Til Social-, Bolig- og Ældreministeriet

Børne og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at afgive høring i forhold til lovforslag om ”lov om voksenansvar for anbragte børn og unge” m.fl.
BKF forholder sig til de dele af ændringsforslagene, der vedrører børn og unge.

BKF bemærker, at mange af forslagene og begrundelserne for ændringer er baseret på problematikker og evalueringer, der er foretaget blandt voksne, her primært de voksne, der er ansatte i døgntilbud. Der er i den forbindelse vægtet de dilemmaer, de voksne kan stå i, når børn og unge handler på en uhensigtsmæssig måde i forhold til deres helbred, muligheder for deltagelse i fællesskaber, mulighed for læring m.v.

Set i lyset af intentionerne i ”aftalen om Børnene Først”, med bl.a. klare aftaler om flere rettigheder til børnene og bedre kvalitet i anbringelser, er det i BKF bemærket, at der ikke har været en inddragelse af anbragte børn og unge i det forberedende arbejde. Det noteres også, at der heller ikke har været inddraget repræsentanter fra de kommunale myndigheder på børn- og ungeområdet, ligesom forældreperspektivet ikke ses inddraget. Det ville have været oplagt at involvere ”Partnerskabet om Børnene Først”, hvor førstnævnte er repræsenteret.
Der er tidligere i undersøgelser og afhandling gjort opmærksom på, at børnenes og de unges perspektiv ikke har været inddraget. Det gælder både generelt i forarbejder til lovgivning og i den konkrete inddragelse af det enkelte barn eller ung efter en magtanvendelse. Inddragelse er central i forhold til magtanvendelsesregistrering og rapportering.

Allerede i 2016 fremførte Hanne Hartoft i sin afhandling ”Magtanvendelse over for anbragte børn og uge”, at selvom børn og unges ret til at redegøre for deres oplevelse af en magtanvendelse er meget central, så sker det kun i begrænset omfang.
”Det er dog bemærkelsesværdigt, at ingen af de tilsendte indberetningsskemaer indeholder udtalelser fra barnet eller den unge. I de fleste tilfælde angives det, at barnet eller den unge ikke ønskede at udtale sig, ligesom der også er eksempler, hvor det fremgår, at barnet fx som følge af en funktionsnedsættelse ikke vurderes at være i stand til at reflektere over hændelsen, samt at barnet ikke længere opholder sig på institutionen og derfor ikke kan udtale sig. I enkelte tilfælde refereres det, at den unge fandt indgrebet for voldsomt eller unødvendigt, eller at fastholdelse varede for længe, efter han/hun var faldet til ro. Der er dog også enkelte tilfælde, hvor medarbejderen i beskrivelsen har refereret, at barnet eller den unge ikke selv oplevede situationen som en magtanvendelse.”
(Evaluering af lov om voksenansvar for anbragte børn og unge; Rambøll februar 2020)

”sikrer, at indberetningsskemaer om fysisk magtanvendelse indeholder en fyldestgørende beskrivelse af hændelsesforløbet, herunder en beskrivelse af, hvordan barnet eller den unge konkret blev ført eller fastholdt, og en begrundelse for, hvorfor indgrebet var nødvendigt.”
(Mindre, private opholdssteder for unge, Ombudsmanden Temarapport 2022)

Det kan tyde på, at børnenes perspektiv også i for ringe grad er medtaget i de gældende regler. Det gælder ved medvirken, udarbejdelse og inddragelse i den konkrete anvendelse, og nu altså også i forhold til inddragelse og revision af lovgivningen.
Det undrer Børne- og Kulturchefforeningen, og det giver en hypotese om, at man fra Folketinget signalerer, at nu er Barnets Lov vedtaget, og så er børn og unge blevet tilstrækkeligt mødt, anerkendt og inddraget. BKF vil generelt anbefale Folketinget, at der i alt lovgivningsarbejde, som omhandler børn og unge, sker en reel inddragelse af børn og unge i forarbejdet eller i “Partnerskabet om Børnene Først”. BKF vil opfordre til, at Folketinget generelt lader sig inspirere af Irland, hvor der på alle områder skal ske en inddragelse af børn og unge efter inspiration fra Laura Lundys model på inddragelse af børn og unge.

Det er også værd at bemærke, at hele spørgsmålet om anvendelse af magt fortsat forsøges reguleret gennem love og regler fremfor pædagogik og menneskelige relationer. Det er selvfølgelig en opgave for de voksne at drage omsorg for de børn og unge i udsatte positioner, men det er væsentlig at stille krav om, at de voksne har de rette både personlige og faglige kompetencer til at kunne håndtere de frustrationer m.v. som børn og unge i udsatte positioner ofte kommer i.

BKF ser således, at der mangler inddragelse af især børn og ungeperspektiver, men også forældre og myndighedsperspektiver fra de kommunale familieafdelinger samt viden om resultater af pædagogisk praksis, forskning og pædagogiske og psykologiske teorier.

Når det kommer til de enkelte forslag, kunne BKF ønske, at der til grund for hvert enkelt forslag var lagt en solid socialpædagogisk, metodisk og psykologisk viden. Der er ingen evidens for, at mere anvendelse af magt fører til større mestring og trivsel for de børn og unge, magten udøves overfor.

