Til Social-, Bolig- og Ældreministeriet

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at afgive høringssvar i forhold til udkast til delvejledning 6 til barnets lov om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier.
På samme måde som vejledningen til Serviceloven er der tale om en meget omfattende vejledning med risiko for, at læseren (børne- og ungerådgiveren) mister overblikket. BKF ser vejledningen i sin nuværende form som en vejledning med mange gentagelser og formuleringer, der i sin tekst er næsten overført en-til-en fra den eksisterende vejledning til Serviceloven.

Hele vejledningens beskrivelse af hjemmetræning, merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste tydeliggør i den grad det bureaukrati og meget omstændige og til tider overbelysende sagsbehandling, der er nødvendig. Dette ikke mindst fordi der på området sker hjemvisninger af sager fra Ankestyrelsen, men også fordi der er så omfattende lovgivning (sektorspecifikke lovgivninger for alle børn og unge). BKF ser derfor frem til regelforenkling på særligt disse områder.

Sproglig forenkling
Der er flere steder i vejledningen, hvor der kan ske en forenkling af både sprog og indhold fx under punkt 43, hvor det hele kan udelades med undtagelse af det første afsnit, da det ikke er vigtigt for børne- og ungerådgiverens sagsbehandlingspraksis, men vedrører dagtilbudsområdet. Andet eksempel er punkt 69 første afsnit, hvor der står det samme i som i punkt 63 sidste afsnit. Og det gentages igen i punkt 70 i andet afsnit. Det samme er punkt 148 og 149, som stort set er gentagelser.

Sproget i denne vejledning ligger generelt meget tæt op ad lovens ord. Vi har følgende generelle bemærkninger:

Mange steder virker punkterne som kedelig opremsning af lovteksten og med meget ens sprog. Der mangler variation, fx punkt 34 – 35, 45 – 46, 55 – 61, 81-85, 149-152, 191 – 196, 202 – 207 (”det fremgår af § …”). Formuleringen ”det fremgår af § …, stk. ….” virker som en monoton opremsning af loven, ligesom formuleringen ”Med § …. skal kommunalbestyrelsen…” også virker som en opremsning (fx punkt 222 – 227 og 229 – 234).
Samtidigt er der flere ord, der ikke forklares nærmere. Der bør i en vejledning være flere definitioner af begreber og ord, og udover i starten af vejledningen (punkt 12 og 13) ses ikke definitioner, og der er derfor en vis forvirring omkring målgruppe. I indledningen beskrives det, at loven omfatter målgruppen af børn og unge under 18 år og deres familier som på grund af ”nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse” hos barnet eller den unge…….. Igennem vejledningen bruges dette ikke stringent. Fx i pkt. 15 står der: ” børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller langvarig lidelse”. Og ikke kroniske lidelser. Det er formegentlig ikke tænkt som at udelukke dem med kronisk ledelse. Derfor er det vigtigt at skrive det sammen vejledningen igennem, så der ikke er tvivl om målgruppen. Og kun der hvor en del af målgruppen er udelukket at det bliver præciseret. Fx i 210.

BKF er klar over, at der er forskellige ord i lovtekstens bestemmelser, fx § 80 og § 81, stk. 4, men det forklares ikke helt tydeligt (fx med oversigt over hvilke bestemmelser, der er med betydelig og varig og hvilke der ikke er) i punkt 12, hvornår man er i den ene kategori og i den anden kategori af børn og unge. En tydeligere forklaring sikrer, at der ikke er tale om et tilfældigt sprogbrug, og at vejledningen hjælper kommunerne/myndigheder med at forstå meningen med lovbestemmelserne.

Forældrene og børn & unges rettigheder
Derudover går vejledningen på nogle områder helt ned i detaljen og kommer til at fremstå som en vejledning til forældrene fremfor en faglig vejledning for børne- og ungerådgiveren. Eksempelvis i pkt. 155, hvor det fremgår, at listen ikke er udtømmende; BKF anbefaler at den helt slettes, idet eksemplerne i den grad mangler et fagligt ophæng.

