Skolenetværket har det forløbne år udarbejdet et holdningsnotat over foreningens overordnede holdninger til udviklingen af den danske folkeskole. Holdningerne i dette notat har været grundlag for foreningens arbejde i partnerskab om folkeskolen samt vores drøftelser med Børne- og Undervisningsministeriet i forbindelse med arbejde omrking den nye Folkeskolereform. 

Børne- og Kultruchefforeningens holndningsnotat om folkeskolen

Folkeskolens rolle i udviklingen af det danske samfund kan formentlig ik­ke over­vurderes. Folkeskolen har om nogen taget ansvar for, at det danske sam­fund i dag vurderes, som et af de mest lige, retfærdige og bedst uddannede i ver­den.

 

I folkeskolen mødes børn og unge fra alle dele af samfundet, og gennem 10 år dannes og uddan­nes de til at blive kompetente samfundsborgere, der påtager sig et ansvar for videreudviklingen af sam­fundet.

 

Men det kommer ikke af sig selv. En række nationale og internationale under­sø­gel­ser har gennem de sidste 10 år vist, at der er for mange unge, der forlader fol­keskolen uden de nødvendige faglige færdigheder og kompetencer til at gen­nem­føre en ungdomsuddannelse. Det er ikke tilfredsstillende, og derfor er folke­skolen under pres.

 

Der er således behov for at folkeskolens uomtvistelige samfundsmæssige betyd­ning revitaliseres, så politikere, borgere og professionelle fortsat kan have tillid til, at fol­keskolen er værd at støtte og investere i, i mange år fremover.

 

Her står BKF som en helt centrale aktør. Vi har, som chefer, et ganske særligt an­svar for, både at stille krav om bedre præstationer, men også at arbejde for at sikre, at de lokale folkeskoler har de bedst mulige forudsætninger for at levere bed­re præstationer for alle børn.

 

Derfor har BKFs bestyrelse udarbejdet dette holdningsnotat, der stiller skarpt på 5 helt centrale temaer i forhold til folkeskolens rolle og fremtidige betydning for det danske samfund.

 

 

 

Det handler om:

  1. Folkeskolen er fællesskabets skole – inklusion er en kerneopgave
  2. Bedre faglige præstationer – alle skal lære mere
  3. Ledelse i og af folkeskolen – fokus på effekt- og resultatmål, ikke hvilken organisering, der er ”bedst”
  4. Digitalisering – ikke et mål i sig selv, men en vigtig vej til mere og bed­re læring
  5. Lærernes kompetencer – fordi den kompetente og engagerede lærer gør forskellen

Temaerne behandles kort i de følgende afsnit.

 

Folkeskolen er fællesskabets skole

I en stadigt mere individfokuseret tid er det centralt, at folkeskolen fastholder rollen som fællesskabets skole, hvor børn og unge lærer at tage ansvar for og bidrage til fællesskabet. Det er afgørende, at børn og unge lærer at væ­re aktører i og bidrage til dette fællesskabs forskellighed og mangfoldighed. Det er væsentlige kompetencer i forhold til at være et kompetent og livs­du­e­­ligt menneske – der kan fungerer godt i et demokratisk samfund.

 BKF mener, at fællesskabets skole er en inkluderende skole, hvor tilstede­væ­rel­se, reel deltagelse og læring er afgørende elementer. Fællesskabets skole er ikke kun centreret om folkeskolen, men er også fokuseret på overgan­gen fra dagtilbud og til ungdomsuddannelser.

Alle børn i folkeskolen skal ikke alene sikres mest mulig læring – de skal også sik­res li­geværdig, reel tilstedeværelse og deltagelse i folkeskolen. Børnene dan­­ner deres identitet og deres relationsforståelse, når de er sammen med andre børn og voksne. Derfor er det afgørende, at børnene i videst muligt omfang inkluderes i almenmiljøet.

 

Det kræver udvikling af læringsmiljøer, der sikrer børnene de bedste mulig­he­der for at deltage. Det kræver omlægning af anvendelsen af special­vi­den og brug af ressourcepersoner – det BKF kalder nyspecialisering.

For at inklusionen – og dermed fællesskabet skole – skal lykkes, må der stilles krav og forventninger til relevante parter – både professionelle og for­æl­dre. De professionelle skal påtage sig det formelle ansvar i samspillet med børn/unge/forældre og andre aktører. Forældrene skal tage ansvar for det fællesskab af børn og unge, som deres barn er en del af, og indgå i et for­pligt­ende samarbejde.

