Høring om vejledning om sagsbehandling barnets lov


30. januar 2024

Til Social-, Bolig- og Ældreministeriet

Høringssvar
Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at afgive høringssvar i forhold til udkast til vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov.
Med dette høringssvar håber BKF, at I vil læse bemærkningerne som både forslag til nu og her-ændringer samt forslag til ændringer til en senere opdatering.
BKF deltager gerne i et udviklingsarbejde med sigte på beskrivelse af faglige metoder og standarder, der kan vejlede og guide medarbejderne til at udvikle og anvende en faglighed der tager sigte mod at indfri lovens intentioner.

Generelle bemærkninger
På samme måde som vejledningen til Serviceloven er der tale om en meget omfattende vejledning, hvor læseren (børne- og ungerådgiveren) let mister overblikket, og hvor det ikke altid er let at finde de dele af vejledningen, der skal bruges i en konkret sag. BKF ser derfor frem til, at den vejledning, der er i høring, på et senere tidspunkt vil blive bearbejdet og få karakter af en mere faglig vejledning.

BKF ser vejledningen – sin nuværende form – som en vejledning med mange gentagelser og formuleringer, der i sin tekst er næsten overført en-til-en med blot lidt andre ord og derfor stemmer overens med, hvad der står i loven, og derfor også meget lidt ny viden for børne- og ungerådgiveren.  Derudover er der også blot overført meget tekst fra den eksisterende vejledning til Serviceloven.

BKF ser frem til at kommunerne kommer til at arbejde mere systematisk og fagligt funderet i forhold til børneinddragelse. Det vil ikke være nødvendigt at beskrive børneinddragelse mere detaljeret, i vejledningen, men BKF savner, at der gennemgående i vejledningen forudsættes reel børneinddragelse, deltagelse og sikring af at børnene er forberedt, spørges relevant og høres. Dertil flere nuancer ift. dilemmaer hvad der er bedst for barnet og hvad forældrene ønsker eller i situationer hvor forældrene ikke samarbejder eller decideret udøver chikane eller fordrejninger, hvor der er risiko for, at barnet kommer i klemme mv. Det kan fx være i skilsmissesager.

Det vil efter BKF’s vurdering være hjælpsom med nationale vejledninger med faglige og nationale standarder der beskriver den gode screening, afdækning og en børnefaglige undersøgelse. Det kan også være faglighed i forhold til at formidle en afgørelse, modeller for samarbejde med civilsamfund m.v.

Hidtil har Social- og Boligstyrelsen udgivet nogle anbefalinger, men de har langt fra været dækkende for området, og ikke givet bud på de mest centrale opgaver, som fx den børnefaglige undersøgelse. Der har i ”Partnerskabet for Børnene Først” været et godt samarbejde omkring model og god praksis for børne- og ungeinddragelse. BKF vil gerne igen kvittere for at vi er en del af dette partnerskab, og understrege vigtigheden af at dette fastholdes i en årrække, så implementeringen og opfølgningen på Barnets Lov får den rette faglighed og brede i perspektiveringen.

Specifikke bemærkninger
Nedenfor vil BKF fremhæve de mere konkrete bemærkninger til de enkelte punkter i udkast til vejledningen.

Det fremgår af punkt 20, hvem der har skærpet underretningspligt. I takt med at flere fx venskabsfamilier og frivillige har et aftaleforhold med kommunen og er indskrevet i barnets lov som betydelige aktører, anbefales det, at disse også beskrives som havende en skærpet underretningspligt.

I punkt 22 fremgår det, at vejledninger og retningslinjer ofte vil fremgå af den sammenhængende børnepolitik. Der henvises til §15 i barnets lov.

Med henvisningen kan man få den opfattelse, at det anbefales, at det indgår i børnepolitikken. BKF anbefaler, at det tydeliggøres, at der henvises til stk. 2 og 3, således børnepolitikken ikke detaljeres med retningslinjer og procedurer og derved overser det betydningsfulde ved en børnepolitik. Ifølge BKF har den sammenhængende børnepolitik den fornemmeste opgave med at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde (der gælder for alle børn og unge) og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Det er netop sammenhængen eller sektoransvaret, som skal være tydelig og sætte retningen for ALLE børn og unge og ikke overfyldes af konkrete procedurer og håndtering af underretninger. Der er ingen tvivl om, at henvisning til eller beskrivelse af procedurer for underretninger skal være en del af § 15 stk. 2 og 3 (beredskab til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb samt negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme.