Det er godt, at forældrene er skrevet tydeligt ind, men der savnes en beskrivelse af fx pligten til at medvirke. Det kunne fx nemt tydeliggøres i afsnittene i ”betingelser for at modtage hjælp” herunder i forlængelse af pkt. 156. Det kan her handle om samarbejdet med skolen, PPR og familieafdelingen om barnets tilbagevenden til et anvist skoletilbud efter en periode med tabt arbejdsfortjeneste.
Vejledningen beskriver meget rettighederne, men ikke så meget pligterne eller forventningerne til forældrene. Derudover savnes en nærmere udfoldelse af, at også børn og unge med funktionsnedsættelse har rettigheder. Det fremstår ikke ret tydeligt, men det fremhæves derimod flere gange, hvor vigtigt det er at samarbejde med forældrene. Det handler fx om, hvilke gode veje der er at gå, hvor børne- og ungerådgiveren fastholder inddragelse og samtale med barnet. Dette kan i praksis betyde, at samarbejdet med forældrene kompliceres og endda bliver unødigt konfliktoptrappende til skade for barnet. BKF kunne fx godt ønske en tydelig beskrivelse af barnets rettigheder i forhold til forældrene, så det fremstår tydeligt.

Sektoransvaret
Generelt savnes en nærmere uddybende beskrivelse af sektoransvaret og sammenhæng til øvrige tilbud (uddybning af pkt. 16).

Det handler bl.a. om sager, hvor børn og unge ikke har stabilt fremmøde i skolen og forpligtigelser i forhold til børn og unge med funktionsnedsættelser. Som eksempel kunne henvisningen ske til https://ast.dk/social/artikler/hjaelp-til-handicappede-og-aeldre/tabt-arbejdsfortjeneste-og-sektoransvar-2013-hvad-gaelder

I punkt 16 bør det almene gældende derudover stå først i punktet og derefter det subsidiære i Barnets Lov.

Det er positivt, at betydningen af sektoransvaret fx er skrevet tydeligt frem i pkt. 118. Det er meget hjælpsomt for børne- og ungerådgiveren samt i det generelle samarbejde med andre sektorer. BKF anbefaler flere tydelige eksempler i vejledningen ud fra fx Ankestyrelsens praksis eller lovgivers intentioner.

Derudover kan der generelt sagtens skrives flere henvisninger til Ankestyrelsens praksis (principafgørelser / principmeddelelser) ind i vejledningen. Fx mangler 22-18.

Specifikke bemærkninger

Nedenfor vil BKF fremhæve de mere konkrete bemærkninger til de enkelte punkter i udkast til vejledningen.

BKF noterer, at der nu indledningsvist henvises direkte til lovbekendtgørelsen nr. 83 af 25. januar 2024. Det er godt at dette præciseres i modsætninger til de andre vejledninger, der har været i høring.

Det foreslås, at der i forlængelse af pkt. 11 rykkes et afsnit op, som er i slutningen af pkt. 13. Det handler om følgende: ”Det er ikke en forudsætning for at være en del af målgruppen for indsatser efter kapitel 8 i barnets lov om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier, at barnet eller den unge har en diagnose fra det sundhedsfaglige system, ligesom en diagnose ikke i sig selv vil være udslagsgivende for, at der vil kunne ydes støtte efter kapitlets bestemmelser.” Formålet er fra starten, hvor der tales om målgruppe, at rammesætte en generel misforståelse af diagnosers betydning for at være eller ikke være i målgruppen.

I pkt. 14 henvises der i andet afsnit til generelle principper og regler for sagsbehandling. Netop som følge af målgruppen for denne vejledning anbefaler Børne- og Kulturchefforeningen, at der som eksempel henvises til §10 stk. 2 om faglige og økonomiske hensyn ved afgørelser som tilbud. Det kan evt. også være i lighed med henvisningsformen under punkt 42, hvor det er anvist i en parentes.

