Til Kulturministeriet
Børne- og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslag om ændring af lov om Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner m.v. og om regionernes opgaver på kulturområdet, museumsloven, lov om musik, lov om biblioteksvirksomhed og lov om scenekunst.
Børne- og Kulturchefforeningen er en kommunal chefforening med stor berøringsflade med de regionale kulturaftaler. Vores faglige, landsdækkende netværk har på kultur- og fritidsområdet repræsentanter fra alle 5 regioner og dermed fra et bredt udsnit af de 98 kommuners kultur- og fritidschefer; dette høringssvar er forankret i det faglige kultur- og fritidsnetværk.
Indsigelser og anbefalinger
I udgangspunktet støtter Børne- og Kulturchefforeningen op om den afbureaukratisering, som der i lovforslaget lægges op til. Det har også stor fokus blandt os kultur- og fritidschefer, at forbruget af de administrative ressourcer minimeres, så vi kan sikre, at flest mulige midler bliver frigjort til reelle udviklingsprojekter inden for kulturområdet til glæde for flest mulige borgere.
Vi har gennem årene fulgt udviklingen i de regionale kulturaftaler og kan da også se, at der i de seneste perioder har været stor fokus på forenkling af de politiske og administrative strukturer i de forskellige regioner. Men vi anerkender også, at der i visse Kulturregioner er behov for at opretholde et vist administrativt niveau for at sikre den fortsatte fremgang i projekterne.
Det vil typisk være i de områder, hvor der ikke er store kulturinstitutioner, som kan drive projekterne, og hvor det derfor er nødvendigt at engagere en række mindre aktører. Men det er så også her, at kulturaftalerne i sit nuværende format har været med til at sikre kvalitative og nytænkende kulturtilbud i hele landet.
Vi vil dog samtidig påpege, at der kan være en uhensigtsmæssighed i årlige afrapporteringer med den nye ordninger, som der er lagt op til, når netop et af formålene har været afbureaukratisering. Det vil kræve både ressourcer hos de enkelte kulturaftaler, ligesom det også kræver ressourcer hos den styrelse, som skal læse afrapporteringerne igennem. Der bør i hvert fald kigges på omfanget og krav til sådanne afrapporteringer.
4-årige aftaler sikrer kontinuitet og strategisk sigte
Der lægges i lovforslaget op til, at aftalerne fremadrettet gøres 1-årige. Noget af det, som har tilført de regionale kulturaftaler stor værdi, har bl.a. været inddragelse af mange forskellige aktører. Både de etablerede kulturinstitutioner, men i høj grad også de mindre og mere eksperimenterende aktører.
Det har kun været muligt, fordi man har kunnet planlægge med en længere horisont. At få mindre erfarne og måske uprøvede aktører med i et udviklingsprojekt kræver tid.
Det er ligeledes vores helt klare vurdering og erfaring, at det vil være meget svært at opretholde et strategisk sigte med en 1-årig horisont. Derfor vil anbefalingen fra Børne- og Kulturchefforeningen være, at aftalerne fastholdes som 4-årige aftaler. Jævnfør det fortsatte krav om kommunal medfinansiering, som vi også støtter op om, vil 4-årige aftaler også have betydning for den politiske forankring ude i kommunerne og dermed være med til at sikre den lokale finansiering og kontinuitet i udviklingen af nye kulturtilbud.
Det kulturelle aktstykke vs. en fast finanslovsbevilling
I materialet om ændring af lovforslaget står det beskrevet, at udviklingsmidlerne tildeles via det kulturelle aktstykke, som skal forhandles hvert år.
Noget af det, som vi i Børne- og Kulturchefforeningen er meget optaget af, er bæredygtighed i de initiativer, som sættes i gang rundt omkring i hele landet. Og vores erfaring er, at bæredygtighed kun opnås, når der kan arbejdes strategisk med længerevarende projekter. Med en intention om, at bevillingerne skal forhandles fra år til år og med en tilbagemelding til de enkelte Kulturregioner i august, så ser vi en lang række udfordringer i forhold til at opretholde de strategiske udviklingsprojekter, som på sigt skulle give værdi for borgerne.
Vi anerkender, at også korte og mindre tiltag kan have en stor effekt. Men skal vi for alvor lykkes med at få kultur ud i hele landet og samtidig have held til at inddrage endnu flere borgere i det kulturelle fællesskab, så kræver det muligheden for at arbejde med langsigtede projekter.
