Til Socialministeriet
Børne- og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til bekendtgørelse om kompensationsydelse efter servicelovens § 100.
Vi anerkender intentionen om at skabe en mere enkel, fleksibel og sammenhængende ordning for borgere med handicap samt at reducere unødige administrative processer. Bekendtgørelsen indeholder flere ændringer, som efter Børne- og Kulturchefforeningens vurdering kan bidrage positivt til både borgernes oplevelse af ordningen og kommunernes administration.
Vi ser positivt på justeringen af målgruppen for kompensationsydelse for familier med flere børn omfattet af personkredsen. Ændringen indebærer, at familier kan opnå kompensationsydelse, når de samlede merudgifter for flere børn overstiger minimumsgrænsen, selvom det enkelte barns merudgifter isoleret set ikke gør det. Dermed adresseres en situation, hvor familier efter gældende praksis kan falde uden for ordningen, selvom de reelt har betydelige samlede merudgifter. BKF vurderer, at der er tale om en hensigtsmæssig justering, som ikke ændrer de grundlæggende betingelser eller principper for udmåling af kompensationsydelsen, men som bidrager til en mere rimelig og sammenhængende praksis.
Børne- og Kulturchefforeningen ser også positivt på de foreslåede muligheder for direkte betaling til leverandører. Ændringen vurderes at være særligt relevant i kommunernes praksis, blandt andet i sager om timeaflastning og taxakørsel. Muligheden giver kommunen bedre forudsætninger for at sikre, at kompensationsydelsen anvendes til det konkrete formål, som ydelsen er bevilget til, samtidig med at det sikres, at de opgaver kommunen finansierer, udføres af egnede leverandører. Ordningen vil kunne medføre et vist øget administrativt arbejde for kommunerne, men dette vurderes at være en relevant prioritering set i forhold til alternativet. Samtidig er der tale om en tilbagevenden til en praksis, som tidligere har fungeret hensigtsmæssigt.
Vi ser desuden positivt på, at revurdering af ydelsen fremadrettet alene skal ske ved ændrede forhold eller konkret anledning hertil. Dette vurderes at kunne reducere unødige opfølgningsforløb og frigive ressourcer til den borgerrettede indsats.
Vi ser dog et væsentligt opmærksomhedspunkt i § 6, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at kommunerne ved vurdering af kompensationsberettigende udgifter skal tage udgangspunkt i offentligt tilgængelige statistiske oplysninger om typisk forbrug for borgere uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation eller, hvis sådanne oplysninger ikke findes, foretage et skøn. Børne- og Kulturchefforeningen er bekymret for, at bestemmelsen i praksis kan føre til betydelige fortolkningsopgaver, øget dokumentationsbehov og risiko for forskellig praksis på tværs af kommunerne. Dermed er der risiko for, at intentionen om administrative forenklinger ikke realiseres fuldt ud.
På den baggrund anbefaler Børne- og Kulturchefforeningen, at Socialministeriet understøtter implementeringen med konkrete vejledninger, beregningseksempler og eventuelle nationale referenceværdier. Dette vil kunne bidrage til større ensartethed i afgørelserne, styrke retssikkerheden og mindske behovet for lokale fortolkninger.
Børne- og Kulturchefforeningen støtter samlet set bekendtgørelsens intention om at skabe en mere enkel og fleksibel ordning for borgere med handicap. Samtidig anbefaler vi, at der etableres en tydelig national understøttelse af anvendelsen af § 6, stk. 3, så de ønskede forenklinger omsættes til praksis, og der sikres en ensartet administration på tværs af kommunerne.
Med venlig hilsen
Lars Sloth
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen
Henning Riistofte
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og Familienetværk
Se relevante dokumenter på høringsportalen