Sidste linje i tredje afsnit under pkt. 14 foreslås justeret. Der står her: ”….at hjælp og støtte efter kapitel 8 i barnets lov vil skulle tilrettelægges i samarbejde med forældrene med henblik på at understøtte den enkeltes læring, udvikling, trivsel og selvstændighed og/eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien. ” BKF foreslår, at afsnittet præciseres, hvor barnet skrives frem i stedet for, at det skal ske i samarbejde med forældrene. Det skal således altid været barnets behov (og rettigheder) der anføres først. I afsnittet bør det også være tydeligt, at det handler om, hvad der er tilstrækkeligt og nødvendigt af hjælp og støtte, så det ikke bliver en hyldevare fra en reol, som forældrene kan vælge fra.

Punkt 26 fjerde afsnit, gives der en bred forpligtigelse til at rådgive om andre forskellige former for rådgivning til familierne. Det er et rodet afsnit, og det bliver uklart, om afsnittet er udtømmende. Og dermed bliver det det usikkert for en børne- og ungerådgiver, om vedkommende har vejledt korrekt og i et tilstrækkeligt omfang.
Dertil bør en vejledning undlade fx at beskrive at ”Kommunerne har mulighed for at udvide omfanget af PPR”.

Første sætning i pkt. 29 foreslås flyttet til slut i pkt. 27. Dermed sikres tydeligheden mellem forpligtigelsen, og hvornår tilbuddet skal være til rådighed.

I sidste afsnit i pkt. 29 fremgår det ”Der kan efter en konkret vurdering tilbydes flere rådgivnings- og vejledningssamtaler ud over den første samtale, hvis det skønnes nødvendigt, for at formålet med familievejledningen kan opfyldes.” BKF ser gerne, at ”flere” erstattes af mere end en (samtale).

Punkt 37 fjerde afsnit afgrænses der i forhold til skolesøgende børn – men bestemmelsen der henvises til (§ 83) omhandler særlige dagtilbud. er det ikke en fejl? Måske der i stedet skal henvises til §84.

I pkt. 40 første afsnit står der ” Kommunalbestyrelsen skal derfor sikre en grundig, forsvarlig vurdering af det enkelte barns behov for hjælp, støtte og behandling”. Dette bør udelades, idet der gælder de samme principper som på det øvrige område, nemlig at sagen skal oplyses tilstrækkeligt jf. Retssikkerhedsloven.

Tredje afsnit i pkt. 50 står det beskrevet, at de sager som omhandler børn inden for denne målgruppe ”ofte” er så komplekse, at kommunen vil kunne gøre brug af VISO. VISO er langt fra inde i alle sagen på dette område, det er en lille delmængde af sagerne. Så det skal måske skrives tydeligere frem eller erstattes af et kan.

Punkt 63 beskrives generelle bestemmelser omkring hjemmetræning. Det sidste afsnit åbner for en uendelig mængde af træningstiltag. Kan det på nogen måde afgrænses? Der står ”alternative metoder, dvs. metoder der traditionelt ikke indgår i offentlige tilbud”.

Generelt kommentar: Det er på alle måder en meget vanskelig opgave for en forvaltning at skulle kunne vurdere om ”alle tænkelige metoder i denne verden” kan afhjælpe / sikre progression / være til gavn det enkelte barn inden for målgruppen. Det kunne være hjælpsomt, hvis der kunne henvise til afgørelser fra Ankestyrelsen.

Der er ingen tvivl om, at sagsbehandling ift. hjemmetræning er komplekst, og det derfor også er godt med en håndbog på området. I pkt. 72 henvises der til Social- og Boligstyrelsens håndbog om hjemmetræning. I denne er der dog eksempler på bevilling af hjemmetræning, som BKF mener ikke er retvisende, bl.a. er der beskrevet børn i almene skole-/dagtilbud, som er bevilget hjemmetræning. Men de børn er imidlertid uden for målgruppen og ville ikke kunne få hjemmetræning bevilget.

I tilsynet med hjemmetræning står der, at der skal tages hensyn til familiens trivsel generelt. Kan det konkretiseres yderligere? Altså at det kan have en betydning for den fortsatte bevilling, hvis det vurderes, at de øvrige i familien ikke trives. Både børn og forældre, men især med fokus på søskende.

Videre står der, at det skal vurderes, at barnets udvikling ikke må være mindre, end hvis barnet var i et særligt dagtilbud/skole. Det er ikke tydeligt, hvordan dette skal kunne dokumenteres.

