Til Social-, Bolig- og Ældreministeriet

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at afgive høringssvar i forhold til vejledning om barnets lovs generelle bestemmelser; vejledningen er på 47 sider og er en ud af forventelig 6-7 vejledninger, som BKF forstår det.

Helt overordnet synes der at være mange gentagelser i vejledningen, som ved en yderligere gennemskrivning vurderes at kunne reducere sidetallet. Mange steder er der en gentagelse af lovgivningen. Derudover at det vurderes, om dele af vejledningens indhold kan samles i en vejledning nr. 7, hvor fx regionernes opgaver og ansvar, børnerådet (kapitel 2) og straffebestemmelser sammen med afsnit II fremgår. I vejledning nr. 7 kunne hele Ankestyrelsens opgave og funktion med fordel ligeledes samles.

I relation til børn og unges rettigheder kunne det være godt med fx et visualiserende skema ift. de forskellige muligheder og rettigheder der er, så det også overfor barnet eller den unge bliver nemt og overskueligt samt kan anvendes af børne- og ungerådgivere i dialogen med børn og unge.

Det er positivt, at almenområdets understøttende opgaver rettigheder for børn og unge er foldet yderligere ud i vejledningen, således rammen for sektoransvaret tydeliggøres også for børn og unge med behov for støtte efter barnets lov. Særligt vil BKF fremhæve:

gode fællesskaber (§§ 2 og 5 stk. 1), som udfoldes i punkt 13
principper og pligter i relation til barnet og den unge, hvor voksne omkring barnet eller den unge jf. §7 har ansvar for at sikre barnets eller den unges bedste
sammenhængende indsats efter §14 og at der med henvisning til §15 jf. punkt 91 skal være en beskrivelse af den rolle, som dagtilbuddene og skolerne skal spille i den forebyggende indsats i forhold til børn og unge med vanskeligheder.

Alt sammen er en del af barnets lov.

BKF har hele vejen igennem hørings- og inddragelsesprocesser i forhold til lovarbejdet ønsket, at almenområde deltagelse og ansvar i relation til børn og unge med særlige behov og støtte skulle fremgå direkte af barnets lov. Dette ikke mindst fordi vi ved, at en god skolegang er den mest beskyttende faktor for særligt udsatte børn og unge.

Når det nu ikke er specifikt indskrevet i loven, og når vi ved, at barnets lov primært læses og forvaltes af medarbejdere og ledere på familieområdet, er det derfor særligt vigtigt, at der også sker en målrettet eller direkte formidling til almenområdet fx i form af et informationsbrev fra den gældende børne- og undervisningsminister. Informationsbrevet kan nemt indeholde tekst, der er kopieret fra barnets lov og tydeliggør den fælles opgave for alle sektorer og til gavn for alle børn og unges læring og udvikling. Der er ingen tvivl om, at særligt folkeskolen er under pres, som gør, at prioritering af opgaven for børn og unge med særlige behov ikke mindst børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.

Som følge af, at børn og unge får flere rettigheder og de socialfaglige vurderinger styrkes, er det godt, at det i punkt 18 første afsnit fremgår, at der bør lægges afgørende vægt på barnets eller den unges bedste frem for hensynet til forældrene. Det er dog BKFs anbefaling, at ”bør” skal erstattes med ”skal”. Med andre ord er det netop det, den socialfaglige vurdering har fokus på. Det sidste afsnit i punkt 18 synes dog at komplicere dette krav og fokus. Her fremgår følgende:

Kommunen skal desuden være særligt opmærksom på at søge at opretholde kontakt og dialog med forældrene, når en samtale gennemføres uden forældrenes tilstedeværelse. Kommunen bør her søge at opnå forældrenes forståelse for, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at vedkommende deltager i samtalen. Endvidere bør der efter samtalen være en god dialog med forældrene om formålet med samtalen m.v.

Formålet med afsnittet giver mening, men at børn- og ungerådgive skal ”søge at opnå forældrenes forståelse” og også efterfølgende ”være en god dialog med forældrene”, kan både kræve meget tid og stiller store krav. Det foreslås, at afsnittet omformuleres til:

Kommunen skal være opmærksom på at søge at opretholde kontakt og dialog med forældrene, når en samtale gennemføres uden forældrenes tilstedeværelse. Kommunen bør informere forældrene om, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at vedkommende deltager i samtalen og orientere forældrene om formålet med samtalen m.v.

Ændringen er særligt vigtig i konfliktfyldte skilsmissesager, hvor der er stor uenighed mellem forældrene. Det kan også være i relation til børn og unge med funktionsnedsættelser, hvor forældre særligt synes de er vigtige.

I forlængelse af vejledningens beskrivelse af implikationer for inddragelsesprocessen fremhæves der i punkt 19 konkrete ”typer af børn”. Følgende fremgår således:

Det kan eksempelvis gælde børn og unge med selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller lignende samt børn og unge med udviklingshæmning eller opmærksomhedsforstyrrelser

BKF vil klart anbefale at disse udelades da det bl.a. stigmatiserer og fremhæver nogle fremfor andre. Det gælder jo i øvrigt for alle børn og unge, at børne- og ungerådgiveren skal være opmærksom på implikationer af deres tilkendegivelser.

Afsnittet omkring bisidderrollen og funktionen er godt og velbeskrevet, som både vil være understøttende for børne- og ungerådgiveren, forældrene barnet eller den unge samt selve bisidderen. Ingen tvivl om, at funktionen er vigtig og rammen i vejledningen tydelig. BKF har således kun en bemærkning til vejledningen om bisidder og er det sidste afsnit under punkt 27, som foreslås slettet, nemlig:

I forbindelse med, at der ydes hjælp til at finde den rette bisidder, er det relevant for kommunen at være opmærksom på at finde en person med forudsætninger for at kunne varetage rollen som bisidder for det enkelte barn, herunder har kendskab til eventuelle særlige udfordringer hos barnet eller den unge som følge af eksempelvis psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelse.

I sætningen forud for dette fremgår det, at kommunen kan være behjælpelig med af finde ”den rette” og også ”kontakte vedkommende”. Når der står, hvad der er relevant, er det detailregulering, som ikke er nødvendig, og som kan problematisere eller forstås som retningsgivende, for at bisidder fx skal have kendskab til barnets eventuelle særlige diagnoser mv.

Med venlig hilsen

Rasmus Byskov-Nielsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Helle Støve
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og Familienetværk