Til Social- og Boligministeriet
Børne- og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar på udkast til bekendtgørelse om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i Social- og Boligstyrelsen. Børne- og Kulturchefforeningen vurderer overordnet, at ændringerne i bekendtgørelsen er relevante og nødvendige for at rammesætte den nye enhed med særlig ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold i VISO.
Børne- og Kulturchefforeningen anbefaler, at det i henhold til §11 i udkast til bekendtgørelse nærmere defineres, hvordan VISOs bistand til kommunalbestyrelsen kan udfolde sig i afklaringen af om en psykologfaglig vurdering eller undersøgelse jf. §171 b i barnets lov kan være omfattet af enhedens bistand. Dette kan med fordel defineres i en vejledning til bekendtgørelsen med klare handleanvisninger til henholdsvis VISO og kommunalbestyrelse, herunder hvad den konkrete bistand består af.
Børne- og Kulturchefforeningen retter en særlig opmærksomhed på, at der ikke i bekendtgørelsens afsnit ’udredning efter §171 b i barnets lov’ §§11-14 er forholdt sig til, hvorvidt VISO er forpligtet til at levere vurdering eller undersøgelse inden for den i barnets lov fastsatte tidsgrænse på 4 måneder på børnefaglige undersøgelser. Det vurderes, at der bør fastsættes en maksimal frist på VISOs leverance, da det kan få alvorlige konsekvenser, hvis kommunen endelige vurdering og afgørelse skal afvente uhensigtsmæssigt længe.
Børne- og Kulturchefforeningen bemærker, at der ikke i udkastet til bekendtgørelsen er forholdt sig særskilt til VISOs vurderings- og afgørelsespraksis, hvorfor vi henviser til vores høringssvar af
13. februar 2025 vedrørende forslag til lov om ændring af barnets lov. Her henviser vi til første afsnit i vores høringssvar Oprettelse af en særlig enhed i VISO; se høringssvaret her Høring til ændring af barnets lov – Børne og kulturchefforeningen.
Vi anbefaler i vores høringssvar, at der med lovændringen sker tydelig stillingtagen til den nye enheds snitflade til Ankestyrelsen og til den enkelte kommune både omkring klageadgang, skærpet underretningspligt og sagsbehandlings-/myndighedsansvar. Dette foreslår vi, da VISOs leverancer fra den særlige enhed udføres som en del af en børnefaglig undersøgelse. Dette skal særligt ses i relation til bekendtgørelsens §12 stk. 2.
Endeligt bemærker Børne- og Kulturchefforeningen, at der ikke i bekendtgørelsens afsnit vedrørende ’Gennemgang af igangværende anbringelser efter §171 c i barnets lov’ §§15-17 er taget stilling til, hvilken vægt VISOs vurdering og afgørelse skal tillægges i forhold til kommunalbestyrelsens – og i nogle tilfælde Børne- og Ungeudvalgets – oprindelige afgørelse. Det bør fremgå tydeligt, så der ikke opstår tvivl i de enkelte sager. Helt konkret kan der stilles følgende spørgsmål:
– Kan den særlige enhed i VISO lave en vurdering og afgørelse, der overruler kommunalbestyrelsens eller børne- og ungeudvalgets oprindelige afgørelse, og vil en sag dermed skulle gå om/genbehandles?
– Hvis ovenstående kan bekræftes, hvilke klagemuligheder har barnet/den unge og forældremyndighedsindehaveren så?
Med venlig hilsen
Lars Sloth
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen
Helle Støve
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og Familienetværk
Se relevante dokumenter på høringsportalen.