Afgrænsningen i forhold til hvad der er hjemmeundervisning, og hvad der er hjemmetræning, er voldsomt kompliceret jf. pkt 76. Hvis barnet ikke hjemmetrænes, så ville barnet kunne frekventere en specialskole i et lang større timetal, så det bør være udgangspunktet for den konkrete beregning set ift. forhold til børn med sammenlignelige funktionsnedsættelser, der benytter et relevant skoletilbud. Den konkrete vurdering vil så kunne reducere fx ift. mere effektive undervisning, når det foregår som enkeltmandsundervisning. Og her vil det være fint at se på sektoransvaret (side 29) og beskrive det endnu tydeligere.

Punkt 77 i allersidste afsnit på side. 31. ” Den praktiske udbetaling af løn til privatantagede hjælpere, som medvirker ved træningen, kan eventuelt administreres af kommunen efter aftale med familien. Dette skal præciseres. Skal der børneattest til? Hvilke øvrige krav kan stilles til en sådan ansættelse?

Teksten i pkt. 102 er meget svær at læse og forstå og foreslås at gøres mere tydelig.

Konsekvent i afsnittene omkring merudgifter anvendes der forskellige betegnelser af dem, der er i målgruppen (handicappede, funktionsnedsættelse mv.) Altså kan det være svært at læse, om det er funktionsnedsættelsen og/eller en kronisk eller langvarig lidelse, som kan være i målgruppen for de enkelte ydelser, jævnfør også den indledende kommentar i høringssvaret, hvor dette er et eksemplet på et inkonsistent sprogbrug.

Endelig en lille kommentar ift. pkt. 151, hvor brutto bør skrives ind i forhold til max-beløbet. Det skrives senere i vejledningen, men bør skrives første gang.

I forhold til målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste (pkt. 155) bør de fremhævede eksempler undlades. Særligt eksemplet med ”Børn og unge, som sover meget uroligt eller sparsomt, så forældrene ofte skal tilse og hjælpe dem i løbet af natten” er en yderst forenkling af en sags konkrete og faktuelle omstændigheder og giver i den grad anledning til at øget forventningsgab mellem børne- og ungerådgiver samt forældrene. Alle eksempler bør undlades og er derudover et kommunalt anliggende og kan være afhængig af kommunernes serviceniveau. Det samme gør sig gældende i pkt. 161, hvor der i den grad mangler en beskrivelse af sektoransvaret og forventninger til et pasningstilbud og dets indhold.

BKF har et ønske om en yderligere præcisering eller flere definitionen fx af ”ydelsesloft” i pkt 159 og eksempler på fx ”umulige” arbejdstider i pkt 186. Dette så der ikke igen opstår et forventningsgab.

Vi er usikre på, om der i pkt. 181 og pkt. 183 er sket en tilpasning ift. den nye ferielov?

Der opstår usikkerhed ift. pkt. 208, når barnet eller den unge selv kan udpege ledsager: Hvad kan forvaltningen så kræve? Børneattest? I Pkt. 219 beskrives kravene til en ledsager, og samtidig gøres der meget ud af, at den unge skal kunne udpege. Det giver forskellige retninger. Alternativt skal det skrives tydeligere frem, at den unge kan udpege, hvis kravene til ledsager er opfyldt, hvis det er det der menes.

Afsluttende bemærkninger

BKF er fortsat rigtig glade for, at barnets lov nu er omsat til praksis fra januar 2024 og glæder os til det videre implementeringsarbejde. Vi har ambitionen om, at børn og unge kommer til at opleve et paradigmeskifte og har også tillid til, at de folkevalgte i Folketinget inkl. ministeren giver ro til implementeringsarbejdet.

Derudover er BKF meget nysgerrig på outcome af ministerens og KLs arbejde med ”Sammen om handicap”, der i den grad har været en meget lukket proces. BKF ser frem til at blive inddraget i det evt. videre arbejdet og fx være med til at kvalificere de retninger, der arbejdes videre med.

Med venlig hilsen
Rasmus Byskov-Nielsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Helle Støve
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og Familienetværk

Se relevante dokumenter på høringsportalen.