I forbindelse med foreningens årsmøde er følgende pressemeddelse sendt ud:
BØRN OG UNGE i udsatte positioner ”Må vi bede om en lødig debat, tak!” spørger Børne- og Kulturchefforeningens formand, Flemming Olsen, Børne- og kulturdirektør i Herlev Kommune.
I forbindelse med kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne ansvaret for en række af de specialiserede opgaver på børne- og familieområdet. Der har været, og der er især lige nu, et stærkt fokus på, hvordan vi som kommuner klarer den opgave. En del af den debat bygger på myter. Fx at vi sparer på de specialiserede opgaver på børne- og familieområdet, at vi anbringer færre mindre børn, og at vi hjemtager unge for at spare penge på anbringelser. Som ansvarlige chefer for det her vigtige område tager vi gerne del i debatten. Men vi beder om, at den foregår lødigt!
”Der er ikke tale om at kommunerne bruger færre penge end da vi overtog det specialiserede socialområde i 2007. Vi bruger tværtimod flere penge på området,” udtaler formand Flemming Olsen.
Foreningen opfordrer til, at debatten sker på grundlag af forskningsbaseret viden, og ikke myter. Fra forskningen ved vi f.eks.:
  • at udsatte børn, der anbringes uden for hjemmet, oftere er ensomme og vokser op uden stabile voksenkontakter.
  • at 44 procent af de anbragte unge oplever et eller flere sammenbrud under anbringelsen.
  • at nære relationer og et trygt omsorgsmiljø er vigtige elementer for at kunne opbygge de nødvendige ressourcer. Især en nær relation til en bestemt voksen gør den store forskel
  • at anbragte børn og unge klarer sig væsentligt dårligere uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt end andre børn og unge
Derfor skal udgangspunktet for debatten være,
  • at vi bruger lige så mange penge på området som hidtil. Men vi sørger for at bruge dem, så vi får mest muligt ud af pengene i form af livskvalitet for udsatte børn og unge.
  • at vi anbringer der, hvor det er den rigtige løsning. Og at anbringelse per definition ikke altid er den rigtige løsning.
  • at nære relationer, gerne knyttet til barnets nærmiljø, er helt afgørende byggesten for barnets videre liv.
  • at vi skal sikre meget tætte koblinger mellem foranstaltningerne og så dagtilbud, skole og fritidsinstitution for at undgå eksklusion og at unge ikke klarer en ungdomsuddannelse.
  • at vi har brug for meget mere forskning i, hvad der virker i forhold til foranstaltninger og anbringelsesformer.
Vi vil som forening gerne indgå i en debat af kvaliteten af kommunernes arbejde, men det skal ske på et lødigt grundlag.
Spørgsmål kan rettes til Formand Flemming Olsen, tlf. 30 51 9897 eller foreningssekretær Anne Sofie Rasmussen, 44 52 55 26