Til Social-, Bolig- og Ældreministeriet
Børne- og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar på lovforslag om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Tilbagerulning af skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet m.v.).
Børne- og Kulturchefforeningen ser meget positivt på, at ministeriet fortsat har fokus på regelforenkling og på at styrke det lokale ansvar og afskaffelse af unødig regulering og kontrol;
vi tilslutter os forslagene om:
- Afskaffelse af de skærpede krav til kommunernes behandling af Ankestyrelsens danmarkskort over omgørelsesprocenter.
- Afskaffelse af Ankestyrelsens mulighed for at pålægge kommunerne at behandle andre typer af undersøgelser end praksisundersøgelser.
- Indførelse af mulighed for at kommunalbestyrelsen kan delegere behandlingen af Ankestyrelsens praksisundersøgelser til et udvalg.
- Indførelse af mulighed for at aftale fravigelse af reglerne om beregning af krav på mellemkommunal refusion for udgifter til hjælpemidler.
I forhold til punkt to kan det med fordel i bemærkningerne fremgå mere tydeligt, hvad der præcist definerer en praksisundersøgelse, så der ikke opstår usikkerhed omkring, hvornår Ankestyrelsens mange undersøgelser reelt forstås og ses som en praksisundersøgelse.
Af Ankestyrelsens hjemmeside fremgår det, at praksisundersøgelser er undersøgelse af udvalgte kommuners praksis inden for et bestemt område, hvor der gennemgås en række sager. Det er fx uklart hvad ”andre typer af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter” omfatter. Børne- og Kulturchefforeningen antager på den baggrund, at fx børnesagsbarometre og handicapbarometre også bliver defineret som praksisundersøgelser.
Børne- og Kulturchefforeningen anbefaler, at der tages stilling til om kontrollen via børnesagsbarometret ikke også bør afskaffes i den nuværende form, da der netop ses på en ny form til børnesagsbarometret i forbindelse med indførelsen af Barnets Lov. Årsagen til det er, at antallet af sager er så lille, at det intet siger om kvaliteten af den enkelte kommunes sagsbehandling. Børne- og Kulturchefforeningen ser her potentiale for at fjerne unødig regulering og kontrol.
Generelt ser Børne- og Kulturchefforeningen også en udvikling i, at kommunernes bruger flere ressourcer på diverse undersøgelser, hvor Ankestyrelsen ønsker at få indsigt i, hvordan kommunerne forvalter en given lovgivning. Når nogle af kommunerne så medvirker i disse, bliver flere af kommunerne efterfølgende skriftligt oplyst om, at deres svar kan give anledning til rejsning af tilsynssag, og kommunerne bliver bedt om yderligere oplysninger omkring den reelle sagsbehandling, hvis fx en børne- og ungerådgiver i undersøgelsen har udtalt sig uhensigtsmæssigt. Dette gør, at der er flere kommuner, der takker nej til at medvirke i en ellers velmente, gensidig læringsproces.
I forhold til punkt fire fremgår det, at begge kommuner skal være enige om at fravige kravet om, at den mellemkommunale refusion på hjælpemiddelområdet ikke nødvendigvis skal beregnes på baggrund af de faktiske udgifter. Børne- og Kulturchefforeningen finder det uklart, hvori de store forenklinger ligger, når dels begge kommuner skal være enige om at afvige fra bestemmelserne i retssikkerhedslovens §9c stk. 10, og når kommunerne samtidig skal være enige om, hvordan kravet skal opgøres i stedet. Af lovforslagets bemærkninger fremgår det også, at kommunerne bør indgå en meget klar aftale om, hvordan kravet på mellemkommunale refusion så skal opgøres, så der ikke opstår uenighed om det. Børne- og Kulturchefforeningen kan derfor på baggrund af de oplysninger der er i lovforslaget være usikker på, om der reelt er tale om forenklinger og ser frem til en tydeliggørelse i det videre udmøntningsarbejde.
Med venlig hilsen
Rasmus Byskov-Nielsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen
Helle Støve
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Kultur- og Fritidsnetværk
Se relevante dokumenter på høringsportalen.