikler sig? Både de børn, der er vilde med at sidde stille med bøgerne, og de børn, der motiveres af at se den praktiske mening med det, de skal lære. Hvis vi skal lykkes med at få alle børn med, skal vi også have høje forventninger til alle børn. Og vi skal formå at skabe en engagerende, motiverende og varieret skoledag. Det var i virkeligheden kerneelementerne i folkeskolereformen. Men følgeforskningen siger desværre, at vi ikke er lykkedes godt nok med det. Det er vigtigt, at vi får skabt rum at man på den enkelte skole får reflekteret over, hvordan vi kan komme til at lykkes bedre. Og så er det vigtigt, at vi får det drøftet i de samlede kommunale skolevæsener.

Skoleområdet er ikke et område, hvor vi har en stor tradition for at lære af hinanden på tværs af skoler. En af vores fornemmeste opgaver som chefer og direktører på området er at få den fælles refleksion til at ske. Lige om lidt kommer Lærerkommissionen med sin rapport. Man kunne vel ikke sætte en bedre mand på opgaven end BKF’s egen grand old man, Per B. Christensen. Men det er en temmelig svær opgave, og forventningspresset er højt.

Det er næsten umuligt at levere en løsning, der skaber glæde hos alle. I BKF mener vi, at folkeskoleområdet har båret præg af alt for mange pendulsvingninger. Fra den ene yderlighed til den anden. Det er på tide at pendulet nu stopper tættere på midten, så det kan blive stående der i lang tid. Og så er det vigtigt, at der er en sammenhæng i de initiativer, der sættes i gang. For der er mange ting på paletten. Elevplaner. Uddannelsesplaner. Brugen af tests i folkeskolen. Ny start. Vi har i BKF slået til lyd for nødvendigheden af indbyrdes sammenhæng mellem initiativerne. Og så har vi slået til lyd for at alle aktører kommer med om bord. Det er godt, at KL og DLF har formået at stå skulder ved skulder i regi af Ny Start. Men de har også defineret Ny Start som meget andet end arbejdsforhold. Det er også kommet til at handle om skoleudvikling i en meget bred forstand. Og der duer det ikke, at det kun er DLF og KL, der sidder med rundt om bordet. Skolelederforeningen skal være med. BUPL skal være med. Og BKF skal være med. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde før har prøvet at være så insisterende på at få lov at blive inviteret med til en fest. Så må vi jo se til foråret, nøjagtig hvor festligt det bliver.

Hvis man skal forsøge at kigge i krystalkuglen vil mit bud være, at der kommer en reform af ungdomsuddannelsesområdet i et af de kommende år. Vi ved, at Danmark har brug for flere erhvervsuddannede. Vi ved også, at søgningen til erhvervsuddannelserne er alt for lav, og frafaldet for højt. Vi ved, at ufaglærte studenter er en af 3F’s største medlemsgrupper. Og så ved vi, at vi stadig har en alt for stor gruppe af unge mennesker, der slet ikke får en ungdomsuddannelse. Den forrige regering nedsatte en ekspertgruppe, der skulle se på, hvordan vi får den såkaldte restgruppe med. Men de måtte kun se på tilbud til restgruppen. Ikke på det almene system, der skaber så stor en restgruppe. Vi har nu fået Den kommunale Ungeindsats. Den har vi valgt forskellige modeller for i kommunerne, og det kommer vi til at følge op på. Vi har også fået FGU’en. I BKF skal vi holde fast på, at vi skal følge op på, hvordan det kommer til at gå med de unge, der kommer i FGU. Men jeg tror også, at de politisk er nødt til at se på det samlede ungdomsuddannelsesområde. Ikke kun på restgruppen.

