Høring om barnets lov og forpligtende kommunale samarbejder


Til Social- og Boligministeriet

Børne- og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar til forslag til ændring af barnets lov og lov om forpligtende kommunale samarbejder.

Vi anerkender den grundlæggende intention bag lovforslaget om at styrke kvaliteten og retssikkerheden i sagsbehandlingen på børneområdet. Det er afgørende, at børn og familier mødes med en kvalificeret indsats, og at lovgivningens krav overholdes. Lovforslaget rummer potentiale for at skabe en mere ensartet og kvalificeret indsats især i kommuner med dokumenterede udfordringer, og forslaget kan bidrage til at sikre faglig bæredygtighed og styrke retssikkerheden for børn og familier. Samtidig kan tydelige rammer for økonomi, ansvar og personaleoverførsel skabe større forudsigelighed.

Dog ser vi væsentlige risici ved at indføre en model, hvor kommuner pålægges at overtage hinandens opgaver. En udførende kommune kan opleve belastning af ressourcer og kapacitet, hvilket kan gå ud over kvaliteten i egne opgaver. Delegation af opgaver kan svække det nære kendskab til lokale forhold og udfordre samarbejdet med lokale aktører. Samtidig kan det politiske og juridiske ansvar, som forbliver hos den delegerende kommune, skabe uklarhed om roller og ansvar, og overførsel af personale kan medføre usikkerhed og modstand.

Forskelle i kommunal praksis og politik kan yderligere udfordre samarbejdet, og der er risiko for, at der ikke skabes læring hos den delegerende kommune. Kommunernes forskellige administrative systemer kan også gøre tværgående understøttelse vanskelig, og varige samarbejder kan gøre det svært at genetablere egen kapacitet. Manglende efterlevelse af lovgivningen kan også skyldes sagsbelastningen pr. ansat rådgiver i den enkelte kommune, som kan være markant højere i den kommune med lavkvalitet set ift. den kommune der skal overtage opgaven. I sådanne tilfælde vil kommunen der overtager opgaven ikke nødvendigvis løfte opgaven bedre, hvis den udføres med samme sagsbelastning som i afgivende kommune.

Endelig må det forventes, at der opstår ekstra omkostninger til administration, transport og genopretning af sager, især hvis der er uorden i de overtagne sager.


Forpligtende sparringspartnerskab
På den baggrund anbefaler vi, at der i stedet etableres forpligtende sparringspartnerskaber mellem kommunerne frem for direkte opgaveoverdragelse. En sådan model kan organiseres som en trappemodel, hvor der sættes ind tidligere, så problemer kan rettes op rettidigt, og inspiration kan hentes fra “London Challenge”, hvor højt præsterende skoler hjalp skoler med udfordringer. Ved at vælge denne tilgang bevarer kommunerne ejerskab og ansvar for egne opgaver, samtidig med at adgangen til rådgivning, supervision og videndeling styrkes. Risikoen for svækkelse af egen drift minimeres, og lokal forankring og netværk bevares.

Ved decideret overdragelse af opgaveansvar mellem kommuner anbefaler vi, at dette sker efter grundig dialog og aftale mellem begge kommuner, og med udgangspunkt i, at overdragelsen er langsigtet eller permanent.

Vi støtter intentionen om at styrke kvalitet og retssikkerhed på børneområdet, men vurderer at tvungne opgaveoverdragelser indebærer betydelige risici for drift, lokal forankring og styring. Derfor anbefaler vi, at lovforslaget justeres, så primært fokus rettes mod forpligtende sparringspartnerskaber, hvor kommunerne i fællesskab løfter kvaliteten og sikrer den nødvendige hjælp til børn og familier. Uanset hvor i landet de bor.

Med venlig hilsen

Lars Sloth
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Henning Riistofte
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og Familienetværk

Se relevante dokumenter på høringsportalen