Vedtægter for Børne- og Kultruchefforeningen Region Nordjylland

Gældende vedtægter godkendt på generalforsamlingen på KMD, Aalborg, den 9. juni 2006.

§ 1
Navn

Foreningens navn er: BØRNE- OG KULTURCHEFFORENINGEN i REGION NORDJYLLAND

§ 2
Formål

Foreningens formål er at virke for en styrkelse af medlemmernes faglige og kollegiale sammenhold, samt at arbejde for faglig interessevaretagelse inden for medlemmernes ansvarsområder indenfor folkeskolen, dagtilbudsområdet, børne- og familieområdet (forebyggelse og anbringelser), voksenundervisning og fritids- og kulturområdet.

§ 3
Medlemmer

Som medlemmer med stemmeret optages personer, der er ansat i en kommune i Region Nordjylland, der i deres arbejde beskæftiger sig med de i § 2 nævnte fagområder på chefniveau/overordnet ledelsesniveau. Medlemmerne skal være medlem af Børne- og kulturchefforeningen.

Stk. 2:

Som medlemmer uden stemmeret kan optages pensionerede, tidligere medlemmer.

Stk. 3:

Bestyrelsen i landsforeningen træffer i tvivlstilfælde afgørelse om ret til medlemskab.

Stk. 4:

Bestyrelsen lader hvert år udarbejde en medlemsliste pr. 1. januar.

§ 4
Ind- og udmeldelse

Ind- og udmeldelse følger medlemskab af Børne- og Kulturchefforeningen.

§ 5
Foreningens økonomi

Til foreningens drift betales for kalenderåret et årskontingent, hvis størrelse for det kommende år fastsættes på årsmødets generalforsamling.

Pensionerede, tidligere medlemmer, er kontingentfrie.

Stk. 2:

Regnskabsåret følger kalenderåret og er fra 1. januar til 31. december.

§ 6
Foreningens organisation

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af:

  • Formand, valgt af og blandt hele medlemskredsen.
  • 4 medlemmer, valgt af og blandt hele medlemskredsen

Bestyrelsen vil således bestå af 5 personer.

Bestyrelsen konstituerer sig efterfølgende med næstformand, kasserer, sekretær og et menigt medlem og fastsætter en evt. forretningsorden. Formanden repræsenterer foreningen i møder m.v. med Landsbestyrelsen.

Formændene for netværkene kan deltage ad hoc i amtsformandsmøder, når dagsordenen til møderne taler herfor.

Stk. 2:

I foreningen er der etableret et antal netværk, herunder:

  • Direktører/forvaltningschefer og vicedirektører for Børne-, kultur- og familieområdet
  • Skole- og undervisningsområdet
  • Børne- og familieområdet (inkl. børn og unge med særlige behov)
  • Dagtilbudsområdet
  • Kultur- og fritidsområdet

Medlemmer af netværket er personer, der i deres arbejde beskæftiger sig med fagområdet på chefniveau/overordnet ledelsesniveau. Medlemmerne af netværket skal være medlem af BKF regionen.

Medlemmer med beskæftigelse indenfor ovenstående områder vælger selv indplacering i ovenstående netværk. Vicedirektører, der ikke refererer til et fagnetværk, er medlem af direktørnetværket.

Netværkene ledes af en formand fortrinsvis udpeget blandt bestyrelsens medlemmer.

Netværksformænd, der ikke er medlem af bestyrelsen, tilknyttes bestyrelsen ad hoc.

Netværksformændene kan nedsætte arbejdsgrupper inden for eget netværk.

Der afholdes mindst 2 fællesmøder pr. år i hele kredsen heraf det ene i forbindelse med generalforsamlingen i første kvartal.

Stk. 3:

Bestyrelsen og netværkene afholder møder efter behov. Formændene indkalder.

§ 7:
Årsmødet og Generalforsamlingen

Årsmødet afholdes hvert år i kalenderårets første kvartal. Under dette afholdes generalforsamling med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent. Derefter af 2 stemmetællere.
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomne forslag, herunder vedtægtsændringer
  5. Budget for kommende år, herunder fastsættelse af kontingent.
  6. Valg af formand (for 2 år).
  7. Valg af bestyrelse.
    1.  4 bestyrelsesmedlemmer:
      1. 2 i ulige år
      2. 2 i lige år
    2. Valg af 1 suppleant
  8. Valg af 1 revissor
    1. Valg af 1 revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Stk. 2:

Generalforsamlingen varsles med mindst 2 måneders frist. Medlemmernes forslag til kandidater til formandsposten og øvrige bestyrelsesposter kan fremsendes til formanden 4 uger før generalforsamlingen eller fremsættes på selve mødet.

Forslag til dagsordenens punkt 4 fremsendes til formanden senest 4 uger før generalforsamlingen.

Stk. 3:

Formanden, øvrige bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant vælges på generalforsamlingen. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen, første gang i juni måned 2006. Det første år vælges 2 medlemmer af bestyrelsen for en 1 årig periode og 2 medlemmer for en 2 årig periode (formanden for 2 år). På samme møde vælges desuden en revisor, samt 1 suppleant for denne, hvor begge ikke samtidig må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 4:

Alle vedtagelser på generalforsamlingen sker ved almindelig stemmeflerhed, dog kræver valg til formandsposten, at over halvdelen af de tilstedeværende stemmeberettigede har afgivet stemme på vedkommende. Hvis dette ikke opnås ved første afstemning, afholdes bundet valg mellem de 2 kandidater, der har opnået flest stemmer ved første afstemning.

Stk. 5:

Ved personvalg kan ønskes skriftlig afstemning. Stemmesedlen skal for at være gyldig indeholde lige så mange navne, som det antal personer, der skal vælges.

Ved stemmelighed afholdes bundet valg mellem kandidaterne.

Hvis der kun er forslag om det antal, der skal vælges, holdes der ikke valg.

Stk. 6:

Forslag om ændringer af vedtægterne kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor.

Stk. 7:

Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

§ 8
Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen. Desuden skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, såfremt mindst 10 stemmeberettigede medlemmer til formanden fremsætter motiveret, skriftligt krav herom.

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger fra kravets fremsættelse.

Stk. 2:

Sted og tidspunkt bekendtgøres med mindst 14 dages varsel.

§ 9
Foreningens opløsning

Foreningens opløsning forudsætter, at der i henhold til § 7 er stillet forslag derom, og at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede stemmer derfor.

Stk. 2:

I tilfælde af foreningens opløsning anvendes dens midler efter vedtagelse på generalforsamlingen.