
Kombinationen af en lang række reformer og lokal frisættelse på kommunernes program i år stiller store krav til faglig ledelse, lyder det fra formand Lars Sloth i dette indlæg i Skolemonitor
Ordet reformstorm blev den kikkert, vi før årsskiftet kiggede på 2025 igennem, og nu er 2025 godt i gang med sit blæsevejr. Det er ikke alle vindene, der er nye – nogle af dem har bare fået mere fart, og nogle har vi ikke mærket før.
Vindene i stormen er reformer på mange af kommunernes områder gennem for eksempel ældrereformen, den grønne trepart, sundhedsreform, nye rammer på socialområdet, det specialiserede børneområde, beskæftigelsesreformen, folkeskolereformen og ungdomsuddannelsesreformen. Det er store indenrigspolitiske satsninger, der får betydning for den enkelte borger i hele landet.
Vi er et land, der er berømte for at lave vindenergi om til kraft, og det skal vi også med disse vinde.
Det er som altid kommunerne og de kommunale forvaltninger, der skal bære landspolitikken ud til borgerne, fordi det er via kommunerne, man kommer tættest på dem. Vi mener, det er afgørende for omsætningen af vind til kraft i dette blæsevejr, at vi i kommunerne holder kompasset stille og fast ved at fokusere på faglig ledelse. Hele vejen. Det giver mest mulig kvalitet og værdi for den enkelte borger.
Faglig ledelse som kompas
Det er faglig ledelse, der skal være vores kompas i stormvejret, for faglig ledelse er afgørende for, at vi kommer i mål med de 33 initiativer i folkeskolereformen.
Folkeskolereformen trækker kræfter og ressourcer i alle kommunerne, og nu skal vi surre de faglige værdier og principper, vi har i folkeskolen, fast. Vi skal gennem faglig ledelse sikre, at både vores lokale medarbejdere og ledere får den styring, de har brug for, uden at de bliver detailstyret og hæmmet. For midt i stormvejret har vi også frisættelsen.
Det går konstruktivt og solidt hånd i hånd, at vi både surrer værdierne fast og sætter dagligdagen fri. Vi bliver frisat til at bruge den faglige ledelse lokalt til at få de bedst mulige løsninger og højest mulige værdi for borgeren. Vi skaber nemlig mere værdi og kvalitet for borgerne ved at bruge den faglige ledelse til at skabe systematik og fælles retning lokalt. Ikke på detailstyring og standardløsninger. Vi skal som kommunale chefer og ledere træffe flere og mere faglige valg for hele ledelseskæden og dermed for vores medarbejdere.
Medejerskab støtter en sikker kurs
Vi skal også have stor gennemsigtighed om de faglige valg, vi træffer, så vores ledere og medarbejdere kan få medejerskab over retningen, vi går i. Medejerskab er vigtigt for, at retningen giver mening for den enkelte medarbejder. Det er de faglige ledere, der skal sørge for det, og det gør de gennem at sikre dels faglig metode og dels personlige kompetencer hos den enkelte medarbejder. Vi får på den måde lokalt gennem den faglige ledelse udviklet fælles faglige paradigmer, som de faglige personaleledere skal være garant for at søsætte, styre og guide videre på tværs af fagsøjler. Den faglige ledelse bliver i afgørende grad det kompas, vi styrer efter.
Vi oplever i Børne- og Kulturchefforeningen stor opbakning til folkeskolereformen, og vi har været glade for inddragelsen af parterne omkring folkeskolen i arbejdet med den. Derfor forventer vi god sandsynlighed for, at den bliver realiseret.
Vi er klar til at lave vindene fra reformstormen om til solid kraft, og vi har fundet de faglige kompasser frem for at sikre kursen.