Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og Familienetværk har drøftet, hvilke elementer der ud over aflønning og organisering bør indgå i en familieplejereform.
På den baggrund er der udarbejdet vedhæftede notat. Det er håbet, at notatet vil bidrage til en bred debat om udviklingen af plejefamilieområdet; både i arbejdsgruppen der skal komme med forslag til en reform og i Folketinget, ministeriet, organisationer der varetager børn og unges interesser, forskningsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, plejefamilier m.v.
Børne- og Familienetværket deltager gerne i dialoger og arrangementer både med henblik på at uddybe og formidle og med henblik på yderligere at kvalificere input til en reform af familieplejeområdet. Netværket vil også gerne være med i drøftelser om kvalitet i anbringelse generelt, så børn og unge fremadrettet kan sikres de bedste muligheder når de anbringes. Det uanset om det er i familiepleje, døgninstitution eller opholdssted.
Notatet indeholder følgende temaer:
• Afsættet for reformen af plejefamilieområdet i forbindelse med regeringsudspillet; ”Børnene først”
• Synspunkter og perspektiver med reformen, samt ambitioner for en styrkelse og udvikling af plejefamilieområdet
• Fremsætning af en række spørgsmål og væsentlige temaer på plejefamilieområdet
• Samfundskampagnen ”Små Liv Søger Store Hjerter”
• Synspunkter og opmærksomhedspunkter i forbindelse med etableringen af videnscentre for kommuner og plejefamilier, herunder centrenes opgaver, geografiske placering, snitflader og samarbejde