Pressemeddelelse udsendt d. 20/2 -2013

Regeringens udspil til en ny SU-reform varsler en besparelse på 2 mia. kr. En besparelse som desværre kan vise sig at have en kortvarig effekt, hvis regningen skal betales andre steder i det samlede danske samfundsbudget, mener Flemming Olsen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen (BKF).

Som kommunale chefer med ansvar for børn og unges skole og uddannelse, varetager vi også opgaven med at få flere unge gennem en ungdomsuddannelse og efterfølgende videreuddannelse og endelig skal vi også samle de unge op, som frafalder deres uddannelse.

”I kommunerne kommer vi dagligt i kontakt med de svageste unge, som har størst risiko for at frafalde en uddannelse, hvis deres økonomiske understøttelse under uddannelse forringes. BKF kan være bekymrede for, om en besparelse vil føre til, at de unge med de dårligste sociale og økonomiske muligheder fravælger at uddanne sig.  Frafalder de unge en uddannelse og især en ungdomsuddannelse, flyttes de fra at være en udgift med fremtid, til potentielt at blive en langvarig passiv samfundsudgift,” udtaler Flemming Olsen.

BKF er enige i, at de få unge, der har mange afbrud og omvalg er en udfordring, som vi skal håndtere. Vi skal turde stille krav, men vi må samtidig respektere de unge og den situation de står i, hvor de skal træffe nogle af deres livs vigtigste beslutninger.

BKF vil stærkt opfordre til, at vi som samfund er opmærksomme os, at uddannelse ikke kun handler om effektivitet og optimering, sådan som mange politikere og erhvervsledere fremhæver det. Det er bekymrende at se, at de unges valg af sabbat år og studieskift entydigt opfattes som et onde der skal minimeres mest mulig, og at studieskift eller studieforlængende aktiviteter udelukkende omtales som fjumreår.

”Uddannelse handler lige så meget om at blive uddannet til at være menneske, og finde ud af, hvad man er bedst til, og hvad man kan bidrage med. Det er en fattig samfundsmæssig vinkel at tale om uddannelse alene i et effektiviserings- og optimeringsperspektiv. Det kan og bør vi gøre bedre – også hvis vi skal lykkedes med at opretholde og udvikle en stærk dansk økonomi,” afslutter Flemming Olsen


Spørgsmål kan rettes til:

Formand Flemming Olsen, tlf. 30 51 9897

Formand for foreningens skolenetværk, Eik Møller 23 45 77 30

Sekretariatet: Anne Sofie Rasmussen 44 52 55 26