Til Børne- og Undervisningsministeriet
Børne og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven (Nedsættelse af forældrebetaling og bedre økonomiske vilkår for private tilbud).
Børne- og Kulturchefforeningen er både glade og bekymrede for forslaget om at tage lederne ud af opgørelsen omkring minimumsnormeringerne. Vi mener i udgangspunktet, at intentionen er fin, fordi det er udtryk for en opprioritering af normeringerne i daginstitutionerne, og fordi vi ved, at ledelser er en af de mest betydningsfulde enkeltfaktorer for at lykkes i den pædagogiske praksis. Vores bekymring er dog, at den nye opgørelsesmetode kan få den modsatte effekt på prioriteringen af ledelse, så der i stedet spares på ledelse og ledelsesspændet bliver større, fordi ledelsen netop ikke tælles med og oplagt bliver et sted, man så kan spare.
Børne- og Kulturchefforeningen vurderer, at den udmeldte økonomi tilfører ressourcer til dagtilbudsområdet, men at rammen ikke dækker udgifterne til både at tage lederne ud af opgørelsen om minimumsnormeringerne og samtidig nedsætte forældrebetalingen fra 25 % til 21,3 %. Den bagvedliggende beregningsmetode tager ikke højde for den eksisterende forskellige prioriteringer og organiseringer i kommunerne og forudsætter reelt en ensretning af normeringerne. Det kan i den enkelte kommune medføre behov for prioritering af ret mange ressourcer til dagtilbudsområdet fra andre områder – eller som angivet ovenfor, uhensigtsmæssige besparelser på ledelse.
Vi mener også, at det er vigtigt ved så store ændringer for private institutioner og privat pasning, at kommuner kompenseres fuldt ud i forhold til den noget større administrative opgave, lovændringerne medfører.
Børne- og Kulturchefforeningen har en opmærksomhed på, at der i udkastet til lovændringen under pkt. 17 § 102, er lagt op til, at børne- og undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra kommunalbestyrelse og private tilbud. Børne- og Kulturchefforeningen finder det uhensigtsmæssigt, at børne- og undervisningsministeren uden videre kan bede kommuner om at udarbejde ekstra data, blot fordi børne- og undervisningsministeren finder det nødvendigt.
Ellers har Børne- og Kulturchefforeningen intet at bemærke til udkastet til lovforslag.
Med venlig hilsen
Lars Sloth
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen
Merete Villsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Dagtilbudsnetværk
Se relevante dokumenter på høringsportalen