Børne- og Kulturchefforeningen er glade for socialministerens udmelding om et lovforslag, til oprettelse af Børnehuse i tvær kommunalt regi for børn og unge, som har været udsat for overgreb.

Lovforslaget er helt i tråd med andre nye tiltag på området for udsatte børn og unge, som sætter barnet i fokus. Det er eksperterne, som skal komme til barnet og ikke omvendt. Det er en målsætning, som BKF arbejder med på alle områder inden for børn og unges liv, så de generelt oplever at få hjælpen, der hvor de er.

”Samarbejdet mellem kommuner, politi og sundhedsvæsen skal gerne udvikles og forbedres, sådan at hjælpen til børn og unge, der har været udsat for overgreb bliver koordineret og tilrettelagt med fokus på tryghed og trivsel for barnet. Hjælpen skal så vidt muligt komme til barnet, frem for at barnet skal kastes rundt mellem kommune, sygehussystem og politi,” udtaler Flemming Olsen formand for Børne- og Kulturchefforeningen.

BKF ser gerne at udviklingen af børnehuse ses i sammenhæng med andre tiltag til støtte for børn, der har været udsat for overgreb, for eksempel styrkelsen af uddannelses- og efteruddannelsesindsatsen for relevante faggrupper, udviklingen af beredskaber og hurtig opfølgning på underretninger.

”Vi ser frem til at få sat børnehusene på skinner. Det er vigtigt, at en opgave som denne forankres i kommunerne, da forebyggelse og efterbehandling allerede er kommunale opgaver,” afslutter Flemming Olsen
Spørgsmål kan rettes til: Formand Flemming Olsen, tlf. 30 51 9897 Formand for foreningens Børne- og Familienetværk, Christian L. Hansen 51 51 24 78 Sekretariatet: Anne Sofie Rasmussen 44 52 55 26