Folkeskolen er ligeledes nødt til at tage et stort ansvar for barnet/den unges overgange fra og til andre institutionsformer, heri ligger også værdifuld in­klu­sion. BKF er af den opfattelse, at alle skoler skal have et samarbejde med ung­­domsuddannelserne. Det både om den konkrete opgave om overgan­ge, men også om ledelse af denne opgave.

 


Bedre faglige præstationer

Danmarks fremtid afhænger af, at kommende generationer af børn og un­ge får den rigtige viden og de rigtige kompetencer gennem deres tid i fol­ke­skolen. Her er der stadig et stykke vej, til vi når den nationale mål­sæt­­ning om, at 95 % af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddan­nel­se.

 

Folkeskolen skaber gode resultater for den brede midtergruppe, men vi skal blive meget bedre til at skabe gode resultater for alle børn. Vi skal blive me­get bedre til at skabe chancelighed, og bryde den negative sociale arv i fol­­keskolen, og derved mindske læringsgabet mel­lem de højt præsterende, midtergruppen og de lavest præsterende.  

I den sammenhæng koger BKF sine synspunkter ned til ”alle børn skal lære mere”. Tænker man efter, så rummer dette synspunkt alle de nødvendige dimensioner af folkeskolens kerneopgave – uanset hvor børnene er fagligt og socialt, så kan og skal alle lære mere, men ikke nød­vendigvis det samme på samme tid.

 

BKF mener, at bedre resultater i folkeskolen skabes gennem:

  • Højtkvalificeret, differentieret undervisning så alle elever får de rette ud­­­­fordringer og optimale læringsbetingelser
  • Et stærkere fokus på anvendelsesorienteret undervisning – det sker bl.a. ved at styr­ke folkeskolens samarbejde med det omgivende sam­fund (ung­domsuddannelser, erhvervsliv, kulturinsti­tutioner), så børn og unge oplever undervisningen som relevant og meningsfuld i en større kontekst
  • At folkeskolen stiller relevante krav, sætter relevante mål og har høje for­vent­ninger til alle børn. Ingen børn – heller ikke de svageste – bliver bedre af, at der ikke stilles krav og opstilles mål
  • At udvikle forældresamarbejdet, så det handler om gensidig feed­back på krav, mål og forventninger.

 

Ledelse i og af folkeskolen

Skolelederne delegeres i dag stort ansvar. Samtidig ar­bejdes der rundt om­­kring i kommunerne med forskellige modeller, hvor også det økono­mis­ke ansvar delegeres i meget vidt omfang. 

Det er BKF’s holdning, at denne udvikling er rigtig og ønskværdig. Med et stort ledelsesansvar skal der også gives et stort ledelsesrum. Uden det for­nødne ledelsesrum kan skolelederen ikke udvikle og etablere de nødven­dige lokale pædagogiske og personalemæssige løsninger som folkesko­lens hverdag fordrer.

 

Samtidig med at vi delegerer flere og komplekse opgaver opstår der be­hov for en stadig mere synlig og tydelig central styring. Den fremtidige sty­­ring bør hæftes op på et centralt element – få tydelige mål og klare for­­ventninger til effekt af lokale indsatser. Der skal sikres en enkel og trans­parent sammenhæng mellem mål, økonomi (herunder incitamen­ter) og effekt. 

BKF mener, at der for ofte er fokus på procesmål. Det bør i stedet være et helt centralt styringsredskab at fokusere på hvad den enkelte sko­le præ­­sterer og hvad progressionen er. BKF mener, at der er stort po­ten­tiale i at den enkelte skoles resultater anvendes som grundlag for bå­de kon­kret og generel skoleudvikling, og i at koble skolens præstationer og pro­gres­sion sam­men med egent­lige lederevalueringer.

 

I forhold til efteruddannelse og kompetenceudvikling er det BKFs opfat­tel­se, at der bør ses mere på en tæt sammenhæng mellem skole­le­de­rens kompetenceudvikling og kommunens og skolens strategiske udvik­lingsområder. De mange di­plom­uddannelser (og nu også Masterud­dan­nel­ser) har ifølge flere undersøgelser medført, at skolelederne oplever de er blevet dygti­ge­re, mens andre undersøgelser peger på, at det er gan­ske vanskeligt at se en kobling til sko­ler­nes præsta­tio­ner. Dette paradoks skal den fremtidige kompetenceudvikling i langt højere grad håndtere. 