Jeg har gemt det område til sidst, hvor vi har en af vores allerstørste udfordringer.Nemlig det børnesociale område. Rigtig mange af vores kommuner oplever store udgiftsstigninger på det specialiserede børneområde. Det er selvfølgelig et økonomisk problem. Men det er et endnu større problem for de gode børneliv, når flere og flere børn defineres ud af almenområdet og ind i det specialiserede børneområde. Jeg ved, at Børne- og familienetværket er meget optagede af viden om effekten af den tidlige forebyggende indsats. BKF har både over for Socialstyrelsen og over for den nye minister adresseret, at vi har brug for endnu mere viden om tidlige indsatser. Vi har også brug for mere viden om, hvad det er, der producerer stigningen i antallet af børn, der får diagnoser.

Fra 2014 til 2018 er antallet af børn med ADHD steget med 80 procent. Antallet af børn med autisme er steget med 52 procent. Og antallet af børn med angst og depression er steget med henholdsvis 47 og 48 procent. Nogle af forskerne taler om en patologisering af almentilstanden. Andre taler om et almenbegreb, der er blevet for smalt. De mange diagnoser producerer ikke nødvendigvis gode børneliv. For vi ved, at børnene selv bare ønsker sig at være almindelige.

Jeg har lyst til at dele endnu et citat med jer fra en bog, der har gjort indtryk på mig. Det kommer fra romanen ‘Guds Bedste Børn’ af Morten Pape. Den handler om drenge, der er vokset op i miljøer præget af omsorgssvigt og vold. Og om kommuner, der er afmægtige. Den her dialog foregår mellem to af drengene. Den ene er i specialklasse. Vist mest fordi kommunen ikke ved, hvad man ellers skal stille op:

“Godt du snart slipper væk fra den klasse”, siger Jamil.
“Lad os se. Jeg skal stadig opføre mig ordentligt indtil sommerferien”, siger Zeki.
“Ved du, om du kommer i a-, b- eller c-klassen?”
“Jeg er ligeglad. Bare jeg ikke skal sidde og glo i den der specialklasse mere. Fucking spassere overalt. De der dampbørn giver mig trip på.”
“Der er sgu også mange i normalklasserne, der har diagnoser. De ved det bare ikke endnu”, siger Jamil og forsøger at løfte stemningen. “Bare se på mig”.
“Lad være med at spille offer, Jamil. Det er du ikke. Når du starter i gymnasiet, sidder jeg stadig og glor med folk, der er yngre end mig.”

Morten Papes roman handler om voldsparathed og omsorgssvigt. Men den handler også om drenge, hvis højeste ønske er at tage del i almene fællesskaber, få kærester, få uddannelse og komme i job.

De ved bare ikke hvordan. Og det gør kommunerne sådan set heller ikke. Så svaret bliver specialskole. Og drenge, der stort set holder op med at komme i skole. Det er jo en lidt deprimerende måde at slutte sådan en tale her i dag på. Og så alligevel ikke.

Her i lokalet sidder rigtig mange af nøglepersonerne for at få samspillet mellem det børnesociale område og almenområdet til at lykkes i kommunerne. Vores gæster er ikke med her til generalforsamlingen. Men de har nøglerne til at få styrelserne og ministerierne på tværs af børneområdet til at spille sammen. I BKF har vi indledt dialogen med begge ministre. Vi har en ambition om at tale dagbehandling i regi af almenområdet. Mellemformstilbud. Kompetenceudvikling. Vidensopbygning.

I BKF har vi fem netværk. Et i hver søjle. Næste år kommer vi til at lave en arbejdsgruppe på tværs af netværk med et medlem fra hvert netværk. Arbejdsgruppen kommer til at handle om deltagelsesmuligheder i fællesskaber. For alle børn. Det er vigtig, at vi formår at tænke tværgående om opgaven. Også i BKF. Jeg glæder mig til arbejdet.

Det allersidste tema i min beretning er netværkene og regionsbestyrelserne. For de er hjørnestenene i vores arbejde. Uden netværksmedlemmers og regionsbestyrelsesmedlemmers indsats kan vi i foreningen hverken udgøre et faglig fællesskab, hvor vi gør hinanden klogere. Eller være en faglig stemme, der leverer kvalificerede inputs omkring rammevilkårene på børne- og kulturområdet.

Jeg vil derfor gerne slutte med en stor tak til jer.

Og tak for ordet.