Der er allerede i de gældende bestemmelser en faktuel tilsidesættelse af børnenes rettigheder, ved at de formelt set har ret til at kommentere magtanvendelser, men i ringe grad gør det. Det er forståeligt nok, at et barn eller en ung ikke formår at fremføre sin version og syn på en magtanvendelse, der er skrevet af den, der har udøvet magten og efterfølgende igen skal konfronteres overfor samme person med, hvordan magtanvendelsen oplevedes, og om den vurderes at være rigtig og lovlig. BKF foreslår, at enhver opfølgning på en magtanvendelse skal følges op af en samtale med en børne- og ungerådgiver. Dette dels da det er præcis løbende inddragelse jf. Barnets Lov, men dels også signalerer, at det skal være undtagelsen, at magt anvendes, og at barnet og den unge selvfølgelig bør tale episoden igennem med den børne- og ungerådgiver, der har myndighedssagen. Det vil selvfølgelig medføre ekstra ressourcer, men gode prioriteringer, hvis I som Folketing VIL styrke børn og unges rettigheder.

I forslaget skelnes der mellem sikrede og almindelige børne- og ungehjem i forhold til, hvorvidt der skal være formuleret husorden. BKF foreslår, at alle døgntilbud bør have ordensregler, hvor de i lovforslagets områder for magtanvendelse adresseres i nogle retningslinjer. Disse retningslinjer skal være formuleret sammen med fx fire børn og unge, således der i ”fredstid” drøftes og fastlægges retningslinjer for, hvad der her er de handlinger og tiltag, vi arbejder efter, og de er forelagt de børn og unge, som opholder sig der.

I forhold til de nye forslag om mulighed for at anvende magt i forhold til at kunne fratage fx mobiltelefoner og spiritus mangler der også metodiske overvejelser om, hvad sådan en relation og adfærd fra voksnes side kan give af identitet, relationskompetencer, had m.v. hos børnene og de unge.

Det er også problematisk, at personale, der har omsorgsopgaven og ikke en myndighedsopgave, bliver bemyndiget til at tilrettelægge ransagninger. Det er nogle ret konfliktfyldte og omfangsrige situationer, der kan forudses, hvis loven vedtages. Det er vel og mærke konflikter, der opstår, fordi voksne griber ind og anvender magt i en ikke-momental farlig situation.
Det er BKF’s klare holdning, at magt overfor børn og unge aldrig må tages i anvendelse i forhold til mangel på hverken menneskelige ressourcer eller faglige kompetencer.
BKF anerkender, at det ikke er et ukompliceret område, og at gældende regler eller mangel på regler selvfølgelig ikke må stå i vejen for mulighed for at yde tilstrækkelig omsorg overfor børn og unge i udsatte positioner. Vi accepterer selvfølgelig ikke, at børn og unge hverken på kort sigt eller langt sigt gør skade på sig selv eller andre, hvis det med en relevant voksen indgriben kunne være afværget. Det er selvfølgelig de voksnes ansvar at træde til, hvis et barn eller en ung mister kontrollen i en sådan grad, at barnet eller den unge eller andre kommer i fare. Det er selvfølgelig også de voksnes ansvar at forsøge at skabe en relation og tilrettelægge en pædagogik, som har et udviklingsperspektiv set ind i barnets eller den unges mestringskompetencer her og nu og ind i voksenlivet.

Målet er at lade børnenes og de professionelles perspektiver udfordre og berige hinanden og som voksen vide, at vi aldrig ved alt, men at vi altid har en forpligtelse på solidaritet med barnet eller den unge.

Lovforslaget lægger op til, at der skal være en bred ensartet ramme for magtanvendelse over hele anbringelsesområdet. BKF finder ikke, at der er en forståelig forklaring på, hvorfor der ikke er behov for at differentiere mellem fx børn, der bevæger sig ud i prostitution, og børn, der har gemt en iPad under dynen.

Samlet set mener Børne- og Kulturchefforeningen, at forslaget ikke entydigt bidrager til at sikre anbragte børn og unge trygge, omsorgsfulde og udviklende rammer.
BKF anerkender, at der er behov for at se på, hvordan børn og unges trivsel og gode opvækstvilkår i stedet sikres. Der lægges her vægt på, at det her er vigtigt at inddrage resultater af forskning i socialpædagogisk praksis, børnene- og de unges synspunkter, forældres perspektiv og med input fra både myndighed på området og relevante organisationer der traditionelt varetager børn og unges interesser.

Hvis forslaget skal gennemføres, anbefaler Børne- og Kulturchefforeningen, at der sikres en adskillelse af magtanvendelsesindberetninger og børnene og de unges perspektiver på indberetningen. Det kunne fx gøres ved at børne og de unge fik mulighed for at give deres perspektiv overfor deres kommunale myndighedsrådgiver.
Beslutninger om magtanvendelse i form af ransagning, fratage mobiltelefon m.v., som ikke er et akut problem, kunne ligeledes være en beslutning, der skal træffes af den kommunale myndighed (børne- og ungerådgiveren) og i nogle tilfælde i samarbejde med politiet. I sådanne situationer vil der være tid til at inddrage børnene og de unge og sikre både deres inddragelse, medvirken til løsninger og retsstilling i forhold til de indgreb, der eventuelt besluttes.

BKF er klar over, at ændringer i reglerne ikke kan være helt enkle at indføre, og at de derfor skal gennemarbejdes nøje, for at vurdere konsekvenserne. BKF deltager gerne i sådan et udviklingsarbejde.

Med venlig hilsen
Rasmus Byskov-Nielsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Helle Støve
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og Familienetværk

Se relevante dokumenter på høringsportalen