Det er BKFs opfattelse, at skolelederne skal sigte efter at have mest mulig tid til at involvere sig i udviklingen af skolen som pædagogisk organi­sa­tion, og af dennes pædagogiske praksis.

 

Digitalisering

Helt overordnet er det BKFs holdning, at kommunerne og skolerne skal gri­be mulighederne, uanset de udfordringer digitaliseringen giver.

 

Digitalisering i en læringskontekst har de seneste år været kædet sam­men med mængden af hardware pr. elev eller klasse – et goldt mål, der intet fortæller om effekten af udstyret. BKF mener, at de fremtidige digi­talise­rings­strategier bør sætte fokus på de læringsprocesser som digitale læremidler kan frem­me og forstærke – altså stort fokus på udviklingen af digital dida­k­tik.

 

Digital didaktik fokuserer på de læringsprocesser skolerne gerne vil opnå, og fokuserer derfor på andet end på mængden af ny hardware.

 

Det er BKF’s klare holdning, at fokus i den fremtidig digitale satsning skal væ­re på, hvor vi kan dokumen­tere, at digitale læremidler understøtter me­re og bedre læring. Det er der voldsomt behov for at få mere viden om.

 

BKF opfordrer derfor til, at der iværksættes stor-skala forsøg, hvor hele sko­­ler eller skolevæsner afprøver forskellige veje til at opnå mest effekt på børns læring vha. digitaliserede læreprocesser – naturligvis med forskning tæt knyttet på praksis.

 

Forsøgene og forskningen skal ligeledes fokusere på, hvordan læreren bedst kan håndtere kontroltabet i forhold til ikke at være IT-ekspert. Hvil­ken rolle tager læreren på sig, således at der er fokus på læring, og ikke hvem der ved mest om det tekniske?

 

Udgangspunktet for digitaliseringsprocesserne er, at kommunerne aldrig kan vinde hardware og gadget-kapløbet. I stedet skal der satses på hvor og hvordan digitale læremidler i hensigtsmæssigt indrettede læringsrum giver mest effekt på elevernes læring og fleksibiliteten i hvor og hvordan læring foregår bedst.

 

Lærernes kompetencer

Lærerens kompetencer og engagement er helt central i forhold til udvik­lin­gen af elevernes kompetencer og præstationer. De danske lærere er gene­relt meget kompetente, men udfordres ikke desto mindre på en række om­rå­der.

 

Der skal satses på kompetenceudvikling, der er praksisnær og hvor viden og forskning kobles ind i den daglige undervisning, så lærerne får anvendt vi­den ind i deres undervisning. Der skal ’fyldes’ viden på, som omsættes i egen undervisning og som der følges op på løbende. Målet er en reflekterende prak­tiker, som konstant evaluerer og udvikler egen og kollegers praksis. 

BKF finder, at der bør satses langt mere på lokale praksisnære kompetence­ud­viklingsforløb, hvor teamet (klasse, årgang, afdeling) er omdrejnings­punk­tet. Hermed sikres forankring i hverdagen og løbende dialog og feedback.

 

BKF mener, at kompetenceudviklingen skal centreres om tre hovedgreb:

  1. Uddannelse af faglige ressourcepersoner – spydspidser – tæt på praksis, således at den nødvendige støtte i videst mulige omfang er til stede i hverdagen
  2. Fokus på konkret supervision af lærerne og udvikling af redskaber og procedurer for løbende teamdrøftelser af undervisningens kva­li­tet og effekten af de forskellige indsatser.
  3. Forskning ind i skolen, således at aktiviteterne i skolen er baseret på det bedst mulige vidensgrundlag. Derfor skal forskning være til rå­dig­hed og anvendes med effekt-fokus for øje

 

Det er derfor centralt, at såvel læreruddannelsen som de kommunale kom­pe­tenceudviklingstiltag har skarp fokus på nedenstående områder.

  • Inklusion og klasseledelse
  • Didaktik
  • Effekt-fokus og evaluering
  • IT
  • Forskning ud på skolerne