I punkt 42 bruges begrebet en ”Indledende screening”. Det bør i stedet stå det samme, som i § 136 med systematisk vurdering, for at undgå begrebsforvirring. En indledende screening kan lede tankerne hen på den screening, der er beskrevet i loven.

Dertil fremgår endvidere af punkt 42 :  ”Det kan endvidere være hensigtsmæssigt, at kommunen sørger for, at behandlingen af underretninger gennemføres systematisk og baseres på et socialfagligt grundlag med henblik på, at der sikres en fyldestgørende belysning af den pågældende bekymring for barnet eller den unge.”  Det anbefales, at der anvendes det forvaltningsretlige princip og begreb ”tilstrækkelig”, og at begrebet ”fyldestgørende” udgår, da det også kan signalere en risiko for, at der sker en overbelysning, hvis den skal være fyldestgørende.

I punkt 50 bør tillægsordet ”god” dialog udgå. Det er således ikke i alle tilfælde muligt at sikre en god dialog, men vil altid være det, der tilstræbes af kommunerne, men er desværre ikke altid det fx forældrene selv oplever. Betegnelsen ”god” er ofte en subjektiv oplevelse og forståelse af tillægsordet.

I punkt 49 fremgår det med henvisning til §137 stk. 1, at når der kommer underretninger i en eksisterende sag skal det ske en genvurdering.

I takt med flere skilsmissesager, hvor børn og unge kommer i klemme, er omfanget af personaleressourcer, der bruges på dette (inkl. inddragelse og høring af barnet eller den unge og forældrene) medvirkende til, at barnet eller den unge belastes unødigt og medvirker til eskalerende mistrivsel hos børn og unge. Ofte ses der i disse sager stigende antal underretninger, som nærmest er chikaner mellem forældremyndighedsindehaverne i forbindelse med fx en sag i Familieretshuset, fremfor bekymringer med udgangspunkt i barnets behov.

BKF anbefaler, at der i vejledningen indarbejdes, at der i disse sager fx ikke skal ske partshøring hos forældrene, og at samtaler med barnet eller den unge tilpasses barnets behov og situation, således barnet skånes og ikke til stadighed konfronteres med forældrenes konflikter, der principielt ikke handler om barnet, men konflikten mellem forældrene. Der skal naturligvis ske en faglig vurdering, hvis partshøring undlades, og som vil være en del af notatpligten.

Det samme gør sig gældende ift. anonyme underretninger (punkt 55), hvor kommentar til punkt 49 tilsvarende foreslås gældende.

BKF vil gerne anerkende vejledningens punkt 62, hvor det fremhæves, at screeningen er en processuel beslutning, som ikke kan påklages.

Beskrivelsen i punkt 64 og den udførlige beskrivelse af, hvornår der foreslås, at der skal ske en afdækning, giver BKF anledning til bekymring for, at det med den nuværende beskrivelse vil medføre fortsat bureaukrati, og hvor tiden eller personaleressourcerne dediceres til administration/sagsbehandling fremfor hurtig (straks) iværksættelse af reelle indsatser og hjælp og støtte til familierne. Bekymringen opstår, fordi der er rigtig mange eksempler, hvor der er forventninger om, at der i sagerne skal laves en afdækning.

BKF er bekymret for, at det står i modsætning til intentionen med barnets lov, og der bør være tillid til, der foretages en nødvendig socialfaglig screening med udgangspunkt i barnet eller den unges problematikker og at der ikke er krav om iværksættelse at en afdækning på baggrund af fx ”ønsker” fra alle mulige forskellige parter. BKF mener, at det er et levn tilbage fra serviceloven. BKF er enig i, at hvis et barn eller en ung ønsker en afdækning, vil der naturligvis være en dialog omkring det, og der vil altid ske en konkret og individuel vurdering med udgangspunkt i barnets ønske. Eksemplet med ”adfærds- og tilpasningsproblematikker” kan således sagtens håndteres og belyses tilstrækkeligt efter en screening ud fra eksisterende oplysninger.