Derfor vil det være en klar anbefaling fra Børne- og Kulturchefforeningen, at ministeriets finansiering overgår fra det kulturelle aktstykke til en fast finanslovsbevilling. Det vil sikre den stabilitet og kontinuitet, som nye kulturprojekter har brug for, hvis det skal skabe værdi på den lange bane og for flest mulige borgere.
Kultur til hele landet
Da Kulturministeriet tilbage i 2007 koblede de regionale kulturaftaler sammen med den tidligere ”Provinspulje” var det med det sigte, at puljen skulle have et mere strategisk sigte og dermed sikre kultur i hele landet.
Set fra et chefperspektiv har det da også været omdrejningspunktet for de regionale kulturaftaler. Vi kan se, hvordan vi via de regionale kulturaftaler er lykkedes med at engagere både de professionelle kulturinstitutioner og en lang række af mindre kulturaktører.
Det har løftet arbejdet med nye spændende partnerskaber, hvor et stort fokus har ligget på at udvikle nye formater med visionen om at nå ud til endnu flere borgere, end vi gør med de mere traditionelle kulturtilbud.
Opsamling om de regionale kulturaftaler
Børne- og Kulturchefforeningen anbefaler på baggrund af ovenstående, at det økonomiske og strategiske grundlag for de regionale kulturaftaler opretholdes ud fra nedenstående principper:
- Aftalerne fastholdes som 4-årige for at sikre stabilitet og kontinuitet.
- Finansieringen overgår til en fast finanslovsbevilling for at muliggøre langsigtede projekter.
- Fokus på administrativt og politisk ressourceforbrug.
Når vi kigger på det samlede udbytte af de regionale kulturaftaler, ser vi et tydeligt billede af, at den politiske vision fra 2007 om at få mere kultur ud i hele landet i høj grad er lykkedes netop qua de regionale kulturaftaler.
Det har givet anledning til spændende samarbejder hen over kommunegrænserne mellem kulturaktørerne, som på den måde har kunnet bruge kulturaftalerne som et vigtigt inspirationsforum.
Ændringer i museumsloven
I forhold til forslag til ændring af museumsloven, hilser Børne- og Kulturchefforeningen afbureaukratisering og regelforenkling velkommen.
Det er vigtigt, at bygherre kan afvise at påbegynde arkæologiske forundersøgelser forud for anlægsopgaven, men kan være nødt til at påbegynde undersøgelse, hvis der under byggeriet påvises fund. Lovforslaget kan give mulighed for en større fleksibilitet i planlægningen af større forundersøgelser, men fleksibiliteten stiller bygherren væsentlig ringere på en række punkter.
Det er betænkeligt, at lovforslaget lægger op til, at der ikke længere træffes en afgørelse om en større forundersøgelse, herunder om budgettet. Der er ofte tale om anseelige omkostninger til større forundersøgelser, og derfor bør det sikres, at det sker på et belyst grundlag.
Der er lagt som begrundelse, at der sikres en vis lighed og ensartet praksis i afgørelserne, når de træffes af en central styrelse fremfor af de enkelte museer. I tæt sammenhæng med det er spørgsmålet om klageadgangen, som i princippet afskæres ved, at der ikke træffes en afgørelse. Børne- og Kulturchefforeningen finder det betænkeligt, at der først træffes en afgørelse, hvis der er uenighed, og at denne afgørelse kan ikke påklages. Der er desuden lagt op til at klageadgangen helt kan afskæres, hvis budgettet ligger under et fastsat minimumsbeløb.
Det er betænkeligt, at museet ifølge bemærkningerne har mulighed for at ændre budgettet undervejs til ugunst for bygherren. Der er i direkte konflikt med angivelsen af, at der er tale om en maksimal udgift og en underminering af den sikkerhed, en bygherre har med den gældende ordning. Budgettet og vurderingerne for en større forundersøgelse er som udgangspunkt afgørende for, om en bygherre ønsker at fremme projektet. Børne- og Kulturchefforeningen mener, at noget så indgribende i givet fald bør fremgå af loven.
Tak igen for at få mulighed for at bringe et landsdækkende kommunalt chefperspektiv ind i denne høringsproces. Vi står til rådighed for yderligere dialog.
Med venlig hilsen
Rasmus Byskov-Nielsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen
Sofie Plenge
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Kultur- og Fritidsnetværk
Se relevante dokumenter på høringsportalen.