Børne- og Kulturchefforeningen er bekymrede for, at ungdomsuddannelserne ender som et kludetæppe.

Regeringens udspil til en reform af erhvervsuddannelserne er ambitiøst, og der opstilles en række positive pejlemærker for at løfte området.

Det er vigtigt, at målrette vejen til erhvervsuddannelserne. Mere og kvalificeret undervisning er helt klart et skridt i den rigtige retning. Indførelsen af adgangskrav til erhvervsuddannelserne anses ligeledes som et positivt element i udspillet, ikke mindst set i lyset af, at det både er karakterer og uddannelsesparathed, som giver adgang til erhvervsuddannelserne.

”Vi havde dog gerne set, at Regeringens udspil omfattede samtlige ungdomsuddannelser, da det er vigtigt at sikre en rød tråd fra grundskole via ungdomsuddannelser til de videregående uddannelser. Ungdomsuddannelserne må ikke ende som et kludetæppe. Der skal derimod skabes sammenhæng på tværs af uddannelser, således at de unge oplever en rød tråd i uddannelsesforløbet,” udtaler Flemming Olsen formand for Børne- og Kulturchefforeningen.

Børne- og Kulturchefforeningen er fortsat meget optaget af målsætningen om, at 95 pct. af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse og er opmærksomme på, at der med udspillet lægges op til at mindst 25 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020. At målene suppleres med særlig opmærksomhed omkring elevernes trivsel, ses som et positivt element.

Spørgsmål kan rettes til:

Formand Flemming Olsen, Direktør i Herlev Kommune tlf. 3051 9897

Formand for Ungenetværket Henrik Beyer, Direktør Herning, tlf. 9628 6000