Det fremgår af punkt 66, at ”Kommunen kan ud fra en konkret vurdering sideløbende med den nærmere afdækning og/eller undersøgelse iværksætte støttende indsatser efter § 32 og tidligt forebyggende eller handicapkompenserende indsatser, hvis der er grundlag herfor på baggrund af screeningen. Det kan f.eks. være, at kommunen ud fra screeningen har vurderet, at der i en kortere periode er behov for en tæt støttet indsats i hjemmet, så familien kan få hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen, mens støttebehovet bliver nærmere udredt. ”  Det anbefales at eksemplet udelades, idet det sætter forventninger til kommunernes serviceniveauer, særligt med begrebet tæt støtte og hjælp til at får hverdagen til at hænge sammen. Det er op til kommunen at vurdere, hvad der er den rette sideløbende indsats.

I punkt 111 er det anført, at ”Det fremgår af § 22, stk. 4, i barnets lov, at bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på udfordringer i forhold til barnets eller den unges undervisningsbehov som led i den børnefaglige undersøgelse, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der er behov for en pædagogisk psykologisk vurdering af barnet eller den unge efter § 12, stk. 2, i lov om folkeskolen”.

BKF mener det er en fejl, at der henvises til en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) i punkt 111, som refererer til §22 stk. 4. Således fremgår PPVen ikke af paragraffen, men omhandler udarbejdelse af en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaverne.

Det fremgår af punkt 120, at ”Kommunen har pligt til at lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i den børnefaglige undersøgelse, hvis det er nødvendigt, jf. § 22, stk. 3. Det kan eksempelvis være nødvendigt i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt årsagen til barnets eller den unges konkrete udfordringer skyldes fysisk eller psykisk sygdom, som ikke allerede er belyst gennem lægelige undersøgelser mv.”
BKF anbefaler, at teksten i afsnittet vendes rundt, således det først i afsnittet henvises til, at kommunen er ansvarlig for at oplyse sagen tilstrækkeligt jf. officialprincippet eller undersøgelsesprincippet i forvaltningsretten. Det følger heraf, at ansvaret for at oplyse en sag påhviler den myndighed, der skal træffe afgørelsen, og at inden en myndighed kan træffe afgørelse i en sag skal der tilvejebringes det retsgrundlag og de faktiske oplysninger, som er nødvendige for at træffe en rigtig afgørelse.

Generelt er BKF bekymret for overbelysning af sagerne, da det tager tid væk fra børn og unge til administration eller sagsbehandling. Dertil at flere kommuner oplever, at fx Ankestyrelsen stiller stadig stigende krav til, hvad der skal undersøges, som giver anledning til bureaukrati, som jo er tænkt reduceret med barnets lov, nemlig med større krav til de faglige vurderinger og indhentelse af de nødvendige oplysninger og fokus på ikke at overbelyse sagen.

Ombudsmanden har fx udtalt at ”Spørgsmålet om, hvor langt myndighederne skal gå for at oplyse og undersøge en sag, opstår ofte i praksis. Dette spørgsmål kan ikke besvares meget konkret, men en sag skal oplyses og undersøges så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en materielt lovlig og rigtig afgørelse. Omvendt skal der naturligvis ikke indhentes oplysninger eller gennemføres undersøgelser, som ikke er relevante for afgørelsen.” (kilde: https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/officialprincippet/)

Endelig fremgår det af FOB 2006.611, hvor Folketingets Ombudsmand bl.a. har udtalt, at der er en øvre grænse for sagsoplysningen:  ”En forvaltningsmyndighed har pligt til at skabe klarhed over det retlige grundlag for en afgørelse og har også pligt til at skabe klarhed over det relevante faktum, men der gælder dog visse grænser for en undersøgelses udstrækning. Unødvendige undersøgelser er i strid med grundsætningen om at forvaltningen udelukkende må varetage saglige formål. Derudover gælder der på ulovbestemt grundlag et krav om at sagerne skal behandles så enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt.”

Det er BKFs oplevelse, at Ankestyrelsen i stadigt flere sager hjemviser disse, som giver anledning til, at der sker en overbelysning af sagerne og hvor Ankestyrelsen mener at have ”retten til” at vide, hvad der er de ”rigtige” oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe den rette afgørelse. BKF ønsker, at Ankestyrelsen i disse sager forpligtes på at begrunde de saglige krav mere, og hvorfor de nye oplysninger faktisk er nødvendige og hvorfor de allerede oplysninger i sagen ikke er tilstrækkelig ift. afgørelsen. I forlængelse heraf, at de tager stilling til om det er betydelige oplysninger eller alene meroplysninger, som ”kunne være rare at vide”, men som faktisk overbelyser sagen.

BKFs ønske til styrkelse af begrundelserne for Ankestyrelsens afgørelser skal også ses i takt med kommunernes lovmæssige forpligtigelser til løbende at inddrage børn og unge, og med en selvstændig ret i sig selv. Ankestyrelsens meroplysninger er ofte funderet i et perspektiv, der er forældrerettet, men hvor rettighederne med barnets lov nu flytter sig.

I retssikkerhedslovens §10 og i vejledningen der til (punkt 98 og 99) er det også anført, at det afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger myndigheden skal indhente. Det er ikke præcist defineret, hvad der ligger i udtrykket ”tilstrækkeligt omfang”. Igen en bekymring for, at det er Ankestyrelsen der har definitionsretten på det ift. kommunernes sagsbehandling.

En anden risiko ved en overbelysning er, at det medfører en risiko for, at sagen trækker i unødig langdrag og kommunerne dermed kommer i konflikt med hurtighedsprincippet og ikke mindst hensynet til børn og unges trivsel, udvikling og sundhed, hvor det er vigtigt at sætte ind tidligere og hurtigere.

Som følge af ovenstående vil BKF også anerkende, at det af det sidste afsnit i punkt 114 fremgår, at ”Det vil afhænge af kommunens konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilke forhold der er behov for at afdække for at sikre en tilstrækkelig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov” BKF anbefaler, at dette tydeliggøres flere steder i vejledningen, at det netop er en kommunal konkret vurdering og beslutning.

BKF har været skeptiske overfor Barnets Lov § 143 stk. 2 om Børne- og ungeudvalgs formanden eller næstformandens foreløbige afgørelser og finder ikke at vejledningens punkt 236 giver fyldestgørende svar på, hvordan kommuner skal håndtere bestemmelser, der i udgangspunktet hører Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det er vanskeligt at vurdere, hvilke situationer det er, at kommunen skal træffe afgørelse, fordi sagen ikke kan afvente et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet. I udgangspunktet bør Barnets Lov dække alle de situationer hvor der er behov for en social indsats overfor et barn eller en ung. Det ses ikke at vejledningen giver tilstrækkelig vejledning om hvilke situationer der er tale om. Heller ikke at vejledningen overordnet giver vejledning om hvordan denne sammenblanding af lovgivning skal håndteres.

Afsluttende bemærkninger
BKF er fortsat rigtig glade for, at barnets lov nu er omsat til praksis fra januar 2024 og glæder os til det videre implementeringsarbejde. Vi har ambitionen om, at børn og unge kommer til at opleve et paradigmeskifte og har også tillid til, at de folkevalgte i Folketinget inkl. ministeren giver ro til implementeringsarbejdet, særligt da børne- og ungerådgiverne først forventes at have gennemført Social- og Boligsstyrelsens kurser til sommer. Som følge deraf prioriterer kommunerne inden for egen ramme også tid til fælles forståelse og omsætning af den nye lovgivning gennem prioritering af tid til dialog, faglige refleksioner og sagssparring.

Til sidst vil BKF understrege, at vi fortsat gerne vil inviteres ind af ministeriet til dialog og sikring af udviklingen i den faglige praksis til gavn for børn og unge.

Med venlig hilsen

Rasmus Byskov-Nielsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Helle Støve
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Kultur- og Fritidsnetværk